Læger skal ikke være sælgere

For efterhånden et godt stykke tid siden sad jeg i et ambulatorium ved siden af en overlæge og deltog i en konsultation som den klassiske, stille, observerende studerende. Overfor sad en patient, som havde en for denne repliks formål uvedkommende sygdom, der kunne kureres med en relativt simpel operation, uden de store risici.

Lægen argumenterede – naturligvis – for operationen, og den overvældede patient sagde ikke meget. Et par gange lod det til, at patienten ville ytre noget, men kom aldrig rigtig igennem. I stedet gjorde lægen klar til at udfylde bookingskemaer, og hvad dertil hører, og patienten – fortsat stiltiende – gjorde som anført.

I sidste uge slentrede jeg rundt i gågaderne i Aalborg og blev bremset af en facer, som ville sælge mig et telefonabonnement. Vi sludrede lidt, og han argumenterede – naturligvis – for det, han kunne tilbyde. Jeg sagde ikke ret meget, og i stedet for at spørge efter min accept eller tanker om tilbuddet begyndte han at gøre klar til at udfylde blanketterne.

Lige der ramte det mig: Det var nøjagtig samme samtaleteknik, overlægen og faceren havde gjort brug af. En til en. Og hvis man koger det ned, er det rendyrket manipulation. Jeg blev faktisk lidt chokeret.

Jeg tvivler på, at seancen er den eneste af sin art i det danske sundhedsvæsen, hvor aktiv patientinddragelse først for nylig er blevet et punkt på den politiske dagsorden. Jeg kunne jo se hele samtalen som en flue på væggen og dermed have et helt andet blik for interaktionen end både lægen og patienten. Det farver naturligvis min opfattelse af situationen, men alligevel sad jeg tilbage med en følelse af, at der var noget, patienten gerne ville have sagt, og at lægen ikke gav plads til det og i stedet kørte patienten over med sin agenda. Der var noget usædvanligt uligeværdigt over interaktionen.

Og ja, der er tonsvis af forbehold:

- Motiverne er helt forskellige. Lægen har til hensigt at hjælpe patienten bedst muligt og har et etisk incitament til at få sin sag igennem. Faceren skal bare sælge og kan være ligeglad med mine betænkeligheder, bare han får solgt et abonnement.

- Lægen havde travlt. Der var fire patienter i timen, og vi var allerede en halv time bagud. Det er forståeligt, at han ønskede at udøve den bedst tænkelige lægelige behandling på kortest mulig tid.

- Det var – og er – en dybt sympatisk læge, og jeg er slet ikke i tvivl om, at lægen ville have lyttet, hvis patienten havde udtrykt utryghed.

- Måske læser jeg situationen helt forkert. Måske var patienten ovenud tilfreds med konsultationen og gik hjem og fortalte venner og familie om den skønne overlæge, der lyttede til det hele. Sådan læste jeg det ikke, og det er min tolkning.

Jeg kan bare ikke lade være med at blive bekymret. For min fremtid i faget og for sundhedsvæsenet. Her sad jeg med en hamrende dygtig og ekstremt behagelig læge, der på intet tidspunkt lagde op til, at patienten selv kunne tage stilling til sin videre behandling. Er det en »jeg ved bedst«-attitude, ren og skær travlhed, patientens eget ansvar eller noget helt fjerde?

Jeg har ikke svaret. Jeg synes bare, at det var en interessant observation, at en læge bruger klassiske sælgertricks for at få solgt sin operation. Læger er ikke sælgere. Det må de aldrig blive, og hvis effektiviseringen betyder, at læger må ty til manipulation for at nå alle patienterne, så ved jeg ikke, om det er noget for mig.

Og ja, jeg skal nok blive meget klogere, når jeg kommer ud og er selvstændig læge. Men lige nu er jeg ung og blåøjet, og derfor bliver jeg ærgerlig over situationen. Vi skal alle være mere opmærksomme på at lytte til patienterne, og der kommer kun mere fokus på det fra politikernes, ledelsens og patienternes side. Ikke alle patienter har ressourcerne til at få stillet de spørgsmål, der trænger sig på, og det er vores pligt at have øje for at få dem frem, hvis patienterne ikke selv er i stand til det.

Og få nu bare fjernet det der toprocentskrav, så vi kan få tid til det.