Lægeløftet vs New Public Management

Skal vi afskaffe lægeløftet?

Jeg tror, alle læger erindrer, da de højtideligt aflagde lægeløftet, og mon ikke de fleste havde en forventning om selvfølgeligheden i, at det ville være muligt at efterleve i vores privilegerede sundhedsvæsen? Det har vist sig at blive sværere med tiden, end jeg troede, og derfor tillader jeg mig både at sætte spørgsmålstegn ved, om vi som læger fortsat er i stand til at opfylde lægeløftet, og ydmygt minde politikerne om ordlyden:

Efter at have aflagt offentlig prøve på mine i de medicinsk-kirurgiske fag erhvervede kundskaber, aflægger jeg herved det løfte, til hvis opfyldelse jeg end ydermere ved håndsrækning har forpligtet mig, at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn, at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse, at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret, at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser.

Det er de små ord, der gør forskellen i mange af livets forhold. »… til samfundets og mine medmenneskers gavn«, står der. Til samfundets, regionens og hospitalsdirektionens, gavn tvivler jeg ikke på er prioriteret politisk. Der fjernes spild og optimeres arbejdsgange og ansættes lean-konsulenter og spenderes kursusmidler i stigende omfang. Der er snart ikke den overlæge, der ikke har været på obligatoriske lean-kurser og lært om værdistrømsanalyser, og at »forandringer skal give mening«. Der sættes mål for produktionen fra Regionens top, faciliteret af en stab, som man egentlig ikke kan bebrejde ikke efterlever lægeløftet, da de aldrig har afgivet det.

Måske er det medvirkende til, at vi ikke er nået til »... og medmenneskers gavn«?

Hvorfor fastholde at afgive lægeløftet, hvis sundhedsvæsenet, hvori man skal praktisere, reguleres af mekanismer, der er velafprøvede i bilindustrien, men ikke tager højde for medmenneskelighedsfaktoren?

Sundhedsvæsenet er ved at miste sit væsen, sin medmenneskelighed, og samvittighedsfuldheden har svære kår. Er der et målbart maksimum for læger og øvrigt sundhedspersonales realistisk mulige omhyggelighed og flid, eller øges den automatisk 2% om året med produktionen?

Selvfølgelig skal man prioritere resurser og være økonomiske og ikke grise med befolkningens skattepenge. Men hvor er evidensen for, at der kommer et bedre sundhedsvæsen ud af NPM, og hvad koster det? – Og giver det overhovedet mening?