Lægeløftet

Ledende overlæge Mogens Kim Skadborg, Anæstesiologisk-intensiv Afdeling I, Skejby Sygehus. E-mail: MK.Skadborg@dadlnet.dk

Lægeforeningen har sat lægeløftet til debat. Det er godt. Ikke fordi det nødvendigvis skal ændres, men fordi dets status som løfte - et etisk løfte - fordrer, at det ikke blot henslæber en tilværelse som et anekdotisk minde om den højtidelighed, mange nyuddannede læger følte, da de afgav løftet efter endt embedseksamen.

Men et løfte har det med ofte at stille flere spørgsmål vedrørende løftets forudsætninger, end umiddelbart besvares eller fremføres i forbindelse med løftets afgivelse. Der er ofte en lang række forhold, der mere eller mindre automatisk påvirker muligheden for, at vi kan indfri de løfter, vi afgiver.

Spørgsmålet er nu: Gælder dette også etiske løfter - herunder også lægeløftet? Umiddelbart ja. Når man afgiver et etisk løfte, vil der også være en række spørgsmål og forhold, som man ikke nødvendigvis kan svare på eller tage højde for, når løftet afgives. Lad os først se på, hvorfor vi egentligt skal stille etiske spørgsmål som læger - og hvad det indebærer.

Der er mange grunde til, at etiske spørgsmål kan være og er kontroversielle, grunde, der alle er med til at styrke begrundelsen for; at det er nødvendigt at stille etiske spørgsmål. Jeg skal prøve at anskueliggøre nogle af de væsentligste.

Etiske spørgsmål er komplekse

Etiske spørgsmål er ofte komplekse og indeholder en række stridspunkter, hvorved man ved at lægge vægten på forskellige aspekter af problemet kan nå til stik modsatte konklusioner: F.eks. i abortspørgsmålet - nogle lægger vægt på kvindens rettigheder, mens andre lægger vægt på det ufødte fosters. Konsensussøgende dialog og almen enighed kan derfor være vanskelig at opnå. Derfor er den etiske dialog og de etiske spørgsmål nødvendige, netop fordi alene kendskabet til og respekten for de forskellige tilgange til spørgsmålet er det længste, vi formodentligt i dette som andre lignende spørgsmål kan nå til.

Den etiske dialog er nødvendig

Etiske spørgsmål kan ikke altid, måske sjældent, universaliseres til regler. Det skyldes det forhold, at de etiske spørgsmål betyder noget for det enkelte menneske og den enkelte situation. Derfor kan det være vanskeligt at anvende generelle etiske regler i den konkrete situation. Tag for eksempel »nytteetikken«: Handl efter den regel, at din handling skal maksimere lykken for flest mulige. Men etikken handler om mere end at kunne udføre matematiske kalkuler, der, som en anden cost-benefit-analyse, kan vægte, hvad der er godt og ondt på en sådan måde, at det etiske spørgsmål er afgjort en gang for alle. Men dermed er ikke sagt, at etikken er relativistisk eller indholdsløs eller uden grundlæggende og uafviseligt indhold. Pga. det meget, vi som mennesker har fælles, er der mere tale om at anvende forskellige vægtninger af etiske principper i forskellige situationer.

Derfor er den etiske dialog og de etiske spørgsmål nødvendige. Fordi det skal afklares hvilke etiske principper, der er på spil - hvilke etiske overvejelser, der er relevante i denne konkrete situation.

Etiske beslutninger er konkrete

Etiske beslutninger påvirker ikke kun abstrakte spørgsmål - men ændrer vores personlige liv. Og da sådanne ændringer kan være smertefulde, er det vanskeligt ikke at være fordomsfuld, når man skal vurdere eller dømme de etiske forhold, hvori man selv er involveret. Et forhold, som den amerikanske filosof John Rawls gør meget ud af i sit værk om retfærdighed (»A theory of justice«, 1972), hvor det fordres, at mennesker for at kunne dømme retfærdigt, må befinde sig bag »a veil of ignorance« (bag et slør af uvidenhed eller ligegyldighed) vedrørende de effekter, deres domme måtte have på deres egne forhold. De domme, vi ikke dømmer bag dette slør, har vi en tilbøjelighed til at forsvare i stedet for at lade dem udsætte for kritik (uvildig vurderingskunst).

Etisk perception

Derfor er de professionsetiske spørgsmål i dialog med andre end professionen en nødvendighed - for at bringe den etiske vurdering frem i lyset - for at klarlægge fordomme såvel som subjektive og objektive forhold.

Det, vi kunne kalde den etiske perception hos det enkelte menneske, afhænger af mange og komplekse forhold. Den afhænger af vores kulturelle baggrund, vores konkrete erfaringer, ligesom alle individuelle mennesker og grupper af mennesker har deres egen unikke historie - der på den ene eller anden måde påvirker deres etiske synspunkter. Vi kan derfor have svært ved at undgå, på en eller anden måde, at være intimt forbundne med vore etiske synspunkter.

