Læger spiller stadig en aktiv rolle i tortur på verdensplan. Selvom mange måske tror, at det kapitel blev afsluttet i forbindelse med Nürnberg-processen, bør vi som læger forholde os til, at enkelte fagfæller verden over stadig deltager i tortur.
»Den verserende sag i Tyskland er en vigtig påmindelse om, at tortur ikke kun er noget, der vedrører kolleger under fjerne himmelstrøg, men også har relevans i vores eget land«Marie Brasholt, overlæge, Dignity – Dansk Institut mod Tortur og Ditte Ellersgaard, læge, tidligere ansat i Dignity.
Lægers deltagelse i tortur er igen blevet aktuelt i medierne i forbindelse med en sag, der i øjeblikket kører ved retten i Frankfurt. Her er en 36-årig syrisk læge anklaget for at have tortureret fanger i 2011 og 2012 under den syriske borgerkrig [1]. Lægen er bl.a. anklaget for at have sat ild til en 14-15-årig drengs og en voksen mands genitalier for at igangsætte en operation uden bedøvelse, bruge tourniquet og blærekateter som slagvåben samt for at give en fange en dødelig injektion [2]. Ifølge anklageskriftet skulle torturen være foregået på syriske militærhospitaler i Homs og Damaskus samt i et militært efterretningsfængsel. Lægen kom til Tyskland i 2015, hvor han har arbejdet som læge, indtil han i juni 2020 blev anholdt, efter at syriske migranter havde genkendt og politianmeldt ham.
Det forekommer paradoksalt, at en profession, hvis medlemmer vier deres arbejdsliv til at helbrede og lindre, kan deltage i tortur. Det er da også i strid med internationale lægeetiske principper. Verdenslægeforeningen vedtog som en af sine første handlinger i 1948 den første udgave af Genève-deklarationen, en international lægeed, der bygger på principperne fra den hippokratiske ed og foreskriver de etiske forpligtelser i forbindelse med udførelse af lægegerningen [3].
Af lægeeden fremgår blandt andet: »Jeg vil ikke gøre brug af min medicinske viden til at krænke menneskerettigheder og borgerrettigheder, selv ikke under trusler«.
Verdenslægeforeningens afstandtagen fra lægers involvering i tortur er endnu tydeligere formuleret i Tokyo-deklarationen fra 1975, som i utvetydige vendinger forbyder lægers deltagelse i ethvert aspekt af tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling [4].
Desuden pålægger Tokyo-deklarationen læger at rapportere tortur. Tilsvarende fremgår det her i landet af Lægeforeningens etiske principper, at læger aldrig må billige, deltage i eller på anden måde muliggøre tortur eller anden grusom eller nedværdigende behandling.
På trods af Verdenslægeforeningens tydelige afstandtagen fra involvering i tortur findes der adskillige eksempler på lægers medvirken i både planlægning, udførelse og hemmeligholdelse af tortur.
I læge og professor emeritus Steven H. Miles’ bog »The torture doctors« fra 2020 beskrives, hvordan læger i visse dele af verden har været bredt involveret i tortur. Lægers medvirken i tortur spænder vidt, og baseret på konkrete eksempler fra forskellige steder i verden har Steven H. Miles udviklet en typologi, der omfatter to forskellige hovedkategorier: på den ene side misbrug af medicinsk viden og færdigheder og på den anden side misbrug af autoritet og forpligtelser knyttet til at have en lægelig autorisation.
I den første kategori finder vi blandt andet lægen, der selv direkte udfører tortur, lægen, der bruger sin viden og færdigheder til at hjælpe andre til at udføre mere sofistikeret tortur, lægen, der erklærer en fange »fit for torture«, og lægen, der monitorerer, hvor længe endnu et offer kan holde til at blive tortureret. Det er i denne hovedkategori, vi finder eksemplerne fra Syrien nævnt ovenfor.
