Skip to main content

Læger kan frit anvende vildledende stillingsbetegnelser

Overlæge Jesper Brandt Andersen, Vordingborg. E-mail: jesperbrandt@dadlnet.dk

30. jan. 2006
3 min.

Sundhedsstyrelsen (SST) har den 14. december 2005 afgjort, at der ikke er tale om overtrædelser af Lov om markedsføring af sundhedsydelser, når læge Vibeke Manniche, der ikke er speciallæge i pædiatri, offentligt i forbindelse med bogudgivelser og honoreret foredrags- og brevkassevirksomhed om børns sygdom og sundhed i flæng betegner sig som børnelæge og børne- og ungelæge. Ifølge SST er der heller ikke tale om overtrædelse af nævnte lov eller om vildledning, når Vibeke Manniche, der ifølge eget udsagn ikke behandler patienter, beredvilligt og skråsikkert udtaler sig i pressen som »ekspert« under betegnelserne børnelæge og børne- og ungelæge i snart sagt ethvert spørgsmål om børns sygdom og sundhed lige fra rådgivning af kronprinsessen om længden af hendes barselsorlov og til sutters forebyggende effekt på vuggedød. SST begrunder afgørelsen med hensynet til patienterne/forbrugerne, men her er der måske et lille paradoks. Hvis en læge uden speciallægeautorisation i pædiatri offentligt betegner sig som speciallæge i pædiatri, som ikke en sjæl i den danske befolkning aner, hvad er, vil pågældende læge prompte modtage et brev fra SST med trussel om videregivelse af sagen til politiet under henvisning til overtrædelse af lægelovens § 4.

Hvis en speciallæge i pædiatri med interesseområde i allergologi og § 3-aftale med Sygesikringen om at modtage voksne patienter med allergisygdomme betegner sig som børne- og allergilæge, sender SST brev med krav om øjeblikkeligt at stoppe brugen af denne betegnelse under henvisning til, at der er tale om vildledning iht. Lov om markedsføring af sundhedsydelser.

Men hvis en kommunalt ansat læge, som ikke behandler patienter, og som i øvrigt ikke behøver at have nogen som helst erfaring eller kvalifikationer vedrørende børns sygdom og sundhed, anvender befolkningens betegnelse for speciallæge i pædiatri, nemlig børnelæge eller det af børnelæge og ungelæge sammensatte ord, børne- og ungelæge, er det ifølge SST's fortolkning helt i orden, for så er ingen blevet vildledt.

SST mener, at der er tale om en sundhedsydelse omfattet af ovennævnte lov, når en apoteksassistent giver forebyggende råd til en kunde om rygeafvænning, mens dette ikke er tilfældet, når læge Vibeke Manniche i brevkassen i magasinet Helse under titel af børne- og ungelæge giver forebyggende råd til en mor vedrørende hendes barns sundhed. Af SST's egen Bekendtgørelse hhv. Vejledning om markedsføring af sundhedsydelser fremgår ellers, at sundhedsfaglig virksomhed og sundhedsydelser omfattet af loven indbefatter autoriserede sundhedspersoners forebyggende råd til den enkelte patient, og at »begrebet markedsføring skal forstås i vid betydning og kan således bestå i, at man enten skriftligt, mundtligt, billedligt eller på anden måde udbyder sundhedsydelser«.

Ej heller er der ifølge SST tale om sundhedsydelser omfattet af ovennævnte lov, når skolelæger og sundhedsplejersker undersøger, rådgiver og viderehenviser børn, f.eks. i forbindelse med indskolings- og udskolingsundersøgelser. Men hvad er der mon så tale om? Skolesundhedstjenesten hører ifølge SST åbenbart ikke ind under lovtekstens begreb »andre institutioner, der leverer sundhedsydelser«.

Der kræves oven i turnus mindst fem års klinisk uddannelse i mindst to forskellige børneafdelinger for at opnå autorisation som speciallæge i pædiatri eller med befolkningens ord børnelæge. SST synes, at kommunalt ansatte læger uden nogen som helst kvalifikationer eller erfaringer i behandling af syge børn, frit skal kunne betegne sig som børne- og ungelæger med det ene argument, at det har man gjort »gennem længere tid« i det kommunale system. Underforstået: Det har SST givet carte blanche til. SST åbner med sine synspunkter for sluserne til det helt store tagselvbord af smarte markedsføringstiltag med vildledende stillingsbetegnelser. Der må nu være frit slag for, at alle læger, uanset kvalifikationer, offentligt kan betegne sig som børnelæge, ørelæge, øjenlæge, hudlæge osv., når blot man sikrer sig, at det ikke falder inden for SST's ganske snævre, inkonsekvente og uperspektiverede fortolkning af begrebet markedsføring af sundhedsydelser i erhvervsøjemed. Man må så gøre op med sin egen samvittighed, om man finder en sådan praksis redelig eller udtryk for fup og fidus og vildledning af offentligheden.