Derfor er de etiske spørgsmål nødvendige, også i dialog med den profession, vi tilhører, og i dialog med den historie, som professionen kan fortælle - for at afklare det enkelte menneskes kulturelle baggrund, menneskets livserfaringer og historiefortælling.

Etisk autenticitet

Set fra lægestandens og den professionsetiske vinkel er der sket store ændringer i forholdet mellem lægen og patienterne i de seneste årtier, og udfordringerne - med en stadig stigende centralisering af beslutninger, der vedrører lægers virke, en stigende politisk bevågenhed og ikke mindst den stigende konvertering af beslutningskompetence vedrørende lægelige spørgsmål til ikkelægelige professioner - betyder, at der i dag stilles andre krav til lægen end den tidligere autoritative forventning. Fremtidens lægeprofession skal stille de etiske spørgsmål, fordi vi som profession gerne vil fremstå med autenticitet - autenticitet forstået som en troværdighed mod egne personlige såvel som professionens etiske værdier og standarder.

Løfter skal holdes - måske

Forestillingen om de universelle etiske principper, der giver mennesker eller professioner redskaber og forståelse til at løse alverdens etiske dilemmaer, er forbi - det har det måske altid været, for som Stephen Toulmin og Albert Jonsen udtrykker det i bogen »The abuse of casuistry« (1988): »Allerede Aristoteles' skelnen mellem episteme og phronesis - skelnen mellem den videnskabelige forståelse og den praktiske visdom - underminerer en tro på, at en sådan universel teoretisk forståelse kan etableres.« De giver et letforståeligt eksempel på den universelle etiks problemer. Det er et meget amerikansk eksempel - så jeg har fordansket det lidt: »Hvis jeg låner en sølvsuppeterrin hos naboen, er det nærmest ikke til debat, at der er indbygget en etisk forpligtelse til at levere det lånte tilbage - ud fra princippet (løftet) om, at man skal levere det lånte tilbage. Men har jeg lånt naboens jagtgevær til weekendens jagttur, og erfarer jeg derefter, at naboen har truet med at skyde sin genbo, lige så snart han får sit gevær retur - ja, så er der vel ingen, der vil tvivle om, at det universelle princip om at aflevere lånte genstande ikke holder«. Jeg håber, at alle er enige i dette.

På samme måde med lægeløftets sidste del: »- og i øvrigt at gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser.« Hvis forudsætningerne for løftets afgivelse ikke længere holder, er man ikke forpligtet af sit løfte. Men med løftets afgivelse er tillige indbygget forforståelser af, at løftet indeholder en række forudsætninger for at kunne efterleves. Hvi s (læge)faget vedkommende anordninger og bestemmelser ikke længere lever op til de uudtalte etiske fordringer, der er lægeløftets sunde kerne, kan man ikke fordre løftet om efterlevelse indfriet.

Så også derfor må vi stille de (kasuistiske) etiske spørgsmål - og det betyder, at vi må tage lægeløftet alvorligt. Det betyder også, at vi skal være villige til fortsat at deltage i en dialog med samfundet og patienterne om, hvad der set med professionens (og patienternes) øjne, er den rette handlen og de rette spørgsmål i konkrete etiske problemstillinger.

Professionens autenticitet kræver, at vi retter blikket mod det, der betyder noget for os - i vort kollegiale fællesskab. Og det fællesskab er bygget på lange traditioner båret af lægeløftet. Et løfte, som er kendt og respekteret langt ud over standens egne rækker.

Lad os stille de etiske spørgsmål med den baggrund og det fundament - ikke kun overlade til andre at besvare de stillede spørgsmål - men heller ikke undlade at inddrage og lytte til andre.

Lægeløftet og den gode læge anno 2006

Kan lægerne leve op til lægeløftet på de vilkår, de arbejder under i dag? Lægger sundhedsvæsenets organisering, økonomi, politikerne eller andet hindringer i vejen for at være en god læge? Med afsæt i lægernes hverdag i sundhedsvæsenet har Lægeforeningen startet en medlemsdebat om vilkårene for lægers arbejde. Dette er den fjerde kronik i en serie om lægeløftet. Følg stafetten i de kommende numre af Ugeskriftet. Du er også inviteret med i debatten. Skriv til os og sæt fingeren på de ømme punkter for »den gode læges« arbejde. Du kan skrive en kronik på 1.200 ord, en kommentar til Min mening på 650 ord eller et debatindlæg på maks. 400 ord.

Debatten er første indspark til en ny sundhedspolitisk erklæring, som Lægeforeningen vil fremlægge ved foreningens 150-års-jubilæum i 2007.