Læger for aktiv dødshjælp

Mennesket har altid haft en naturgiven ret til at dø for egen hånd som en sidste udvej efter eget valg af tid, sted og dødsmåde. Men omstændighederne ved denne ensomme død har for det meste været gruopvækkende og ofte ubehjælpsomme: selvmutilering med stikkende og skærende redskaber, langsom hængning fra loftsbjælker, kasten sig ud fra højder eller foran tog eller biler, drukning, selvskydning, selvkvælning med plastpose, fingerede trafikulykker (med fare for andre), pilleoverdosering eller indtagelse af tvivlsomme gifte. Og når det mislykkes, må den ulykkelige leve videre, nu også med skyldfølelser og måske fysiske følger.

Selvmord er altså ikke ulovligt. Men det er ulovligt at hjælpe selvmorderen til en human død. Bedre held næste gang!

Vi har alle prøvet at stå ved en sygeseng hvor alt håb er ude. Hvor patienten har vidst det. Hvor han eller hun led i én uendelighed: smerter, lufthunger, kvalme og opkastninger, kronisk diarré, svær bevægelseshæmning med social isolation, dyb træthed og kraftesløshed, angst ... og hvor patientens højeste ønske var at få det hele overstået så hurtigt som muligt. Men vi har stået magtesløse.

Passiv dødshjælp

“Passiv dødshjælp” (et besynderligt begreb) er tilladt. Det er lovligt at bringe behandling til ophør, altså at slukke for respiratoren og lade et menneske kvæles. At seponere væske og ernæring og dermed lade en patient tørste og sulte ihjel. Eller at give analgetika i så store doser, at døden indtræder som en ”utilsigtet bivirkning”. Uanset hvad det kaldes, er der tale om bevidste beslutninger og aktiv handlen fra vor side.

Danske lægers holdninger og adfærd ved patienters livsafslutning synes kun at være undersøgt to gange. Første gang [1] oplyste 80% af respondenterne, at de havde givet livsforkortende smertelindring med informeret samtykke, altså i virkeligheden aktiv dødshjælp. Hele 95% mente, at en sådan handlemåde burde være lovlig. 5% havde givet en dødelig indsprøjtning på direkte anmodning. Desuden indrømmede ikke mindre end 53%, at have givet ”livsforkortende smertelindring uden informeret samtykke”, hvilket må betyde, at de har aflivet patienter i hemmelighed. Og hele 68% af alle fandt, at dette burde være lovligt!

Opsigtsvækkende undersøgelse

Forunderligt nok vakte undersøgelsen ikke nogen større opsigt. Det skulle man ellers forvente, når et flertal af samfundets læger indrømmede ikke bare at have begået alvorlige faglige lovovertrædelser, men også fandt det i orden. ”Det er længe siden”, men er der blevet færre læger med lignende holdninger? Ifølge en lidt nyere international undersøgelse [2] afviste 62% af de danske respondenter at medvirke ved aktiv dødshjælp. Samme undersøgelse viste også, at læger med uddannelse i palliativ medicin var mest tilbøjelige til at medvirke.

Der er altså ikke bare tale om en gråzone. Frygten for en ”glidebaneeffekt”, et hyppigt anvendt argument mod lovliggørelse af aktiv dødshjælp, virker på denne baggrund som filosofisk pedanteri. Lad os for alt i verden få området frem i lyset og reguleret både lovmæssigt og fagligt.

Vi er mange, der har brudt loven og ydet aktiv dødshjælp efter patientens ønske. Vi er kriminelle fordi vi har sat hensynet til patienten over hensynet til staten. Og vi har hver især stået alene med usikkerheden om, hvordan det bedst gøres rent teknisk, fordi emnet ikke må diskuteres åbent.

Hvad mener læger?

Både i Danmark og andre lande har undersøgelser samstemmende vist, at store flertal i befolkningerne går ind for aktiv dødshjælp. Lægeforeningens bestyrelse har imidlertid altid været imod ligesom Det Etiske Råd. Et af hovedargumenterne har været, at læger ikke skal pålægges at optræde som bødler. Det skal de naturligvis heller ikke, de skal kun på frivillig basis rådgive og hjælpe patienten efter bedste evne. Trøste og lindre. Der er fremsat et konkret forslag til lov om indførelse af aktiv dødshjælp i Danmark [3].

Deles bestyrelsens holdning af de fleste danske læger? Næppe. Mener du også, at der bør gøres noget? Så lad os danne en forening. Send en mail.