Læge, kend din teknologi

Det er et uomtvisteligt faktum, at vi befinder os i en teknologisk guldalder. Digitale sundhedsdata er omdrejningspunktet for digital sundhed, automatisering samt kunstig intelligens (AI), og der er øget fokus på forskning og optimering af kliniske processer. Digital sundhed forventes at kunne bidrage til at afbøde skaderne for den demografiske tsunami [1]. Blandt universiteter, medicinstuderende og læger eksisterer en stor velvilje og ønske om fokus på behovet for læring og kompetenceudvikling inden for digital sundhed [2, 3]. Parallelt med patienternes hurtige adaptation, den teknologiske penetrans og eksponentielle udvikling er undervisningen af medicinstuderende stort set uændret.

Borgernes brug af digital sundhed

Danskernes brug af digitale værktøjer er stødt stigende i takt med ønsket om monitorering af egne sundhedsdata [4]. Allerede nu anvender cirka 40% af danskerne sundhedsapps på smartphones eller wearables til måling af fysisk aktivitet [5], der forventes at kunne bidrage positivt som element i livsstilsændringer og behandling af flere sygdomsområder [6]. Telemedicin har vist sit værd under pandemien, og det forventes, at ca. hver femte dansker vil gøre brug af telemedicin inden for en kort årrække [5].

Det forventes, at patienter fremover i højere grad bliver en aktiv medspillere i forhold til håndtering og forebyggelse af egen sundhed og sygdom. Digitale værktøjer kan hjælpe os, hvis vi er klar til at investere ressourcer i håndtering af disse. Fra politisk side er der interesse og vilje til, at digitale løsninger i højere grad implementeres, hvilket bl.a. kan ses i sundhedsreformen, life-science-strategien og digitaliseringsstrategien. Der arbejdes bl.a. på en national appguide, som skal omfatte kvalitetssikrede apps inden for sundhed og sygdom [7], men hvordan forventes lægerne at kunne bruge kliniske sundhedsapps uden undervisning og træning?

Hvad skal den studerende og lægen kunne i fremtiden?

Det tog knap 50 år at indføre både håndvask og stetoskopet i klinisk praksis, men mon ikke implementering af digitale sundhedsteknologier bliver hurtigere. I en lille spørgeskemaundersøgelse blandt 60 danske læger svarede over 86% af de adspurgte læger, at de er interesseret i at lære mere om digital sundhed, herunder AI inden for deres felt [8]. Samme interesse for kompetenceløft finder vi blandt medicinstuderende [2]. Hvis universiteterne ikke påtager sig opgaven, kommer det enten til fortsat at være det vilde vesten eller med private udbydere af undervisning i denne væsentlige opgave.

Viden om digitale sundhedsteknologier bør være en del af både den præ- og postgraduate uddannelse af fremtidens læger. Digitale sundhedskompetencer vil blive efterspurgt i takt med, at nye teknologier vinder indpas, der skabes sundhedsdata af høj kvalitet, og patienternes tilgang til sundhed bliver mere teknologisk. Derfor er det afgørende, at vi uddanner sundhedspersonale med disse kompetencer. Listen af fagområder, som medicinstuderende skal igennem, er lang, hvilket stiller høje krav til implementeringen af nye »digitale« fag. Som færdiguddannet læge kan det derudover være uoverskueligt selv at skulle finde relevant information om sundhedsteknologi. Dog er spørgsmålet formentlig ikke, om vi har »råd« til at indføre sundhedsteknologi i medicinstudiets pensum, men nærmere, om vi har »råd« til at lade være.

Hvad skal inkluderes i et forvejen propfyldt pensum på medicinstudiet? I et nyt studie [9] undersøgte sundhedseksperter, hvilke digitale sundhedsteknologier der bør være kurrikulære elementer i medicinstudiets pensum. Adskillige digitale sundhedsemner blev rangeret i prioriteret rækkefølge i forhold til relevansen for medicinstuderende, herunder blev en basal forståelse for brugen af digital sundhed, terminologi, begrænsninger og etiske overvejelser vægtet højt. På samme måde, som vores børn skal undervises i at lave gode Google-søgninger, skal kommende læger lære at navigere bedre i digitale sundhedsteknologier. Hvornår skal man f.eks. udskrive et smartur? En smartring? En sundhedsapp?

