Debatten om aktiv dødshjælp tvinger os til at konfrontere nogle af de sværeste og mest følelsesladede spørgsmål om livets gang. Det udstiller tillige, at vi som fagpersoner har andre betænkeligheder end en stor gruppe danskere. I hvert fald hvis man tager rundspørger om befolkningens holdning for gode varer. Det vender jeg tilbage til.
Uanset hvordan man vender og drejer det, er det ikke lægers opgave at afslutte liv. Vores opgave er at lindre, behandle og sikre, at mennesker kan afslutte livet uden smerte, angst eller hjælpeløshed. Vi skal støtte terminale patienter og deres pårørende, så de får en rolig, respektfuld og værdig sidste tid. Det er dét, vi er forpligtet til via lægeløftet.
Udvalget for en mere værdig død har fremlagt sine anbefalinger om aktiv dødshjælp. Jeg må advare kraftigt imod den vej, som de lægger op til at gå. Uanset hvor floromvundne begreber som selvbestemt livsafslutning og selvudført livsafslutning, man fra udvalgets side præsenterer for omverdenen, så er der tale om aktiv dødshjælp. Vi skal ikke i det danske sundhedsvæsen tilbyde døden. Og da slet ikke med afsæt i, at der mangler ressourcer til ordentlig palliativ behandling.
Det er faktisk en væsentlig pointe i Udvalget for en mere værdig døds refleksionsrapport, at den palliative behandling skal styrkes, men det har desværre ikke fået lige så megen opmærksomhed som deres modeller for aktiv dødshjælp.
Det er virkelig trist, for muligheder for hjælp er en yderst vigtig pointe i hele den offentlige samtale om værdighed i den sidste tid. De muligheder, vi allerede har i det danske sundhedsvæsen for at sikre terminale patienter en god, rolig og værdig sidste tid, er under pres. Når danskerne bliver spurgt til, hvorfor de går ind for aktiv dødshjælp, så svarer rigtig mange, at de ikke ønsker at ligge nogen til last.
Hvordan kan man overhovedet starte en offentlig debat om aktiv dødshjælp, når man ikke engang har sikret sig, at patienter med behov får palliativ behandling ikke føler sig som en belastning? Den frygt og afmagt, der ligger begravet her, bliver ikke løst af aktiv dødshjælp.
»Nej tak til aktiv dødshjælp, ja tak til aktiv livshjælp, blandt andet i form af gode palliative tilbud, så alle patienter kan få en værdig sidste tid«Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen
Netop her er den palliative behandling et langt vigtigere afsæt end løfter om effektiv dødshjælp. Palliation handler ikke kun om at lindre fysisk smerte, men om at skabe tryghed og værdighed for den døende. Vi kan og skal støtte patienten og de pårørende i, at de sidste dage og timer uden frygt og uden lidelse er en værdig afslutning.
I Lægeforeningen mener vi, at palliativ behandling skal være en ret for alle patienter med behov. Ingen skal frygte, at et liv med svær sygdom eller selve livets afslutning bliver præget af hjælpeløshed eller lidelse. Som samfund har vi et grundlæggende ansvar for at sikre, at alle med svær sygdom har adgang til lindrende behandling. Det er på tide, at vi i Danmark anerkender dette ansvar og prioriterer palliation højere. Som Rigsrevisionen ad flere omgange har påtalt, så er der alt for få ressourcer til, at alle dem med behov får det tilbudt. Det er dén samtale om en værdig sidste tid, vi skal tage – ikke en samtale om en hurtigere død.
Det er vores ansvar at oplyse befolkningen om de muligheder, der allerede findes, og stå fast på, at palliation – ikke dødshjælp – er løsningen. For det er kun 1 ud af 5 danskere, der faktisk ved, hvad aktiv dødshjælp er. Resten blander det sammen med palliativ behandling eller nej tak til behandling – så når man i rundspørge efter rundspørge påstår, at op mod 70% af danskerne ønsker aktiv dødshjælp indført i Danmark, så dækker en andel af disse svar mennesker, som egentlig bare ønsker, at der er tilstrækkelig hjælp tilgængelig i den sidste tid.
Det er med det grundlag, vi som stand skal slå fast på, at vi er imod aktiv dødshjælp. Nej tak til aktiv dødshjælp, ja tak til aktiv livshjælp, bl.a. i form af gode palliative tilbud, så alle patienter kan få en værdig sidste tid.
