Læger i en globaliseret verden

Skal læger have en holdning til kollegaers deltagelse i tortur? Er udveksling af informationer om lægers disciplinærsager i EU interessant for danske læger?

Spørgsmålene er selvfølgelig retoriske, og svaret ligger lige for: ja. Men det lette svar har konsekvenser, for på en række områder er vores traditionelle opfattelse af interessevaretagelse for lægestanden - påvirkning af lokale og nationale beslutningstagere - ikke længere tidssvarende.

Debatten og skandalerne omkring først og fremmest amerikanske styrkers anvendelse af tortur i Afghanistan, Irak og på Guantanamo har rumlet længe. The Lancet rejste sidste sommer meget alvorlige anklager mod amerikanske læger for medvirken til tortur og advarer om et almindeligt moralsk skred i den vestlige verden pga. terrortruslen. Lægeforeningen skal stå fast på de grundlæggende etiske principper. Lægeforeningen har været meget aktiv i arbejdet med at støtte udenlandske kolleger, der har modsat sig medvirken til tortur, har villet afsløre anvendelsen af tortur eller har hjulpet ofrene, og vi har også været udfarende i arbejdet med de internationale etiske regler. Det forpligter for fremtiden.

Imens lægeetikken drøftes på verdensplan, er det er en kendsgerning, at større og større dele af lovgivningen også på sundhedsområdet flytter til EU.

Alle læger har siden 2000 været omfattet af EU's arbejdstidsdirektiv, efter at læger under uddannelse i en lang overgangsperiode indtil 2000 ikke var omfattet. Begrundelsen for, at alle læger skulle være omfattet, var arbejdsmiljømæssige hensyn. Men nu ser det ud til, at økonomiske hensyn hos arbejdsgiverne skal vægtes hø-jere end at kunne bibeholde de arbejdsforhold, hvor meget lange vagter og meget vagtarbejde om natten undgås.

Der er i øjeblikket forslag under behandling, som vil medføre, at lægers arbejdsvilkår i de enkelte medlemslande kan blive ret forskellige, ligesom patienternes berettigede forventninger om at blive behandlet sikkert og forsvarligt af et sundhedspersonale med rimelige arbejdstider, ikke vil kunne imødekommes. Patientsikkerheden og kvaliteten af sundhedsydelser kommer under pres. Det er Lægeforeningens opfattelse, at arbejdstidsdirektivet med de foreslåede ændringer udhules ganske betragteligt, idet fælles regler kan erstattes af national lovgivning.

Lægers fri bevægelig i Europa og den gensidige anerkendelse af specialister har også stor bevågenhed i EU. Læger har en kærkommen og betydelig ret til at få deres uddannelse anerkendt i et andet EU-land. Bl.a. fordi myndighederne ikke har praktisk mulighed for at få oplysninger om lægen fra et andet land, er retten blevet misbrugt at kollegaer, som er rejst fra erstatningssager og lign. Det må naturligvis stoppes, men det skulle nødigt afføde »en europæisk gabestok« i lighed med Lars Løkke Rasmussens forslag herhjemme.

Arbejdstidsdirektivet og sagen om gensidig anerkendelse af specialister er eksempler på, at Lægeforeningen skal være til stede i Europa, når medlemmernes interesser skal varetages.

Lægens arbejdsplads er i det hele taget international. Læger har altid rejst med deres uddannelse og bidraget til udveksling af forskning og færdigheder. I en globaliseret verden vil kravene til speciallægers uddannelse i tiltagende grad være internationale for at sikre den fri bevægelighed og give mulighed for vurdering af kvaliteten på globale standarder. En dansk læge er ikke længere kun læge i Danmark, men en læge i verden. Derfor skal Lægeforeningen være med fx i Europa, når kravene til fremtidens speciallæger lægges fast.