Lægekonsulenternes rolle

For at gøre en lang historie kort og undgå for mange gentagelser. Hvad må lægekonsulenten tale med borgerne om? Hvad stiller lægekonsulenten op med diagnostisk signifikante udtalelser? Jeg er enig i (man kan dårligt være andet), at 1.-instans-behandlingen af en ansøgning skal være i orden. Imid-lertid skilles vandene fordi, det er min opfattelse, at de retssikkerhedsmæssige problemer, ministeriet mener der opstår, hvis resultaterne fra en undersøgende samtale senere henne i forløbet tillægges betydning for en afgørelse, kan løses ved at rekvirere en second opinion ude i byen. Hvorfor er dette forkert?

Det kan undrer, at Mikael L. Kristensen i sit svar - Ugeskrift for Læger nr. 11 - tilsyneladende finder det nødvendigt at udvide diskussionsrammerne ved at sidestille diagnostik i forbindelse med en undersøgende samtale med lægelige undersøgelser i bred almindelighed. Hvorfor nu det? Som fremhævet i min kronik er diagnostikken sekundær i forhold til en bred socialmedicinsk beskrivelse og vurdering af de forhold, som har betydning for den fremadrettede sagsbehandling. Af praktiske grunde (tænk på de mange lægelige specialer) har jeg ikke på noget tidspunkt fundet det umagen værd at diskutere, om kommunerne bør ansætte »undersøgende læger«. Når nu Mikael L. Kristensen nok så frejdigt bringer problemet på banen, må det være rimeligt at få afklaret hvorfor psykologer, i modsætning til læger, gerne må teste og diagnosticere, selvom de er ansat i forvaltningen. På lignende vis kan det være svært at forstå, hvorfor sagsbehandlerne har lov til at foretage omfattende personundersøgelser (jf. arbejdsevnemetoden), samtidig med at de indstiller til forskellige sociale ydelser. Kan det tænkes, at animositeten mod lægerne skyldes politiske hensyn som antydet i min kronik? Hvad er ellers begrundelsen?