Læge, min ven. Sig mig, hvordan du har det

De fleste af os læger har et følelsesmæssigt krævende arbejde. Sundhedssystemet, og ofte også det familiesystem, vi kommer fra eller har skabt omkring os, bærer en stiltiende forventning om, at vi kan håndtere det meste, hjælpe de fleste og ryste resten af os. Vi er trænet i at stå i det svære. I at beslutte, handle, rumme.

Men oplevelserne forsvinder ikke nødvendigvis, fordi vagten slutter.

Nogle gange sætter de sig på tværs. De dukker op som ubetalte regninger i vores eget system med irritabilitet, søvnløshed, følelsesløshed, tristhed, rastløshed. Reaktioner, vi professionelt kan genkende hos patienter, men som vi har sværere ved at tillade hos os selv. Netop dér skal vi turde dele. Med en kollega, en chef, et robust bagland eller gennem et tilbud som Det Kollegiale Netværk. Når vi sætter ord på, bliver reaktionerne mere forståelige både for os selv og for andre.

Klip. Endnu er crazy tjans overstået. Der var bange pårørende, frustrerede kollegaer, dødssyge patienter, der vil have mere af dig, dårlig kaffe, dårlig lugt og sparsom ro i nervesystemet. Du har gjort, hvad du bliver bedt om, truffet beslutninger og handlet. Udvist empati, omhu og uddannet yngre kollegaer. Ikke vist din tvivl, som du i øvrigt heller ikke kan mærke længere.

Klip. Hjemme i sofaen. Kontaktmættet, vil være i fred. Energiforladt. Deja-vu. Et glas rødvin mere at falde ned på. Søvnbesvær. En uforklarlig tristhed. Apati, nogle gange vrede. Din partner forstår ingenting og er irriterende på en skala, der for længst er sprængt. Der er alligevel så underligt tomt indeni. Måske vil du skilles. Måske vil du bare arbejde videre, føle mindre eller føle dig professionelt kompetent.

Klip. Venteværelset hos din egen læge. Efter måneders udsættelse har du booket en sen tid. Du overvejer at gå igen. Er det rimeligt at optage en kollegas tid? Burde du ikke selv kunne finde en algoritme, udskrive en recept og lægge en plan? Vi ved jo godt, at vi ikke længere bør være læger for os selv. Alligevel falder vi let tilbage i rollen.

Der er mange barrierer for at bede om hjælp hos en kollega f.eks. frygten for at blive vurderet, for at miste kontrol og for at svigte idealet om robusthed. Men vi er ikke gode behandlere af os selv. Vi har brug for hinanden til at tænke højt med, være i tvivl sammen med og dele det, der ikke går godt.

Belastninger opstår både i arbejdsliv og privatliv. De påvirker hinanden. For nogle bliver presset så massivt og langvarigt og oplevelsen så ensom, at mørket tager over. Netop derfor må vi insistere på at række ud tidligere. Ikke når alt er brudt sammen, men når det begynder at skride.

Du behøver ikke kende diagnosen. Du behøver ikke have styr på anamnesen. Du skal blot turde sige: »Jeg har det ikke godt«.

For de modigste læger er ikke dem, der holder ud længst. Det er dem, der rækker ud.