Læger og tvangsudvisninger

I 2013 blev en psykisk syg mand fra Afghanistan tvangsudvist fra Danmark. Udvisningen var forud blevet »forkyndt« for ham. Politiet forklarede, at han under flytransporten blev iført et bælte, hvortil håndlænker kunne fastgøres. Endvidere ville benene i nødstilfælde blive bundet sammen. Der blev medbragt hjelm til montering, hvis han skulle begynde at udøve selvskadende adfærd mod sit kranium, eventuelt med spytværn, »hvis han skulle begynde på noget sådant«, som det hed i sagsakterne.

Han fik at vide, at han ved ankomsten til Kabul ville blive overgivet til de afghanske myndigheder. Videre, at der blev medbragt beroligende medicin til intravenøs indgift, hvis der skulle være behov for det i flyet. Medicinen ville om nødvendigt blive indgivet med injektion mod hans vilje.

En læge var blevet rekvireret af myndighederne. Han ledsagede den udviste under flyrejsen. I 2014 afstedkom det en del debat om lægers medvirken i tvangsudsendelser.

Der har på ny været debat om emnet i 2017. Chefredaktør Rune Lykkeberg skriver den 3. juni i sin leder i Information, at tvangsudsendelser er »en legal og legitim del af magtudøvelsen i Danmark«, og at lægestanden »fører sin egen politik i stedet for at hjælpe dem på turen, som faktisk har brug for det, og anerkender de danske myndigheder som en legitim arbejdsgiver«. Læs sætningen igen. De på turen, der faktisk har brug for det, er myndighederne. Og Lægeforeningen tager slet ikke stilling til asylpolitikken – det har også andre ført i marken – men sætter med Europarådets konvention om menneskerettigheder mennesket (patienten) først.

Det er vigtigt at gøre sig klart, at lægen ved tvangsudsendelsen ikke er med som ledsager for patientens skyld, men har til opgave at berolige og passivisere, så udvisningen praktisk kan gennemføres. Man kan også udtrykke det sådan, at lægen står klar med en slags medicinske håndjern, og derved bliver lægen en magtudøver og ikke læge for patienten.

I denne tvetydige situation har Lægeforeningen udtalt, at »lægers rolle er at yde lægehjælp, hvor lægehjælp er nødvendig. Lægers opgave er ikke at medvirke til eller at legitimere myndighedsudøvelse«.

Lykkeberg siger i slutningen af lederen: »Den etiske anbefaling bør være, at vi inden for de betingelser, som er vedtaget demokratisk, står ved de brutale konsekvenser og gør, hvad vi kan for at leve op til vores idealer«. Der er lande – også demokratier – som »legalt og legitimt« anvender tortur og dødsstraf. Ville Lykkeberg mon så også argumentere for, at det var en opgave, som læger skulle medvirke til? Over for denne etisk set plumrede tankegang er det godt, at Lægeforeningen har en klar holdning.