I den anden hovedkategori, hvor autoritet og forpligtelser misbruges, finder vi blandt andet lægen, der forsøger at dække over tortur ved at undlade at notere væsentlig information eller ligefrem forfalsker journaler og attester inklusive dødsattester, lægen, der nægter at undersøge en patient, der påstår sig udsat for tortur, lægen, der undlader at rapportere om tortur, og lægen, der overdrager journalmateriale til de myndigheder, der beskyldes for at torturere, hvorved han både risikerer at bryde sin tavshedspligt og med overdragelsen kan medvirke til at forhindre, at materialet kommer i domstolenes varetægt.
Heldigvis er der internationalt et vedvarende fokus på, hvordan læger ikke blot bør afholde sig fra at medvirke til udførelsen af tortur, men også er centrale fagpersoner i forhold til forebyggelse af tortur samt rehabilitering af mennesker, der har været udsat for tortur.
Sekretariatet for FN’s højkommissær for menneskerettigheder har netop udgivet en revideret udgave af Istanbul-protokollen, en manual, der blandt andet beskriver internationalt anerkendte principper for klinisk undersøgelse og dokumentation af tortur.
Verdenslægeforeningens »Resolution on the responsibility of physicians in the documentation and denunciation of acts of torture or cruel or inhuman or degrading treatment« opfordrer de nationale lægeforeninger til at udbrede lægers kendskab til Istanbul-protokollen og tilskynder til, at læger undervises i at identificere og dokumentere tegn på tortur.
Verdenslægeforeningen påpeger i øvrigt, at lægelig deltagelse i de nationale præventive mekanismer under den valgfri protokol til FN-konventionen mod tortur er essentiel. Denne funktion varetages i Danmark af Folketingets ombudsmand i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder og læger fra DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur. De nationale præventive mekanismer har til opgave at føre tilsyn med institutioner, hvor mennesker er frihedsberøvede. Her spiller læger en vigtig rolle i forhold til at vurdere de frihedsberøvedes adgang til sundhedsydelser samt vurdere, hvordan forholdene i institutionerne påvirker de indsattes sundhed.
Verdenslægeforeningen opfordrer i Hamburg-deklarationen de nationale lægeforeninger til at støtte og beskytte læger, der nægter at medvirke til tortur, dokumenterer tortur eller behandler patienter, der har været udsat for tortur.
Desuden opfordrer Hamburg-deklarationen til retsforfølgning af læger, der har gjort sig medskyldige i tortur, samt til, at der undervises på medicinstudier og hospitaler i konsekvenserne af tortur, dokumentation af tortur samt behandling og rehabilitering af mennesker, der har været udsat for tortur [5]. Lægestanden har således til stadighed et ansvar i forhold til forebyggelse og dokumentation af tortur samt behandling og rehabilitering af mennesker, der har været udsat for tortur.
Fælles for hovedparten af de eksempler, som Steven H. Miles fremfører i sin bog, er, at de involverede læger ikke er blevet holdt ansvarlige for deres gerninger.
Det gør den verserende sag i Tyskland ekstra spændende, at man ved benyttelse af universel jurisdiktion fører sagen i et retssamfund og endda i et samfund, hvor lægers medvirken i tortur tidligere er blevet debatteret ivrigt.
Sagen i Tyskland er en vigtig påmindelse om, at tortur ikke kun er noget, der vedrører kolleger under fjerne himmelstrøg, men også har relevans i vores eget land. Hvis læger har været involveret i tortur, skal de retsforfølges, og vi vil spændt følge sagens videre udvikling.
Note
1) I retssagen er der planlagt retsmøder indtil videre frem til slutningen af april 2023, se Terminvorschau | Ordentliche Gerichtsbarkeit Hessen (punktet Verbrechen gegen die Menschlichkeit). For særligt interesserede laver Syria Justice and Accountability Center referater fra retsmøderne: Inside the Alaa M. Trial #24: Sophistry (syriaaccountability.org).
