Kunsten langsomt at slippe grebet

Hvordan kommer vi bedst gennem denne svære tid? Det er det store spørgsmål, som optager ikke blot myndigheder og regering, men stort set alle borgere. Ser man på belastningen af sygehusene, først og fremmest vores intensivpladser, så er situationen lige nu sådan, at man forsigtigt kan tillade sig at konkludere, at de vidtgående indgreb i vores fælles dagligdag har virket.

De hjerteskærende prioriteringer mellem patienter, som kolleger fra Italien og Spanien har været presset ud i, fordi respiratorkapaciteten har været så langt fra behovet, har vi ikke oplevet. Meldingen fra vore intensivafdelinger er p.t., at der er styr på situationen, og at patienterne får den nødvendige hjælp.

Nu har statsministeren på sit pressemøde meldt ud, at regeringen er klar til at løsne grebet en smule og åbne for, at små børn kommer tilbage i skole og daginstitutioner. Samtidig indledes politiske forhandlinger om, hvordan bl.a. sundhedsvæsenet skal åbnes op igen. Det er klart, at fokus fortsat skal være på at holde udbruddet i kort snor og forhindre en ukontrollabel opblussen. Vi skal fortsat være meget opmærksomme på smittespredning og de hårdest ramtes behov for behandling på hospitalerne. Vi skal også have et skarpt øje på, at vi og vore kolleger i sundhedsvæsenet har adgang til de nødvendige værnemidler. På den måde er meget uændret.

Men sideløbende er tiden nu også til at sikre en forsigtig øgning af aktiviteten på hospitalerne, så patienter, hvis behandling er blevet udsat, kan hjælpes. Det skal ske samtidig med, at man sikrer et tilstrækkeligt COVID-19-beredskab. Det er hjulpet på vej af, at vi nu har bedre danske data at planlægge ud fra. Samtidig skal almen praksis, speciallægepraksis og psykiatrien, hvorfra der er foruroligende meldinger om færre patienter, tilbage til en tilstand, der minder om den normale. Her venter også en stor opgave.

På længere sigt skal vi desuden være forberedt på, at også de økonomiske håndtag, som er taget i brug i denne periode, vil få konsekvenser for borgeres helbred. Disse måneder er meget svære for mange. Arbejdsløshed, konkurser og generel usikkerhed betyder på sigt flere patienter med f.eks. alkoholproblemer, hjertelidelser og psykiske sygdomme. Det betyder alt sammen, at vi ikke kan sænke skuldrene, selv om coronaenudbruddet slås ned. Andre krævende opgaver venter.

Der er langt til lyset for enden af tunnelen. Men der er samtidig al mulig grund til at anerkende, at vi sammen med sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og andre gode kolleger på meget kort tid har formået at omstille sundhedsvæsenet til den alvorlige situation, som vi gennemlever nu. Der er også grund til at kvittere for, at regeringen og et samlet Folketing har taget udfordringen med coranavirus alvorligt og taget vidtgående beslutninger for at forebygge sygdom og død hos ofte sårbare grupper.

For patienter med coronasmitte har det helt konkret betydning. Men i bredere forstand er det også helt afgørende for borgernes tillid til velfærdssamfundet, at de kan regne med, at der bliver reageret fra sundhedsvæsenet i situationer som den, vi står i. Det er kompliceret, det er dyrt, og der bliver også begået fejl undervejs. Men det virker, og det har vi grund til at være stolte af.