Lægeforeningen og asylansøgere

Bente Richs (BR) kronik i Ugeskriftet den 20. oktober 2003, hvor hun grundigt og sobert dokumenterer en lang række kritisable forhold i danske asylcentre, er forstemmende læsning. Ikke fordi disse oplysninger er nye, men netop fordi de har været kendt i flere år, og der til trods herfor er sket yderligere forringelser.

I mit arbejde har jeg kontakt med en del flygtninge, som har passeret nåleøjet og fået en eller anden form for - oftest midlertidig - opholdstilladelse. Fra disse mennesker hører jeg igen og igen den samme beretning om ofte årelange ophold i asylcentre under forhold, som de har oplevet meget belastende.

Det er mennesker, som er flygtet fra totalitære regimer med vilkårlige overgreb og ofte systematisk forfølgelse med fængsling og tortur på grund af deres politiske synspunkter.

Til trods herfor og til trods for, at de ofte har en farefuld og belastende flugt bag sig, når de kommer til Danmark, er der mange af dem, som ved ankomsten stadig har vilje og en smule kræfter til at gøre en indsats for at finde en nyttig plads i det danske samfund.

Når de omsider kan forlade asylcentrene, er disse kræfter ofte brugt op på grund af de langvarige ophold i asylcentrene, hvor forholdene som dokumenteret af BR mildt sagt ikke er optimale.

Desværre er deres trængsler ikke forbi, når de får deres opholdstilladelse, hvad enten denne er midlertidig eller permanent.

Deres integration i det danske samfund sker på meget vanskelige vilkår. Som i asylcentrene er de også i kommunerne underkastet meget snævre økonomiske rammer, og i hvert fald nogle kommuner overvåger disse rammer meget nidkært ofte med det resultat, at den beskedne integrationsydelse i perioder eller permanent bliver reduceret.

Der er på en flygtningefamilies budget ingen plads til udgifter, som kan lette deres integration i samfundet, såsom kontingenter til ungdomsklubber, sportsklubber eller andet - et problem som også er påpeget af flere borgmestre.

I det nævnte nummer af Ugeskriftet skriver Lægeforeningens formand Jesper Poulsen en leder om emnet.

Han skriver, at det ikke er Lægeforeningens opgave at tage stilling til landspolitiske emner, men at det er Lægeforeningens opgave, at tage stilling til konsekvenserne af den førte politik, hvis der er tale om, at den krænker menneskerettigheder eller lægelig etik.

Det er flotte ord, men når formanden senere i samme leder skriver, at læger i et vist omfang må affinde sig med at arbejde under de vilkår, som samfundet overordnet beslutter at tilbyde, synes jeg, at de flotte ord klinger hult og at han svigter de medlemmer som dagligt stilles over for disse etiske dilemmaer.

Jeg ser gerne at Lægeforeningen følger de flotte ord op med handling, og jeg synes det mindste der kan forlanges er, at:

Lægeforeningen kræver, at asylansøgere får samme ubureaukratiske adgang til sundhedsydelser som landets borgere og til sundhedsydelser af samme kvalitet.

Lægeforeningen forlanger at medicinalstatistiske oplysninger fra asylcentrene - herunder oplysninger om selvmord og selvmordsforsøg - bliver tilgængelige på samme måde som andre medicinalstatistiske oplysninger i samfundet i øvrigt.

Lægeforeningen seriøst begynder at arbejde på at bedre forholdene for asylansøgere, så disse mennesker, som kommer hertil med svære traumer, ikke udsættes for en behandling som skader deres muligheder for at blive hele mennesker, men tværtimod får en behandling så det livsmod, de måtte have tilbage, kan blive styrket.

Sker det ikke, tror jeg at danske læger og Lægeforeningen igen kan komme i en situation, hvor vi med rette kan klandres for ikke at have udvist rettidig omhu, således som det er sket i sagen om lægernes og Lægeforeningens holdning til de tyske krigsflygtninge i 1940'erne.