Lægekredsforeningerne og den forsvundne debat

Alle ved det - fremtiden er i fuld gang, og arbejdet med fremtidens Lægeforening ligeså. På Lægemødet i 2006 blev det debatteret, hvad Lægeforeningen skal være for medlemmerne. Og i efteråret er der blevet præsenteret to modeller for den fremtidige struktur af den centrale forening. Så langt så godt.

Men hvad med den lokale Lægeforening? Det, der binder alle læger sammen i det lokale. Vores standsmæssige og sundhedspolitiske interesser. Lægekredsforeningerne.

Debatten hidtil

I debatoplægget om fremtidens Lægeforening fylder overvejelserne om den decentrale struktur en A4-side (ud af oplæggets 23 sider). Man vurderer, at den nuværende - midlertidige - lægekredsforeningsstruktur ikke kan fortsætte, men at der fortsat skal være en decentral stands- og sundhedspolitisk interessevaretagelse. Resten er uklart. Der arbejdes i øjeblikket videre på overvejelserne, men intet er sluppet ud til et bredere forum.

Så vidt overvejelserne i Lægeforeningen. I Yngre Læger har man også fokuseret på den centrale struktur og i lidt mindre omfang Yngre Lægers egen decentrale struktur. Debatten om lægekredsforeningerne har været minimal, men mantraet i YL er, at man skal have value for money for det lokale kontingent (i 2007 1.320 kr. årligt). Derudover har man støttet sig til, at FAS er imod lægekredsforeningerne (lidt forenklet formuleret), og derefter synes videre diskussion at være nytteløs. PLO har både centralt og lokalt arbejdet for en decentral repræsentation med uændret styrke.

Den forsvundne debat

Men så spørger jeg: Hvor blev debatten af? Hvad vil medlemmerne have, og hvad vil de betale for det? Det er ingen hemmelighed, at lægekredsforeningernes medlemsmøder ikke ligefrem er overrendt af diskussionslystne læger, ligesom det i resten af samfundet heller ikke er moderne at deltage i (fag)politik. Betyder det, at medlemmerne er ligeglade med medlemskabet af lægekredsforeningerne, eller betaler de gerne kontingentet i tilfredshed med de tillidsvalgtes varetagelse af deres interesser? Ingen ved det, for debatten er ikkeeksisterende.

Lægekredsforeningernes styrke

Personligt er jeg helt enig i, at der skal være balance mellem kontingentet og det, man får for det. Problemet med lægekredsforeningernes arbejde er bare, at det meste er usynligt for det »menige« medlem. En stor kontingentandel finansierer sekretariater, som få medlemmer bruger i det daglige. Så hvorfor dropper vi det ikke bare?

Som ung i det lokale arbejde har lægekredsforeningen været central for mig. Kontakten til sekretariatet og bestyrelsen har givet mig en uformel indføring og sparring om de lokale forhold, som jeg ikke kunne have fået i den centrale forening. Og i de perifere egne af regionen, hvor der ikke er et kontinuerligt lokalt engagement blandt de hastigt roterende yngre læger, er lægekredsforeningens aktiviteter til tider det eneste medlemstilbud, der kan hive medlemmer ind i det aktive arbejde.

Rum til forandring

Dermed ikke sagt, at den nuværende struktur ikke kan gøres bedre. Den regionale del af Lægeforeningen skal også nytænkes, og en tættere tilknytning til den centrale stands- og sundhedspolitiske varetagelse virker fornuftig. At få value for money er en god ting, men for nu at blive i den engelske terminologi kan man både indfri det ønske gennem same value for less money, og more value for same money. Hvad medlemmernes ønske er i den henseende ved ingen.

Tommelskruer og dårlig timing

Der er mange flere argumenter for at beholde en lokal stands- og sundhedspolitisk bastion, men her kommer det allermest problematiske: Lægeforeningens hovedbestyrelse er allerede begyndt at skære ned på lægekredsforeningerne. For 2008 er lægekredsforeningerne blevet pålagt at aflevere budgetudkast indeholdende en besparelse på 20%. Signalet er klart: Lægekredsforeningerne bliver presset ned i en støbeform, som kun den centrale del af Lægeforeningen bestemmer formen og størrelsen på.

Tidspunktet for nedskæringer og reformer af det regionale arbejde kunne ikke være valgt dårligere; Lægekredsforenin-gerne eksisterer i øjeblikket på en overgangsordning til og med 2008, hvorefter der vil være grundlag for at bedømme behovet for regional repræsentation. Men vores modpart, regionerne, er først nu ved at komme i omdrejninger og præges af store administrative vanskeligheder. Det giver ekstra arbejde til lægekredsforeningernes sekretariater i bestræbelserne på at spille en sundhedspolitisk rolle netop nu, hvor chancen er der. Samtidig er også Lægeforeningen under omorganisering, og der arbejdes intenst på at skabe en ideel, langsigtet struktur efter behørig og bred debat.

Jeg vil gerne opfordre Hovedbestyrelsen til at slå koldt vand i blodet. Lad os give lægekredsforeningerne en ordentlig chance og den nødvendige økonomi til at gøre lægestandens indflydelse gældende i regionerne og så på en mere oplyst baggrund tage stilling til den fremtidige regionale struktur. Og frem for alt - lad os gøre det efter en grundig, bred og åben debat, og ikke blot som en forhastet fodnote i debatten om Lægeforeningens centrale struktur.

Ordbog for nybegyndere

Lægeforeningen

Overbygningen på de tre søjler. Varetager interesser, der er fælles for alle læger, fx de stands- og sundhedspolitiske.

Søjlerne

De tre delforeninger Yngre Læger (YL), Foreningen af Speciallæger (FAS) og Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Varetager hver især deres medlemmers interesser, specielt de økonomiske som overenskomstforhandling etc.

Lægekredsforeningerne

Lægeforeningens »lokalafdelinger« i de fem regioner (+ Grønland og Færøerne). Varetager regionernes lægers fælles interesser, især de stands- og sundhedspolitiske.

Medlemskab

Alle medlemmer er medlem af Lægeforeningen, en delforening og en Lægekredsforening