»Læger over grænser«

I 2007 blev der ansat 30 indiske speciallæger i Region Midtjylland. Der var omkring 400 ansøgere til stillingerne, og det nye ved rekrutteringen var, at Regionen havde arrangeret et samlet forløb for de 30 læger, som både omfattede rekruttering i Indien, sprogundervisning, arbejdstilladelser og placering på de forskellige sygehuse.

Grunden til, at man oprindeligt valgte at rekruttere netop indiske læger, var, at man vurderede, at den indiske lægeuddannelse, som er opbygget efter den britiske model, fagligt kan sidestilles med vores i Danmark [1].

Tidligere blev de fleste indiske læger uddannet enten i Storbritannien eller i USA. I dag er der i alt ca. 1,1 million læger i Indien, og der bliver uddannet 4.000 nye læger om året fra 220 forskellige medicinske fakulteter.

De indiske læger tager på tre år en bachelorgrad i medicin efterfulgt af halvandet års praktik.

Herefter kan de yngre læger specialisere sig og vælge mellem en toårig diplomuddannelse og en treårig kandidatuddannelse, som er den indiske speciallægeuddannelse [2].

Siden rekrutteringen af de indiske speciallæger i 2007, har der været tilbagevendende debat i pressen om måden, lægerne er blevet rekrutteret på. Diskussionen har i særdeleshed omhandlet de store kulturforskelle, der er mellem lande som Danmark og Indien, og hvordan integrationen af udenlandske læger i det danske sundhedssystem bør gennemføres med størst respekt for alle parter.

Indien tur-retur

I februar 2010 rejste vi ti læger, bredt repræsenteret inden for det gynækologiske speciale, dvs. uddannelsessøgende på forskellige niveauer og speciallæger med særlig interesse for endoskopisk gynækologisk kirurgi, til Mumbai og videre derfra til Pune i Nordindien.

Studieturen udsprang af et dansk-indisk samarbejde, som begyndte, efter at en gruppe indiske gynækologer i september 2009 deltog i et hysteroskopikursus i Danmark arrangeret af overlæge Lotte Clevin på Gynækologisk Afdeling på Gentofte Hospital. Efter dette kursus blev Lotte Clevin og hendes team inviteret til at undervise på og deltage i en hysteroskopiworkshop arrangeret af PAGES (Pune Association of Gynecological Endoscopic surgeons), som er sammenslutningen af gynækologiske endoskopiske kirurger i Nordindien.

Denne fantastiske studierejse har givet os et indblik i, hvilke uddannelsesforhold de indiske læger i Danmark kommer fra, og de store forskelle, der er på vores traditioner for patientbehandling, herunder kommunikation, brug af antibiotika og engangsutensilier samt opfølgning og kontrolundersøgelser af patienterne.

De meget anderledes forhold, vi oplevede på de indiske hospitaler, rejser spørgsmålet: Kan man forvente, at de udenlandske læger, der kommer til Danmark, uden videre kan begå sig i vores system?

Ifølge en af de indiske læger, vi mødte på workshoppen, der har erfaring fra klinisk arbejde i vesten, får de indiske læger tidligere hands-on-erfaring med et meget større antal patienter end en dansk yngre læge får, den danske yngre læge har til gengæld en længere teoretisk uddannelse.

Indiske nyuddannede gynækologer har således ligesom andre indiske speciallæger et enormt patientflow, helt uden sammenligning med det antal patienter, vi behandler dagligt i Danmark. De har derfor et rigtigt godt grundlag for at tilegne sig færdigheder meget hurtigt. Hvis de indiske læger interesserer sig for laparoskopi, må de bekoste deltagelse i internationale kurser og månedlange ophold i bl.a. Tyskland, Storbritannien og Frankrig. På nuværende tidspunkt bliver de under speciallægeuddannelsen f.eks. ikke oplært i minimalt invasive operationsteknikker såsom hysteroskopisk fjernelse af polypper, fibromer og slimhinde i livmoderen og minihysteroskopi med anvendelse af ultratynde hysteroskoper, hvor indgrebene kan foretages uden bedøvelse.

