Lægekunst er også at udforske det, vi ikke forstår

Som læger er vi uddannet og socialiseret ind i et system, hvor rationalitet, logik, evidens og naturvidenskab udgør nogle af de mest værdifulde kvaliteter. Vores kliniske hverdag er understøttet af retningslinjer, pakkeforløb, standardiserede arbejdsgange og dokumentationskrav, som tilsammen skaber en struktureret og kvalitetssikret ramme for vores virke. Denne tilgang er en af grundpillerne i moderne medicin – og med god grund.

Men spørgsmålet melder sig: Er rationaliteten også vores vigtigste redskab, når vi sidder over for det enkelte menneske?

I mødet med patienten risikerer vi, bevidst eller ubevidst, at lægge vores eget verdensbillede ned over et andet menneske. Hvis patienten deler vores akademiske tilgang og vores måde at forstå verden på, opstår der ofte en umiddelbar gensidighed. Men mange patienter lever og tænker i andre forståelsesrammer. Der findes ikke én virkelighed, men mange – formet af sociale vilkår, kulturelle erfaringer, livshistorier, traditioner og værdier.

Her bliver samtalen vores vigtigste redskab.

Den gode kliniske samtale er ikke blot en informationsudveksling, men en udforskning. Den kræver nysgerrighed, åbenhed og vilje til at træde et skridt tilbage fra egen faglige selvfølgelighed. Hvis vores egen forståelsesramme kommer til at dominere for meget, risikerer vi at overse det, der ikke umiddelbart passer ind – det, der er usynligt for os, men centralt for patienten.

I dette spændingsfelt kan man med rette genintroducere begrebet lægekunst. For lægegerningen er ikke alene en anvendelse af evidens og fagkundskab, men også en kreativ og relationel praksis. Det gælder for alle lægefaglige specialer. Når vi møder mennesker, hvis livsverdener ligger langt fra vores egen, må vi være villige til at tænke ud over vante mønstre og logikker.

Nogle har beskrevet disse andre livsverdener som »parallelle universer« eller endda »skyggeverden­er« – sociale og kulturelle kontekster, der ofte er usynlige for den middelklasse, som mange læger selv tilhører. Disse verdener har deres egen indre logik, som ikke nødvendigvis harmonerer med den biomedicinske forståelsesramme. Hvis vi ikke er opmærksomme på dette, kan vi komme til at fejltolke, reducere eller helt overse patientens perspektiv.

Mellem vores egen verden og disse parallelle verdener findes der desuden sprækker – områder, hvor forståelsen brydes, og hvor hverken vores eller patientens logik er tilstrækkelig. Det kan være i disse sprækker, at misforståelser, mistillid og afmagt opstår. Men det er også her, der kan skabes ny indsigt.

At arbejde i disse grænseområder kræver evnen til perspektivskifte. Her nærmer vi os noget, der traditionelt forbindes med kunsten: evnen til at se verden fra flere vinkler, til at rumme det tvetydige og til at forstå det, der ikke lader sig reducere til entydige forklaringer. I mødet med subkulturer, alternative livsformer og andre forståelsesrammer må vi som læger udvikle denne evne og være kreative.

Det er værd at overveje, om nogle af de sprækker og anderledes perspektiver, vi ser i dag, udnyttes af populistiske strømninger, netop fordi nogle mennesker oplever, at deres virkelighed ikke bliver set eller forstået af de etablerede systemer, herunder sundhedsvæsenet. Hvis vi ikke formår at bygge bro, risikerer vi at forstærke en oplevelse af eksklusion. Måske vi som læger skal have større fokus på dette?

Samtidig må vi rette blikket mod os selv og den kontekst, vi er en del af. Den vestlige, naturvidenskabeligt funderede middelklasseforståelse – ofte tæt forbundet med effektiviseringslogikker, new public management og en stigende grad af standardisering – kan utilsigtet komme til at marginalisere mennesker, som ikke forstår eller passer ind i disse strukturer. Det gælder også med hensyn til vores forhold til natur, krop og livsstil, hvor vi i stigende grad har fjernet os fra det »naturlige«, f.eks. gennem vores kost og levevis.

Derfor er der behov for, at vi i sundhedsvæsenet bliver bedre til at invitere mennesker fra andre livsverdener ind – ikke ved at assimilere dem til vores egen forståelse, men ved at møde dem med respekt, nysgerrighed og anerkendelse. Det indebærer ikke, at vi skal opgive evidens eller faglighed, men at vi skal supplere den med en dybere forståelse for den menneskelige kompleksitet.

At være læge i dag kræver også en evne til at navigere mellem verdener – at kunne stå solidt i den naturvidenskabelige tradition og samtidig være åben for det, der ligger uden for den, også i sprækkerne imellem.

Det er her, lægekunsten kommer ind i billedet.