At kunne arbejde med mistanken om, at et barn kan være mishandlet

Naturligvis bør læger anmelde og derved søge at intervenere ved mistanke om vold mod børn, vel vidende at vold mod børn foregår i varierende omfang i alle samfundslag, kulturer og religioner. Nye danske undersøgelser har vist, at alt for få af overgrebene anmeldes. Men myndighederne må efter min mening også være bedre til at imødegå den læge der anmelder, således at vedkommende imødekommes med en vis respekt for sit mod til at tage sig sammen - til at turde at anmelde! For det kræver mod at turde anmelde, tænk hvis man nu tager fejl i sin vurdering!? Som anmelder har man sine bekymringer især vedrørende barnets fremtid, men også omkring dennes familie. Der kan være overvejelser i relation til hensynet over for fx anmelders arbejdsplads, troværdighed, kollegaer og sig selv. Modtageren af en anmeldelse om mistanke om vold mod et barn skal således vide, at det er meget ubehageligt at ringe og anmelde sin mistanke. Modtageren må ikke virke negativ, fx afvise, bagatellisere eller mistænkeliggøre lægens motiver til at ringe. Men læger må også uddannes, så de bliver bedre til at takle et følelsesmæssigt belastet område som børnemishandling. Det er svært at se børnevoldens ansigt i øjnene, og der bør efter min mening foreligge procedurer fx i skadestuen for håndtering af sådanne sager; relevante telefon- numre m.v. kunne også anføres bagerst i den lille grønne kittelbog (Lægeforeningens Medicinfortegnelse). Det ville jeg i hvert fald have sat pris på dengang jeg fik »mistanken« om, at et barn kunne havde været udsat for vold: For flere år siden var jeg ansat som turnuslæge på en skadestue, hvor en mor henvendte sig en fredelig weekendeftermiddag og bad mig om at undersøge hendes lille søn. Moderen trak mig hviskende til side, mens drengen kravlede op på briksen. Hun fortalte at hun var fraskilt og boede alene sammen med sin søn, men hun mistænkte sin eksmand for at udøve fysisk vold mod drengen, når han var på besøg hos sin far. Derudover frygtede hun for sit eget liv fordi skilsmissen ikke var vel set, hun havde en fornemmelse af, at hendes færden blev overvåget, ikke blot af eksmanden, men også af hans venner. Problemet var nu, at drengens skrammer fra sidste besøg ikke var helet, og at sønnen snart skulle ud til sin far igen. Moderen turde ikke at aflyse besøget, men ville godt have, at jeg undersøgte drengen og beskrev skaderne, således at hun havde min rapport som dokumentation, hvis tilstanden var forværret når hun fik sønnen tilbage. Ved den objektive undersøgelse var drengen ordknap og sky, men orienteret. Han havde flere blå mærker af varierende størrelse og dato. Hertil små symmetriske sårskorper der kunne tyde på, at han var blevet slået med fx en hårbørste, men det kunne jeg jo kun gisne om. Jeg overvejede røntgenundersøgelse mhp. tegn på ældre frakturer, men det var moderen ikke indstillet på, da hun ikke mente, at volden havde haft et sådant omfang. Hun var heller ikke interesseret i mine andre tilbud, fx tilbød jeg at indlægge drengen og evt. også hende selv (for at opnå beskyttelse), da dette angiveligt ville forværre relationen til faderen. Lige inden de forlod skadestuen, accepterede moderen at jeg ringede og anmeldte sagen til politiet, således at de kunne gå videre med sagen bl.a. til de sociale myndigheder. Jeg tog en dyb turnuslægeindånding og ringede, men betjenten var ikke særlig imødekommende, jeg fik en fornemmelse af, at jeg nærmest generede stationens søvnige weekendkaffebasser. Betjenten lovede dog at viderebringe min »mistanke« om børnemishandling. Et par dage senere dukkede politiet og nogle folk fra socialforvaltningen, uanmeldt op på min arbejdsplads. Ude på den travle sygehusgang måtte jeg uden kollegial bisidder gengive mine oplevelser i skadestuen. Forhøret tog en halv times tid, her blev jeg gentagne gange belært om, at mine udtalelser kunne få alvorlige konsekvenser, uden at man dog specificerede disse nærmere. Jeg fastholdt imidlertid min »mistanke« om, at drengen objektivt set kunne havde været udsat for mishandling, at moderen havde virket troværdig, men at jeg naturligvis ingen forudsætninger havde for at vurdere, om hendes historie var sandfærdig. Men det er vel heller ikke en lægelig opgave?

Mange måneder senere læste jeg i avisen, at mor og søn lige var indebrændt, og at politiet var i gang med at undersøge årsagen. Hvilken tragedie! Jeg ved ikke hvad efterforskningen viste, men lægefagligt handlede jeg korrekt ved at fastholde min »mistanke« om børnemishandling. Også set i lyset af dødsfaldene - må alternativet vel føles endnu værre?