Læger medvirker ved forældrefremmedgørelse

Forældrefremmedgørelse er et begreb på vej til at opnå anerkendelse i Danmark. Læger og andre sundhedspersoner bør overveje egen rolle heri. 

Forældrefremmedgørelse kan beskrives som en påvirkning af fælles børn fra den ene forælder med det resultat, at børnene vender sig mod den anden forælder, nægter samvær og deltager i fælles beskyldninger mod den fremmedgjorte forælder. Oftest sker det i forbindelse med samlivsophør med høj konflikt. Og oftest vil det være den forælder, børnene har adresse hos (bopælsforælderen), der har mulighed for at udøve fremmedgørelsen. Processen involverer ofte diverse og fortsatte beskyldninger fra den fremmedgørende forælder mod den anden om vold eller seksuelt misbrug. Beskyldninger, barnet kan deltage i. Barnets reaktion på påvirkningen udvikler sig over tid, men kan gå hurtigt, og ikke sjældent er resultatet (og målet), at barnet mister kontakten med den fremmedgjorte forælder. Som det danske familieretssystem er konstrueret, vil det ofte være permanent.

I Manderådet har vi et indgående kendskab til disse sager, og problemer med sundhedsprofessionelles involvering har været kendt gennem årtier blandt dem, der beskæftiger sig med familieret.

I Danmark favoriseres bopælsforælderen og har fordel af at skabe konflikt, hvis målet er at forstøde den anden forælder. Vejledning findes på internettet. I mere end fire ud af fem tilfælde er bopælsforælderen mor.  

Populært kan man tale om en hjernevask eller symbiose, hvor barn eller børn påvirkes til at tage afstand, men også kan udvikle angst i forholdet til den fremmedgjorte forælder. Den fremmedgørende forælder tilskrives ofte en forstyrret personlighed, f.eks. af narcissistisk type eller borderlinetype. Konsekvenserne for fremmedgjorte børn og de forstødte forældre er alvorlige, hjerteskærende og livslange.

Særligt praktiserende læger kan blive involveret i forældrefremmedgørelse. Her kan den fremmedgørende forælder opbygge et narrativ over tid. Og måske hører lægen kun den ene side. Det stiller store krav til lægens evne til objektivitet og kan udfordre lægens egne reaktionsmønstre og offermytologier.

Men også sundhedsprofessionelle andre steder, herunder i børne- og ungdomspsykiatrien, er udsatte for at blive inddraget.

Som eksempler på inddragelse kan nævnes læger, der har udtalt sig stærkt negativt om personligheden på en forælder, de aldrig har mødt. Netværksmøder afholdt i børne- og ungdomspsykiatrien, først alene med den forstødte forælder, der reelt ikke inddrages, og næste dag det egentlige beslutningsdygtige møde med samme faglige personkreds samt barn og bopælsforælder, fordi bopælsforælderen ikke ønskede den anden forælders deltagelse. Eller en børnepsykiater, der på den ene forælders opfordring skriver en udtalelse til brug i retten – en såkaldt ensidigt indhentet erklæring. Og krumspring, forhaling eller afvisning ved ønske om information eller aktindsigt fra den forælder, der ikke deler adresse med barnet.

Efter sindelag kan eksemplerne virke groteske eller rationaliseres, men de er virkelige og efter Manderådets erfaring ikke enkeltstående.

Det er væsentligt, at læger og andre professionelle i sundhedsvæsenet forstår systemet, de agerer i, og forstår, deres formuleringer og handlinger kan have stor betydning for sagernes videre udvikling, herunder skabe sneboldeffekter andre steder i systemet.

Og når oplysninger indhentes fra den ene forælder eller et barn og omhandler den anden forælder, bør lægen overveje sandhedsværdien. Uanset om lægen har kendskab til konflikt i familien.

Fordringen til læger er enkel: Udtal dig – ud over ved underretning til kommunen – kun til myndigheder, hvis myndigheden beder dig om det. Hold din udtalelse rent saglig, og udtal dig kun på baggrund af observationer, du selv har foretaget. Og tænk i øvrigt over, om dine handlinger som fagperson i familiespørgsmål er neutrale og saglige.

Læger behøver ikke vurdere, om der foreligger forældrefremmedgørelse eller er tale om andre bekymrende forhold. Men læger bør kende til eksistensen af forældrefremmedgørelse, så vi er opmærksomme på altid kun at udtale os med et strengt sagligt belæg, særligt om forhold i familien.

Det er ikke Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, der disciplinerer lægerne her. Det system er uden for komfortzonen, når det gælder kritik af udtalelser om kvalitative forhold som forholdene i en familie.

Derfor er dette indlæg også en appel til lægernes personlige moral. Vi har en stor magt her. Og med magt følger ansvar!

Overtrædelse af tavshedspligten er dog blevet kritiseret af Disciplinærnævnet. Underretninger kan sendes til kommunen, sjældnere Ankestyrelsen. Ikke til Familieretshuset.

Socialministeren har bebudet, Folketingets partier vil blive indkaldt til drøftelser om forældrefremmedgørelse.

Det vil klæde lægestanden og andre sundhedsprofessionelle at kaste et kritisk blik på deres egen rolle og medvirken ved forældreansvarssager, anklager i familien og forældrefremmedgørelse.