Lægens mod

Det sker i ny og næ, at der sidder et par unge, kommende forældre på mit kontor og siger »Vi føler, at nu skal vi være Gud!« Når jeg hører den sætning får jeg myrekryb. For jeg ved, at det ikke er et oplæg til en teologisk diskussion, men derimod indgangssætningen til en samtale om et vanskeligt etisk dilemma. Jeg har hørt den sætning så ofte, at jeg næsten kan gætte, hvad det handler om.

Som regel har man opdaget, at der er noget galt med barnet. Måske er det en svær hjertefejl, hypoplastisk left heart, eller en tilsvarende kompliceret tilstand, der er blevet opdaget ved en skanning i 20. uge. Forældrene er blevet informeret om fundet og om konsekvenserne. Og de er blevet stillet over for et vanskeligt valg. »Ønsker I, at barnet skal fødes, eller vil I have graviditeten afbrudt og fostret aborteret?«

Når jeg får myrekryb, er det ikke på grund af samtalen, men derimod over, at jeg hører deres udsagn om, at de »nu skal være Gud!« som et udtryk for, at de er havnet i en fortvivlende situation. De er blevet pålagt ansvaret for et valg, hvis konsekvenser de ikke kan overskue. Lægen har gjort alt, hvad han/hun kunne for at give dem informationer om deres barns tilstand, og muligheder, men har – naturligvis – ikke, på paternalistisk vis, villet sige at » … derfor gør vi sådan eller sådan!«

Paternalisme er og bør være en umulighed. Lægen kan naturligvis ikke vælge på forældrenes vegne. Men det modsatte, anti-paternalisme, at lægen, med henvisning til forældrenes autonomi, trækker sig helt væk fra valget, bør i lige så høj grad være en umulighed! Det vil bringe forældrene i en tilstand af »autonom ensomhed«.

Anti-paternalismen kan bringe forældrene i en situation, som kan betegnes som »autonom ensomhed«, det vil sige i en situation, hvor de gives retten til at vælge, men mangler viden og støtte til selv at træffe beslutningen. I deres ensomhed føler de, at de skal »være Gud!«

Der er mange faktorer, ud over henvisningen til patienters autonomi, der kan skærpe patienters oplevelse af »autonom ensomhed«. En af de øvrige årsager, der hyppigt er på banen, er, at jo mere uenighed, der er blandt sundhedspersonalet om, hvad der er det bedste at gøre i en situation, jo større er tendensen til, at hele ansvaret for valget lægges over til patienterne. De oplever, at de står helt alene med afgørelsen.

Når man står i en ægte etisk konfliktsituation må man vælge det mindste onde og tage skylden på sig for at have valgt, som man gjorde. De fleste forældre kan godt leve med at have valgt, hvis blot de får et tæt følgeskab af en læge. En læge, der tør gå med ind i at skønne sammen med forældrene om at besvare spørgsmålet om, hvad der i den aktuelle situation er det mindst ringe at gøre.

Filosoffen Peter Kemp skrev engang »Men ved at opgive spørgsmålet, fordi svaret er vanskeligt, opgiver man selve etikken, modet til at vælge mellem godt og ondt, som er selve modet til at leve.« Det er vel det, det handler om – mod, ikke blot forældrenes, men også lægens!