Lægeforeningen sætter patienterne først. Punktum. Det gjorde vi i går, det gør vi i dag, og det bliver vi ved med. Derfor har det heller ikke noget på sig, når Lægeforeningen bliver skudt i skoene, at vi er modstandere af privathospitaler og patientrettigheder. I lægestanden er der en årelang tradition for at arbejde i det private. I er ovenikøbet mange, der enten har jeres faste gang i det private eller tager en ekstra tørn ét eller flere steder i sundhedsvæsenet. Det er godt, for det hjælper patienterne.
Men at sundhedsvæsenets samlede kræfter – offentlige såvel som private – skal bruges klogest muligt er et grundlæggende standpunkt for Lægeforeningen. Først og fremmest til gavn for de mest syge patienter, som har størst behov for behandling. Det er ikke mindst centralt i en tid med massiv mangel på arbejdskraft.
Lægeforeningen har udarbejdet en analyse, der dykker ned i både offentlige og private hospitalers aktivitet i de seneste ti år; det gjorde vi for at blive klogere på, med hvilket afsæt samt hvorledes den private kapacitet anvendes. Undersøgelsen viser, at privathospitalerne på ti år har fordoblet deres aktivitet, men også, at langt størstedelen af aktiviteten stadig foregår på offentlige sygehuse.
Men det er også værd at bemærke, at mere end halvdelen af opholdene på privathospitalerne er offentligt finansieret. Dette er på grund af den politisk bestemte behandlingsgaranti og det udvidet frie sygehusvalg. Begge dele betyder, at offentlige sygehuse skal henvise til – og betale for – behandling på privathospital, hvis de ikke selv kan leve op til fristen. Og det har længe været en vekslende udfordring, aktuelt dog mere permanent udfordret af mangel på arbejdskraft. Fristen er som bekendt 60 dage nu, men det er midlertidigt. Efter nytår bliver den 30 dage, medmindre man politisk vælger at gå andre veje.
Uanset om det er 30 eller 60 dage, ved vi fra afdelingerne, at det ofte er de »lette« og samlet set mindst syge patienter, der kommer hurtigst til og kan få et tilbud i privat regi, mens de mest syge og mest komplekse patienter må vente længere. For der er langt mellem, at de private hospitaler kan tilbyde denne gruppe patienter behandling. Lægeforeningen er derfor ikke »modstander« af patientrettigheder. Tværtimod prøver vi at starte en diskussion om, hvordan vi kan få rettigheder, der bedre kan overholdes og er til lige gavn for alle patienter.
Lægeforeningen efterlyser en åben politisk debat om, hvordan vi klogest får bragt den private kapacitet i spil, så der er balance mellem ventetid det ene og det andet sted. For Lægeforeningen er kernen, at den kapacitet, der er på privathospitalerne, skal bruges optimalt i samspillet med de offentlige sygehuse til gavn for patienterne. Ellers risikerer vi at bruge samfundets sundhedsmidler uden at tænke os om, og vi risikerer, at meget specialiseret arbejdskraft spredes eller trækkes fra det offentlige sundhedsvæsen og de mest syge patienter. Det handler om at prioritere de samlede kræfter til gavn for patienterne, ligesom det handler om at sikre det løbende generationsskifte af nye speciallæger til alle behandlinger. Og det offentlige skal kunne varetage alle behandlinger.
Som samfund bør vi spørge os selv: Hvordan gør den samlede kapacitet, privat såvel som offentlig, størst gavn for alle i sundhedsvæsenet? Kan samspillet mellem det private og offentlige blive bedre, så det gavner de mest syge frem for de mindst syge patienter? Kan vi tænke andet end tidsmæssig prioritering ind i vores anvendelse af såvel offentligt som privat sundhedsvæsen?
Hvis vi ser på garantierne, er udredningsretten på 30 dage helt central. Dernæst kommer behandlingsgarantien; den skal der skrues på, så den overordnet gavner patienterne mere end i dag. Med størst fokus på de mest syge.
Jeg anerkender, at den politiske ambition med garantien er at hjælpe patienterne. Desværre er den baseret mere på en skrivebordstankegang end på, hvad der lægefagligt – og dermed behandlingsmæssigt – giver mening. Ideelt skulle sundhedsvæsenet kunne prioritere, så vi kunne sætte de mest syge patienter først – dog uden at nogle skal vente uden tidshorisont – men det bremser behandlingsgarantien med sin politisk bestemte tidsfrist. Det er uholdbart, at det er antal dage, der er det styrende – ikke alvorligheden og kompleksiteten i patientens tilstand.
Derfor efterlyser vi debat om optimal brug af den samlede kapacitet – offentlig og privat – i samspil. Kan privathospitalernes kapacitet bruges klogere til gavn for de mest syge patienter, vil det være en stor gevinst for alle.
