Skip to main content

Kvalitetsudvikling i praksis

Speciallæge i almen medicin og samfundsmedicin Søren Friborg E-mail: sfriborg@dak-e.dk INTERESSEKONFLIKTER: ingen

18. nov. 2011
2 min.

REDAKTION:Mainz J, Bartels P,Bek T et al

FORLAG: København: Munksgaard Danmark, 2011

SIDER: 432

Pris: 348 KR.

ISBN: 978-87-6280-714-3

Så er »Biblen« om kvalitetsudvikling i det danske sundhedsvæsen (læs: sygehusvæsen) udkommet, med seks redaktører og 23 forfattere alle centralt placerede i kvalitetsudviklingen som fagfolk, kvalitetsudviklere, sundhedsøkonomer og administratorer.

Formålet med bogen er at beskrive det teoretiske og praktiske grundlag for moderne kvalitetsudvikling i sundhedsvæsnet på et evidensbaseret grundlag.

De enkelte kapitler er opbygget efter en fast skabelon startende med en konkret case og sluttende med konklusion og dokumentation (evidens).

Emnerne er vidtspændende, man begynder med et afsnit om begreber og terminologi og går over i de elementer, der sikrer kvaliteten af sundhedsvæsnets ydelser, såsom kliniske retningslinjer, indikatormonitorering, patientforløbsprogrammer, brugerperspektiv, patientsikkerhed og et stort afsnit om kvalitetsledelse samt kvalitet og økonomi og herunder et spændende afsnit om kvalitetsudvikling og incitamenter, bogen slutter med et afsnit om offentliggørelse af informationer om kvalitet. Den danske kvalitetsmodel er grundigt beskrevet i flere sammenhænge.

Bogen kan bruges af alle faggrupper i sundhedsvæsnet og af alle med interesse for kvalitetsudvikling. De fleste vil nok bruge den som et uundværlig opslagsværk og ikke læse den fra ende til anden - gør man det, er det en overvældende sag.

Bogen er helt centreret om sygehusvæsnet og de få eksempler, der er på det tværsektorielle, bl.a. omtalen af det engelske QoF-system omkring økonomiske incitamenter i almen praksis, er summariske, og referencerne her er ikke up to date. Danske kvalitetsinitiativer i primærsektoren er ikke nævnt.

Bogen udstiller meget godt et af problemerne i det danske sundhedsvæsen, nemlig den manglende koordinering på kvalitetsområdet mellem primær- og sekundærsektoren og den meget ulige fordeling af kvalitetsudviklingsresurserne.

Ufortåeligt er det også, at Dansk Sundheds Instituts kvalitetsudviklingsarbejder ikke er berørt.