Lægefejl er (også) et semantisk problem

Når man har levet et liv som læge, vil man nok altid have »en kirkegård i sit hjerte«. Jeg har i hvert fald svært ved at forestille mig den klinisk arbejdende læge, som ikke mindes situationer, hvor ens patient havde været bedre tjent med, at man havde disponeret anderledes.

Har man begået fejl? Utvivlsomt nogle gange – men næppe hver gang, der har været et uønsket forløb. Og nu står vi midt i det sproglige problem, som afspejles tydeligt i den kendsgerning, at flertallet af patientklager ikke fører til kritik. I min »indre ordbog« er en lægefejl en handling – faktisk eller potentielt skadelig for patienten – som ikke lever op til den standard, som kan forventes af lægen med dennes aktuelle uddannelse og under de aktuelle betingelser. Lægen har handlet kritisabelt, og vejledning eller sanktioner kan være berettigede. Men for patienten ser tingene ofte anderledes ud. Det drejer sig om skuffede forventninger: Noget er gået galt, altså har lægen begået fejl.

Patienterne er næppe altid bevidste om, at mange kliniske dispositioner er frugten af lægekunst, altså hviler på et skøn i situationer, hvor evidens ikke findes. Og det er ikke forbudt eller kritisabelt at skønne forkert, hvis man har udnyttet den eksisterende viden og i øvrigt har ageret med omhu.

Desuden ved vi som læger – men næppe altid patienterne – at komplikationer kan indtræffe, selv når behandlingen på alle måder er foregået lege artis. Lægen har ikke nødvendigvis klumret, hvis patienten får sårinfektion efter en operation.

Der er nu kommet ny direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed, denne gang lykkeligvis en læge. Velkommen til Anette Lykke Petri, som i et interview i Ugeskrift for Læger giver udtryk for en differentieret holdning til sit arbejdsfelt, dog uden at være så entydig i sin sprogbrug, som jeg kunne ønske mig.

Mit ærinde er ikke at benægte, at læger kan begå (og begår) fejl. Men jeg vil opfordre til en strammere sprogbrug, hver gang læger udtaler sig om disse emner. Vi skal bestemt ikke prøve på at skjule, at der bliver begået fejl, men vi bør gøre os umage for at udbrede bevidstheden om, at uhensigtsmæssige forløb i de færreste tilfælde skyldes fejl. Og ordet bør derfor ikke bruges om utilsigtede hændelser, forkerte lægelige skøn (kald dem heller ikke fejlskøn!) eller komplikationer.