Formålet med studieturen var således at undervise på en hysteroskopiworkshop og selv at modtage undervisning og dygtiggørelse inden for laparoskopisk hysterektomi samt at etablere et forhold mellem vore afdelinger i Danmark og Indien - knytte bånd som venskabsafdelinger med henblik på fortsat udveksling af viden og operativ ekspertise.

Workshoppen foregik i Pune på Ratna Memorial Hospital og var arrangeret af PAGES.

Vi underviste i teori og praktisk udførelse af hysteroskopi, teori om vandskanning, minihysteroskopi og infertilitet samt holdt foredrag om dokumentation og kvalitetssikring.

Programmet på workshoppen rummede fire liveoperationer, tre videopræsentationer og ovennævnte teoretiske oplæg.

Dagen efter deltog vi i Workshop on Hysteroscopic Surgery på Ashwini Hospital and Endoscopic Centre, et privathospital, der bliver drevet af dr. Vinayak Mahajan.

Training the trainers

Da kikkertkirurgi ikke er implementeret i selve speciallægeuddannelsen i Indien, har man indtil nu været nødt til at søge til udlandet for at blive oplært, og vore værter i Pune, dr. Vinayak Mahajan og dr. Kishore Pandit, er blandt de indiske gynækologer, der har været på internationale kurser for at blive oplært i laparoskopi. De har bl.a. været i Danmark for at blive oplært i hysteroskopi.

Da de dagligt ser et enormt antal patienter, har de mulighed for at tilegne sig færdigheder meget hurtigere, end vi kan i Danmark, og de bliver nu, på baggrund af deres deltagelse i internationale kurser, anset for respekterede læremestre for deres yngre kolleger, som de kan oplære lokalt. For at styrke deres kompetencer fortsætter vores samarbejde i form af tilbagevendende hysteroskopikurser her i Danmark for indere og kurser i Indien med danske undervisere.

Karma kontra kvalitetssikring

Der er både kulturelt og fagligt store forskelle mellem danske og indiske læger, og der er dermed mange forhold, vi griber forskelligt an, bl.a. kommunikationen med vores patienter, arbejdsfordeling, apparatur og instrumenthåndtering, dokumentationen af patientbehandling og kvalitetssikring. Patienternes egen sygdomsopfattelse er markant anderledes - hinduer tror på skæbnen (karma) - altså ses praktisk taget ingen patientklager - selv efter komplicerede forløb og fejlbehandlinger [3].

Ifølge de indiske læger, vi mødte, er deres oplæring baseret på mesterlære, dvs. superviseret træning, og det fremgik ikke, om de benytter sig af målbeskrivelser og logbøger, som vi længe har brugt i Danmark for at sikre kvaliteten af vores uddannelse.

Integration af tredjelandslæger i Danmark er således en multifacetteret opgave - indiske læger kommer fra et meget anderledes land, andre traditioner og livsopfattelse, et fuldstændigt anderledes sundhedsvæsen, hvor langt størstedelen af hospitalerne er private, og en meget anderledes læge-patient-tradition. Kun ved at lære om forskellighederne kan vi blive bedre til at integrere tredjelandslægerne i Danmark.

Gensidig forståelse

Som opfølgning på turen har vi udarbejdet et elektronisk spørgeskema, som sendes til medlemmer af PAGES for at undersøge deres kendskab til og erfaring med hysteroskopiske indgreb. Dette vil bidrage til, at der i fremtiden kan oprettes et udveksling s- og træningsprogram inden for dette område, og vi stiler mod at afholde workshop i Danmark igen i september 2010 med henblik på fortsat træning af de indiske speciallæger.

Hovedformålet med de kommende kurser er således fortsat den operative undervisning, men efter vores besøg i Indien har vi fået et bedre indblik i de forskelle, der er på vores nationale sundhedssystemer, og vi håber, at vi ud over operativ erfaring kan opnå større gensidig forståelse og viden om traditioner for behandling i henholdsvis Danmark og Indien.

Denne viden og forståelse er altafgørende, hvis man fortsat i et globalt arbejdsmarked vil udveksle arbejdskraft mellem lande, der på grundlæggende måder er væsentligt forskellige.

Vi ser med glæde frem til et fortsat givende og gensidigt inspirerende forhold til vore indiske kolleger!