Hvordan gør de i resten af verden?

Flere og flere universiteter er opmærksomme på at integrere digital sundhed i pensum, enten som selvstændige kurser eller som integrerede delelementer i allerede eksisterende kurser. En del amerikanske lægevidenskabelige fakulteter har oprettet afdelinger dedikeret udelukkende til AI og digital sundhed. Derudover har det for amerikanske lægestuderende samt nyligt uddannede læger været muligt at tage flere forskellige valgfag, men også obligatoriske kurser inden for digital sundhed. Der eksisterer kurser på introduktionsniveau, hvor de studerende lærer om basal teknologisk terminologi, implementering af digitale diagnosticeringsværktøjer med tilhørende fordele og ulemper samt patientnære sundhedsapps, og hvordan man som læge skal forholde sig til dette. Derudover findes specialespecifikke kurser, hvor f.eks. radiologer lærer om brugen af AI til mammografier [10], eller ortopædkirurger får indblik i, hvordan AI kan støtte lægen i vurderingen af at røntgenbillede.

I f.eks. England har man taget konsekvensen af den manglende obligatoriske træning i digital sundhed. Her tilbyder private aktører, som f.eks. ORCHA, efteruddannelse i digital sundhed som et online »digital sundhed-akademi« frit tilgængeligt for alle sundhedsprofessionelle [11].

Konkrete anbefalinger

For at styrke digitale sundhedskompetencer præsenteres konkrete anbefalinger:

1. Et selvstændigt kursus i digital sundhed på landets lægestudier skal indeholde en introduktion til basal teknologisk terminologi. For de patientnære teknologier (f.eks. wearables, sundhedsapps og videokonsultationer) bør man især have fokus på generelle styrker, svagheder og sikkerhed pga. tilbuddenes dynamiske grundvilkår (løbende opdateringer og evt. fundamentale ændringer) og kvalitetsmæssige heterogenitet. For de mere avancerede teknologier (f.eks. AI) bør man have fokus på forståelsen af de bagvedliggende principper, samt hvordan teknologierne kan anvendes i både klinisk og forskningsmæssigt øjemed.

2. Digital sundhed tænkes ind i øvrige relevante fag. Således bliver mødet med de fleste specialer på medicinstudiet også tillagt en vinkel, som belyser allerede klinisk eksisterende teknologiske løsninger, men også mulige fremtidsperspektiver.

3. Udviklingen af digitale kompetencer hos læger afhænger af ledelsens opbakning. Derfor er det afgørende, at der på organisatorisk niveau afsættes ressourcer til digital kompetenceudvikling. Dette i form af opkvalificerende kurser, prioritering i skemaet samt en konkret strategi.

4. Øget fokus på det tværfaglige samarbejde. Prægraduat kan dette være i form af opgaveskrivning med andre faggrupper såsom ingeniører og dataloger mfl. Postgraduat bør man også fokusere på øget samarbejde imellem faggrupper. Et dugfrisk eksempel er samarbejdet mellem Rigshospitalet og DTU omkring brugen af AI og patientdata til forebyggelse af hjerte-kar-sygdomme [12].

5. For at klæde nuværende og kommende læger godt på kræver det en koordineret og målrettet indsat fra flere institutioner. Både Sundhedsministeriet, universiteterne og hospitalsledelser skal prioritere og allokere ressourcer til at fremme læring om digital sundhed hos læger og kommende læger.

Tiden er inde til, at landets læger rustes til at bruge digitale sundhedsteknologier, som mange af patienterne allerede bruger, og som forventes at kunne bidrage til bedre sundhedstilbud.