Skip to main content

Lægen som trofæjagende ornitolog

BLOG - Enhver læge spejder efter sygdomsrariteter, ligesom enhver ornitolog spejder efter sjældne terner og grønbenede rørhøner. Det er straks sværere at finde dem, skriver Christian Wegener Jørgensen.

Christian Wegener Jørgensen
Christian Wegener Jørgensen

Christian Wegener Jørgensen. E-mail: christianwjorgensen@yahoo.com

14. dec. 2017
4 min.

Lægegerningens grundlæggende idealer er at helbrede, lindre og stundom trøste. Alle tre ærværdige idealer som vi forsøger at leve op til i det daglige virke. Men der findes også et fjerde pejlemærke, som finder særlig anvendelse uden for den kliniske hverdag, nemlig sammen med kolleger, og det er trofæsamlingen. Til udenlandske konferencer, DGE-gruppemøder, morgenkonferencer, fyraftensmøder og endda MUS-samtaler, er det godt at have en tilstrækkelig veludviklet og spektakulær trofæsamling af sjældne sygdomme, man har stødt på gennem sit virke som læge. Som ærekære ornitologer besidder enhver læge en lille sort logbog over de sjældneste sygdomme eller symptomer de er stødt på. En samling af rariteter, der dels kan glæde ejeren, samt ikke mindst imponere andre kolleger. Den kan også luftes for venner, ægtefæller eller familie, men hvis de virkelig skal forstå storheden af ens samling, kræves det, at de også kan tælles til ”det hvide broder- og søsterskab”.

Indtil videre kan jeg afsløre, at man som almen mediciner med tiden får noget andet helt unikt forærende, nemlig indsigten i hvert enkelt menneske, og så er det mindre interessant at dette menneske har en helt almindelig kedelig sygdom, for netop dette menneske er helt unikt og denne indsigt er et trofæ i sig selv.

Nu er jeg selv kun 10-års kandidat, så min trofæsamling har stadig plads til mange flere sjældenheder. Selvfølgelig må ens trofæjagt aldrig gå ud over fagligheden, men den kan give ekstra energi til den. Lad mig illustrere med et eksempel fra en mørk decembernat I Børnemodtagelsen. Mellem snottede børn, pneumonier, RS-infektioner, gastroenteritter og astmatisk bronkit, dukker pludselig et barn op med et interessant udslæt på bagdelen. Barnet var 6 år og havde været på ferie i Pakistan og havde haft svingende feber i godt en uge og havde i de sidste dage inden hjemrejse udviklet et håndflade stort skællende udslæt på den ene balde. Da jeg så ham, var han lettere febril og kataralsk, mens ellers ikke særlig påvirket. Han var tidligere hudrask.

Jeg så for mig et udslæt, der hverken lignede tenia corporis, eksem, erythema migrans, impetigo og hvad der ellers løb gennem min slørede hjerne. Men midt i denne særegne tilstand af travlhed, træthed, koffeinoverdosering, Marie-kiks og sygeplejerske-slik, slog det mig – det ku’ da være cutan leismanisis. Først var jeg oprigtig stolt af mig selv, over jeg overhovedet kunne komme på så svært et ord efter 13 timers arbejde. Men efter at have vejret muligheden for et ægte trofæ til samlingen, steg energiniveauet et par takker. Blærepunkturer og PVK’er på kornfede babyer gik som en leg. Jeg fik taget et billede, der kunne vises til morgenkonferencen og jeg godtede mig over min fangst.

Efter at have fremlagt aftenens og nattens trivielle indlæggelser, gemte jeg selvfølgelig billedet af det særlige udslæt til sidst. Og den ventede effekt slog ikke fejl. Blandt tilhørerne spidsede de ivrigste trofæjægere øren. Flere overlæger skulle lige have cpr-nummeret en gang til. For de tilhørende medicinstuderende og undrende yngre læger, fik jeg lejlighed til at vise mit faglige vid (jeg havde jo selvsagt lige læst op på, hvad det svære ord egentlig betød).

Faktaboks

Fakta

Nå men, jeg vaklede tilfreds hjem fra arbejde og glædede mig til at følge udviklingen i casen. Jeg kunne se sagen blev taget meget alvorligt – der var pædiatriske og dermatologiske overlæger involveret og der blev taget en hudbiopsi. Jeg ventede spændt på resultatet.

Endelig kom svaret på biopsien. Jeg klikkede dirrende på ikonet ”histologisk diagnose”, som var ”dermal lymfocytær infiltration og epidermal spongiose forenelig med atopisk dermatit” – for hede hule h…. det var bare en gråspurv, ikke en inkaterne eller en trefarvet glansstær, kunne det så bare have været en grønbenet rørhøne, eller en skestork. Jeg måtte trøste mig med at patienten blev udskrevet velbefindende efter nogle dage, nok mest overvældet af den megen opmærksomhed fra mere alders stegne trofæjægere.

Og nu kære læser, tænker du måske om skribenten så overhovedet har nogle virkelige sjældenheder i sit kabinet eller, at han blot har fyldt det med tom luft. Lad mig svare i ornitologiske termer, jo da, der er både inkaterner, tårnfalke, rørdomer, og sjældne fremtrædelsesformer af almindelige fugle som bogfinker og musvitter. Hvad det så svarer til i medicinske termer, det løfter jeg først sløret for, når det er betimeligt. Indtil videre kan jeg afsløre, at man som almen mediciner med tiden får noget andet helt unikt forærende, nemlig indsigten i hvert enkelt menneske, og så er det mindre interessant at dette menneske har en helt almindelig kedelig sygdom, for netop dette menneske er helt unikt og denne indsigt er et trofæ i sig selv. Dette er en daglig glæde, men jeg kan nu godt glæde mig til støde på en ægte cutan leishmaniasis alligevel.