Kvalitet i almen praksis

At ville skabe kvalitet, at måle kvalitet og at blive vurderet på kvalitet er træk i vores tid, og vil derfor også være krav som vi selv og omverdenen naturlige vil stille til os.

Det er let nok at måle og lave statistikker, det svære er at sikre at det er det rigtige vi måler, altså at fremskaffe nogle tal der siger noget om hvor gode vi er til vores kernefunktion.

For at kunne måle vores kernefunktion, er vi nødt til at blive enige om hvad det er, og hvordan den måles. En arbejdsgruppe under DSAM og P.L.O. kom for et par år siden i et stadig meget læseværdigt skrift med en definition på kernefunktionen i almen medicin. Her understreges fx at patientens problem »kun kan forstås i den sammenhæng hvori det optræder og i forhold til patientens opfattelse og personlighed«. Vores speciale, det der gør os ikke bare til læger, men til almenmedicinere, er altså noget med at kunne gøre den samlede mængde af lægelig kunnen brugbar for det enkelte menneske i hendes specielle situation.

Men hvordan måler vi det?

Vi står som faggruppe i den situation at vi egentlig har en udmærket definition på vores speciale, men den er filosofisk og ikke operationel. Og hvis vi ikke får gjort noget ved det, går det galt.

Ugebladet Dagens Medicin har fx. d. 6.3.03 et tema om kvalitet i almen praksis. Overskriften er »Praktiserende lægers arbejde skal vurderes på hårde facts«, og senere står at fagfolk skal »måle og veje hvor gode lægerne er til at behandle og diagnosticere«. En professor citeres for at »behandlingen af store sygdomsgrupper som cancer, diabetes, forhøjet blodtryk og hjertesygdomme er alt for afhængig af den enkelte læges personlig holdning«. Og formanden for Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedssektoren citeres for at vi bør indføre kvalitetshåndbøger: »Vi ser også inden for sygehusvæsenet at der udarbejdes referenceprogrammer for diagnostik, behandling og pleje«. Altså hokus-pokus er vi blevet gjort til en slags ambulatorielæger, hvis opgave er at stille de rigtige diagnoser og give den rigtige behandling, og så er det om at komme i gang med referenceprogrammerne venner!

Men undervejs forsvandt »forholdet til pt.s opfattelse og personlighed«.

Hvis vi ikke besinder os på vores kunst og bruger helt andre kræfter på at få den kredset ind, siver den væk i tidens begejstring for evidens og varedeklarationer.

Mange er optaget af at sætte ord på vores speciale, men hvor er vores røst henne i den offentlige debat? Ortopædkirurgernes og hjertemedicinernes opfattelse af sig selv er kendt af alle beslutningstagere i dette land (og det er der ikke noget ondt i), men almenmedicinere hvad er det nu de er for nogle? Hvad er det de kan?

SVAR