Lægeløftet

Tak til Ugeskrift for Læger for at starte en fornyet diskussion om lægeløftet og for, at det er på så højt et plan: Formanden for Det Etiske Råd (Ugeskr Læger 2006;168:933-5) og sidst formanden for Dansk Selskab for Intern Medicin (Ugeskr Læger 2006;168:1150-1) samt et oplysende journalistisk indslag (Ugeskr Læger 2006;168:878-81).

Jeg melder mig på banen som tidligere dekan. Det er jo dekanerne (eller prodekanerne), der udformer talerne om lægeløftet, og som modtager dette fra de nybagte cand.med.ermed et håndtryk til hver enkelt kandidat (husk at trykke først, så får kandidaten et fast håndtryk, og du selv bliver ikke øm i hånden!).

Jeg havde fornøjelsen af at være først prodekan, senere dekan fra 1971 til 1976, altså i de turbulente år, da styrelsesloven blev indført. Og tre af mine taler er trykt i Ugeskriftet: Ugeskr Læger 1972;134:972-3, Ugeskr Læger 1973;135:627-8 og Ugeskr Læger 1975;137:823-5.

Talerne blev (og formentlig bliver) holdt i Universitetets festsal. Med studentersangerne, der synger på dansk og latin. Fra Universitetets talerstol, der har indskriften (på græsk): Ånd og Sandhed. Kandidaterne har blanke øjne, og forældrene må bruge lommetørklæder. Det var (er?) gribende i sin alvor, højtid og fest.

Talerne omhandler altid lægeløftets seks delløfter og dekanens analyse af disse. Og deres sammenhæng med den aktuelle debat om lægegerning/lægekunst/samfundets forventninger/samfundets krav.

Styrelsesloven

Den første udnyttelse af lægeløftets indhold i min tid fandt sted omkring 1970. Styrelsesloven, der totalt omkalfatrede ledelsen af universitetet og dets fakulteter og institutter, var vedtaget. Det var manges tanker, at styrelsesloven også skulle gælde for de kliniske afdelinger, der underviste studenter. De skulle være institutter, dvs. ledet af institutråd med en valgt institutleder, der godt kunne være en teknisk videnskabelig medhjælper. Vi henviste bl.a. til lægeløftet. Dette afgives jo af lægerne til myndighederne; det er altså lægerne, der afgiver et løfte - myndighederne giver ingen løfter. Vi fik dog overbevist myndighederne om, at de ikke måtte udskrive forordninger, der umuliggjorde en overholdelse af lægeløftet, og det ville en indførelse af styrelseslovens bestemmelse i en klinisk afdeling være.

Kun en læge kan:

»stedse lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn«
»bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden personsanseelse«
»ikke ubeføjet åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret«

En valgt bestyrelse med studenter og teknisk administrativt personale kan ikke påtage sig disse pligter. Katastrofen blev afværget.

Social medicin og prioritering

I 1972 diskuteredes indgående to emner: social medicin og prioritering. Hvad sagde lægeløftet om disse?

Ugeskr Læger 1972;134:973: »Det første løfte, vi giver, er, at, vi ,efter bedste skønnende vil anvende vore kundskaber med flid og omhu til samfundets og vore medmenneskers gavn`«.

Udtrykket »samfundets og medmenneskers gavn« kræver en analyse.

For det første: Samfundet er i ental og nævnt først.

For det andet: Medmennesker er i flertal og nævnt sidst. Lægerne har altid opfattet udtrykket medmennesker som synonym for hin enkelte - patienten ...

Men her står altså samfundet og medmennesker. Det er et socialmedicinsk aspekt, som åbenbart er 2.000 år gammelt, men som har stået noget i skyggen de seneste år. Det er nu så meget oppe i tiden, at endog partiet Venstre har opdaget det og stillet forslag om oprettelse af et professorat i socialmedicin.

Konflikten det enkelte menneske kontra samfundet vil blive skærpet, og skærpet indtil det for den enkelte pinlige.

I gamle dage prioriterede lægerne kun i ekstreme situationer: Den visiterende læge på felthospitalet måtte prioritere krigsskaderne og gøre det således, at nogle patienter, der under normale forhold havde en chance ved behandling for helbredelse, simpelthen ikke modtog behandling.

Allerede nu er vi så småt i gang med næste fase i prioriteringen: Skal vi optage nye behandlingsmetoder, der vil kræve en enorm indsats af mandskab og økonomiske ressourcer og derved unddrage andre patientgrupper behandling? I en nøddeskal: Skal vi i Danmark påbegynde hjertetransplantationer, så læge patienter med fractura collesi ikke alle behandles optimalt?

Offentlighed i forvaltningen

I 1973 kom loven om offentlighed i forvaltningen. Det klaredes nemt med lægeløftets delløfte om tavshedspligten (Ugeskr Læger den 12. marts 1973).

Samfundet/den enkelte/forebyggelse

I 1975 diskuteredes i offentligheden igen samfundet/den enkelte patient/forebyggelse. Og i Ugeskr Læger 1975;137:825 skrives:

»... Han [lægen] har pligt - en edsvoren sådan - til at gavne samfundet, og det vil sige at udnytte sin viden for at ændre de forhold, der truer samfundet med sygdomme. Han skal virke. I ordet virke ligger, at han skal aktionere, ikke blot gøre opmærksom på«.

I biologien findes et bærende princip: artens beståen. I langt de fleste kultursamfund har mennesket så indført som et grundlæggende moralkodeks individets ret til at bestå.

De to aksiomer er vanskelige at forene, hvad de nuværende tilstande på vor klode giver talrige eksempler på. De to aksiomer synes forenet i lægeløftet - og det bevirker, at lægerne er en af de vigtigste, måske den vigtigste arbejdskraft i det, som jeg kort kan beskrive som kulturkampen, hvis man i ordet vil lægge det, som ordet betyder, og ikke udlægge det efter dets historiske betydning.

Den aktuelle diskussion er koncentreret om det sidste af de seks delløfter: »at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser«.

Jeg ser ikke problemer i dette. Lægen skal selvfølgelig adlyde lovlydige anordninger og bestemmelser men lige så selvfølgeligt ikke ulovlige.

Både det danske samfund, Europarådet og FN har regler og forbehold, der skal respekteres. WMA stiller en række etiske krav, der selvfølgelig skal respekteres og følges. Det mest slående i sådanne konflikter mellem overordnede bestemmelser og det gængse liv er vel at finde i Konventionen mod Tortur. Den anfører specifikt, at en ordre om tortur ikke fritager udøveren for ansvaret. Og tænk, dette er også gældende i militæret!

Konklusion

Lægeløftet blev skrevet af kancelliet i 1815. Det er skrevet i et særdeles smukt og klart sprog; et sprog, som nutiden måske ikke værdsætter, men i alle tilfælde ikke behersker. Dets indhold er relevant og tilstrækkeligt, også for vor tid. Udformet for 193 år siden men i realiteten dækkende 2.000 år. Det vil holde i yderligere 193, respektive 2.000 år, og det vil ikke kunne udformes smukkere.