Lad være med at skåne os: KBU-læger hører hjemme i frontlinjen på akutmodtagelser og skadestuer

Der pågår i øjeblikket en debat om, hvorvidt KBU-læger (tidligere kaldet turnuslæger) bør arbejde i frontlinjen på landets akutmodtagelser. Dansk Selskab for Akutmedicin har anbefalet, at de yngste læger helt tages ud af frontlinjen med henvisning til højt arbejdspres og bekymring for patientsikkerheden.

Som nyuddannet læge, der netop har afsluttet sin KBU på hospitalsafdeling, vil jeg insistere på, at også de yngstes stemmer bliver hørt i denne debat.

Mit korte svar er klart:

Det vil være en meget dårlig idé at fjerne KBU-læger. Man bliver ikke en sikker læge ved at undgå det usikre. Uundværlig læring og en helhedsforståelse af patientforløb kan gå tabt.

Noget af det mest værdifulde i begyndelsen af lægelivet er at stå over for patienter, uden at kende forhistorien eller diagnosen, og selv skulle lytte, spørge, undersøge og ræsonnere sig frem til, hvad der er galt.

Det er her, man udvikler sin kliniske tænkning og lærer at koble teori og praksis. Arbejder man derimod primært i ambulatorier eller sengeafdelinger, hvor diagnosen ofte allerede er stillet og behandlingsplanen lagt, risikerer man at miste en afgørende del af den træning, der gør én til en selvstændigt tænkende kompetent læge.

For at vi som læger kan opnå forståelse for det samlede patientforløb, må vi have indsigt i den del, hvor mange patienters sygdomsrejse begynder – og akutmodtagelsen er netop indgangen til sundhedsvæsenet for over en million patienter hvert år [1]. Man forstår ikke toget, hvis man aldrig har stået på perronen.

En unik bredde og indblik i mange specialer

Langtfra alle KBU-læger ved, hvilket speciale de ønsker at vælge, når de påbegynder deres KBU-forløb (det første år som læge), og lodtrækningen betyder, at ikke alle får opfyldt deres førsteprioritet.

I akutmodtagelsen møder man patienter med symptomer – ikke færdige diagnoser eller fastlagte behandlingsplaner. Et enkelt døgn kan byde på et væld af forskellige sygdomsbilleder og specialer, som man ikke nødvendigvis stifter bekendtskab med i den mere specialiserede hverdag i andre funktioner.

Denne kalejdoskopiske bredde giver unikt indblik i mange specialer og styrker både specialevalg og forståelsen for kolleger på tværs af specialefag.

Det menneskelige, modne og kommunikative aspekt

Men det handler ikke kun om faglig læring. Det handler også om det menneskelige. I akutmodtagelsen møder man mennesker i deres mest sårbare og utrygge øjeblikke.

Her lærer man ikke blot det kliniske håndværk, men også at kommunikere klart, roligt og empatisk med patienten, selv når tiden er knap, og beslutninger skal træffes hurtigt, og at indgå i et velfungerende tværfagligt samarbejde, hvor forståelse og koordinering på tværs af faggrupper er afgørende. Samtidig er det her, man for alvor lærer at tage ansvar, at vurdere alvoren, prioritere, handle og stå på mål for sine beslutninger. Det er ikke en ekstra færdighed – det er en del af kernen i lægerollen.

Patientsikkerhed skabes ikke ved fravær af unge læger

Det er korrekt, at arbejdet i akutmodtagelsen ofte kan være krævende og tidspresset, og at KBU-læger naturligt har begrænset erfaring. Men løsningen er ikke at fjerne dem. Løsningen er at styrke rammerne, så de kan lære og udvikle sig trygt og sikkert.

Hvis vi vil have dygtige læger, må vi også lade dem lære. Det kræver bl.a. en grundig introduktion og oplæring, erfarne læger, der er fysisk til stede døgnet rundt til sparring og supervision, flere læger for at undgå overfyldte venteværelser og farligt tidspres, et trygt, respektfuldt og professionelt arbejdsmiljø, tiltag som f.eks. debriefing og overholdelse af hviletider.

Fjerner vi den mulighed, risikerer vi at sende unge læger ud i sundhedsvæsenet uden den kliniske dømmekraft, selvtillid og handlekraft, som kun opbygges i mødet med det akutte. Læger skal og bør kunne stabilisere akutte patienter, inden yderligere hjælp når frem.

Hvis vi kun satte folk til opgaver, som de allerede mestrer, ville ingen lære noget nyt. Som læge vokser man, når man står i situationer, hvor man er tæt på grænsen af, hvad man kan.

Kompetence vokser, hvor komfort ophører – men det skal naturligvis ske inden for en ansvarligt rammesat sundhedsfaglig setting.

Det rigtige spørgsmål

Derfor bør vi ikke spørge, om KBU-lægerne skal væk fra akutmodtagelsen og skadestuen. Vi bør spørge: Hvordan giver vi dem de bedst mulige betingelser for at blive – og for at lære alt det, der ikke kan læres andre steder?