I de senere år har den sociale sikring af borgere med dokumenteret sygdom og deraf følgende nedsat funktionsniveau været placeret under Beskæftigelsesministeriets ressort. Daværende beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) tog i 2015 det sidste skridt dertil ved også at placere lovgivningen om førtidspension herunder.
Det beskæftigelsespolitiske paradigme trængte allerede stærkt igennem under daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) fra 2012 og frem i forbindelse med hendes reformer af lovgivningen om førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp, herunder indførelsen af ressourceforløbet. »Den, som ikke arbejder, er ikke nogen«, synes nogle gange at være det gode protestantiske motto.
De fleste læger har vel oplevet at have en patient i behandling, hvor det er helt åbenlyst, at det er meget langt fra at være betimeligt overhovedet at tænke på begrebet arbejdsevne. De fleste læger har vel også oplevet, at en sådan patient kan have årelange og opslidende forløb i jobcenterregi, hvor de lægefaglige skøn ikke nødvendigvis tillægges nogen særlig betydning i sagsbehandlingen. Uanset hvilke diagnoser der måtte være aktuelle, er patientens lidelse nogle gange så voldsomt og vedvarende indgribende i vedkommendes mulighed for at opretholde en dagligdag, hvor de basale gøremål kan klares uden hjælp, at funktionsniveauet skønnes at være reduceret til det ubetydelige i forhold til daglig levevis, og nogle gange er behandlingsmulighederne rent faktisk udtømte.
Afklaring i årevis
Alligevel kan den samme borger befinde sig i årevis under afklaring eller i ressourceforløb for at udvikle på arbejdsevnen, og de lægefaglige skøn i gentagne erklæringer og attester tillægges nærmest ingen betydning, som om funktionsevne og arbejdsevne intet havde med hinanden at gøre. Der er alt for mange eksempler på, at man forsøger at udvikle arbejdsevne hos dokumenteret svært syge borgere, at der alene fokuseres på en hypotetisk, skjult restfunktion, og at disse menneskers helbredstilstand forværres yderligere alene som følge af sagsbehandlingen.
Hvordan kan man tro, at et menneske skulle kunne udvikle nogen som helst arbejdsevne eller få et bedret funktionsniveau under sådanne betingelser? Det er maksimalt stressende for enhver, nærmest som en tidsubestemt straf eller forvaring under mistanke, når der vedvarende bliver rejst tvivl om ens troværdighed som menneske, og når helbredsoplysninger underkendes i én lang uendelighed af et bureaukratisk system uden fornuft tilbage. Ikke nok med at man i en sådan situation skal leve med sygdom i kronisk uvished om forsørgelsesgrundlag, man fratages også både troværdighed og retten til, at de sundhedsfaglige skøn om én skulle betyde noget i ens sag. Der findes embedsmænd og politikere, der tror, at man skulle kunne bevise, at arbejdsevne ikke findes.
Kommunernes økonomi
Praktiserende læge Tue Flindt Müller fra Lægeforeningens bestyrelse har påpeget, at han oplever både lovgivningen og kommunernes økonomi som problemet [1]. Ligeledes har Lægeforeningen som helhed meldt ud, at kommunerne for ofte ser bort fra indholdet i lægeerklæringer, når en borger skal i arbejdsprøvning, og bedt regering og kommuner stoppe med at trække syge mennesker gennem udsigtsløse arbejdsprøvninger [2]. Både Yngre Læger og Foreningen af Speciallæger bakker op om initiativet Værdig Reform, hvor man har fremsat seks krav til forbedring af bestemmelserne om fleksjob og førtidspensionen [3].
Læge Anders Erreboe beskrev for nylig i Ugeskrift for Læger [4], hvordan samarbejdet mellem kommunens beskæftigelsesforvaltning og patienternes læger nogle steder er nærmest nødlidende, og hvordan attestsamarbejdet er langtfra optimalt. Det, tror vi, er helt rigtigt, men vi tror ikke på, at vi kan nøjes med at forsøge at bedre samarbejdet.