Content area

|

Læge, elsk dit job!

På medicinstudiet hersker en konsensus, hvor målrettethed fremhæves som en styrke, mens vægelsindethed sidestilles med manglende ambitioner, skriver medicinstuderende Jesper Frank Andersen
Forfatter(e)
Jesper Frank Andersen, stud.med., Aarhus Universitet Email: jesper_frank@live.dk

Man overvældes af det fra den spæde start på medicinstudiet og dermed den spæde start på en, for mange, næsten livslang karriere.

Jeg mener ikke den faktiske introduktion til rollen som læge, men derimod introduktionen til visheden om, at rollen som læge uomtvisteligt er den rigtige. Indledningsvist manifesteret i sætningen »Velkommen til verdens bedste studie« og efterfølgende kultiveret af en næsten betingelsesløs anerkendelse fra omverdenen og ældre kollegaer.

Der eksisterer således allerede fra de første spadestik i den lægelige jord en fælles klangbund vedrørende netop dette metiers gyldighed, ikke bare som profession, men som identitet. Jo mere læge jo bedre, fristes man næsten til at sige.

Og det er så her, bagsiden af medaljen kommer snigende.

  • Hvad nu, hvis man ikke har lyst til at arbejde sig selv halvt i graven i jagten på et professorat på et af de store universitetshospitaler?

For hvad nu, hvis man ikke har lyst til at arbejde sig selv halvt i graven i jagten på et professorat på et af de store universitetshospitaler? Ja, hvad nu, hvis man egentlig slet ikke ønsker at være læge i traditionel forstand?

Jeg synes, spillerummet for sådanne spørgsmål er problematisk snævert blandt mine medstuderende og bekendte, der langt om længe er trukket i kitlen. Så snævert, at det nogle gange er ganske svært at få øje på. Den herskende konsensus, hvor målrettethed fremhæves som en styrke, mens vægelsindethed sidestilles med manglende ambitioner, fylder det hele.

Med 38 forskellige specialemuligheder og et væld af andre karriereveje burde udsynet være bredt, men alligevel er det kollektive blik rettet mod et fåtal af specialer og en levevis, hvor der ikke er plads til ret meget andet end lægelivet.

Konsekvensen af dette er, at vi fortier overvejelser omkring specialevalg, timeantal, familie, arbejdsplads – og ikke mindst glæde. Disse overvejelser er til stede hos os alle, og tavsheden er at gøre hinanden en mental bjørnetjeneste. Jeg savner en mere nuanceret diskussion, hvor det ikke altid gælder om at flyve højest og knuselske identiteten som læge, men er legitimt at ville afklæde sig kitlen klokken 16 og være meget andet end denne.

Hele denne svada lyder måske nok en smule kværulerende, men skal ikke forstås således. Jeg har en gennemgribende respekt for de af mine kollegaer, som vier store dele af deres tilværelse til lægegerningen, tilvejebringelsen af ny forskning og udglatningen af administrative hårknuder. Men jeg har mindst lige så meget respekt for dem, som prioriterer anderledes, og jeg synes, vi skal blive bedre til at italesætte denne prioritering. Både for vor egen og hinandens skyld.

Blad nummer: 

Right side

af Larry Højgaard Kristiansen | 11/11
1 Kommentar
af Sven Refslund Poulsen | 09/11
3 kommentarer
af Christian Crüger | 06/11
1 Kommentar
af Anders Christiansen | 05/11
1 Kommentar
af Thamilini Umaramanan | 05/11
2 kommentarer