Lægeforeningen skal i højere grad sætte den sundhedspolitiske dagsorden

Endnu en motiverende samtale med patienten, der ikke kvitter tobakken – vi kender det alt for godt, men vi gør det til stadighed på trods af, at succesraten er lille. Derfor giver det god mening, når Andreas Rudkjøbing for nylig i Ugeskrift for Læger netop tog fat i problemet med det stigende antal unge rygere [1].

I Lægeforeningens årsberetning kan man også læse om de mange andre vigtige politiske indsatsområder for 2016 – herunder nødvendigheden i at sikre en ny national antibiotikahandlingsplan, fortrolighed i brug af sundhedsdata og ikke mindst et stop af 2%-effektiviseringskravet [2]. Alle klassiske kerneområder for Lægeforeningens politiske arbejde, som er kendetegnet ved at vedrøre patienternes rettigheder eller vores egne. Hvad der også er karakteriseret ved Lægeforeningens politiske indsats, er den professionelle tilgang til de emner, som politikerne, medierne eller interessegrupper rejser. Til gengæld er Lægeforeningen mere tilbageholdende med at vriste sig fri fra de klassiske kerneområder og selv sætte emner på dagsordenen.

Klimapolitikken, der fejlede

Gennem de seneste år har vi været vidne til stadig flere globale problemstillinger, der har direkte eller indirekte betydning for såvel national som international sundhed. Den største udfordring for folkesundheden er klimaforandringer [3]. Alligevel er klimaet fortsat et emne, som Lægeforeningen forholder sig tavs til. Måske netop fordi den ligger uden for det klassiske sundhedspolitiske kerneområde? Det kan undre, når selv Det Etiske Råd har kastet sig ud i debatten om klima og sundhed [4]. World Medical Association og WHO har i årevis kæmpet for at få politikerne til at forholde sig til klimaforandringernes konsekvenser for sundhed. Er det ikke på høje tid, at Lægeforeningen sætter dette vigtige emne på dagsordenen ligesom andre vigtige områder som ulighed i sundhed og flygtninges sociale rettigheder?

En ny politisk strategi

Det er selvfølgelig afgørende, at Lægeforeningen engagerer sig i de allermest oplagte sundhedspolitiske problemstillinger, herunder patienters og lægers rettigheder. Vi mener dog, at vi som stand har et ansvar for at adressere de bredere samfundspolitiske udfordringer som f.eks. klima, der har indirekte betydning for folkesundheden. Lægeforeningen er en vigtig aktør i debatten – ikke kun som fagekspert, men også meningsdanner. Vi har masser at byde ind med på baggrund af vores faglighed og kendskab til danskernes sundhed. Det er derfor essentielt for vores troværdighed, at politikerne og andre interesseorganisationer ikke får lov til at tage patent på lægeløftet. Lægeforeningen bør sætte dagsordenen og ikke kun forholde sig til emner, der rejses af andre. Ligesom det er tilfældet med unge og tobak. Et emne, som Kræftens Bekæmpelse har skabt mediebevågenhed omkring med deres seneste rapport.

Helt konkret kunne Lægeforeningen oprette et specifikt udvalg, der kunne assistere bestyrelsen i udarbejdelsen af deres social- og klimapolitiske indsatsområder og strategi. Alternativt til et nyt udvalg kunne de eksisterende udvalg, herunder særlig Etisk Udvalg, indføre en bredere samfundspolitisk tilgang til deres arbejde. Lægeforeningen skal tage ansvar uden for egen faggruppe og nytænke, hvordan vi griber sundhedspolitik an.

Andreas Rudkjøbing tager som sagt fat i et vigtigt samfundsproblem mht. unge og tobak, og han lægger derfor allerede nu op til en god debat omkring forebyggelse, der er et diskussionspunkt på dette års lægemøde. Nu skal lægemødets repræsentanter bare vise deres interesse og opbakning til dette – måske det kan bane vejen for en helt ny tilgang til sundhedspolitik? Ligesom det også var tilfældet for mange år siden, da Lægeforeningen for første gang meldte sig ind i kampen mod tobak. I fremtiden er det bare klimaforandringerne, der er en langt større trussel for vores patienter.