Skip to main content

Læger skal samarbejde med industrien

Gorm Boje Jensen. Professor, overlæge, dr.med., Hvidovre Hospital. E-mail: gorm.jensen@hvh.regionh.dk

17. feb. 2012
3 min.

INTERESSEKONFLIKTER: Medlem af Registreringsnævnet, Lægemiddelstyrelsen. Se www.lægemiddelstyrelsen.dk

Læger skal samarbejde med medicinalindustrien. Hvem skulle ellers undersøge, om lægemidler er nyttige eller skadelige for vores patienter? Hvilke patienter der skal have dem, hvordan de skal bruges? Patienterne ønsker selvfølgelig, at der udvikles mere effektiv og skånsom medicin, og det kan aldrig være i vores patienters interesse, at danske læger ikke samarbejder med industrien. De kolleger, som hævder det modsatte, er ikke deres patienters talerør. Hertil kommer, at vores arbejdsgivere opfordrer til samarbejde med erhvervslivet og medicinalindustrien, og at universiteterne indgår store samarbejdsaftaler med industrien. Speciallæger ansat i det offentlige har tilmed en oplysningspligt, og eventuelle bijob i relation til industrien skal godkendes af arbejdsgiveren.

Vildledense liste

Lægemiddelstyrelsens liste over læger, der har samarbejdet med industrien, er mere vildledende end vejledende. Læger med fast arbejde som lønnede konsulenter for et lægemiddelfirma står sammen med læger med kun sporadisk tilknytning som ulønnede patientansvarlige i kliniske undersøgelser. Listen egner sig fremragende til mistænkeliggørelse og gør mere skade end gavn i sin nuværende form.

Det er klart, at i det omfang, en læge har en personlig indkomst fra lægemiddelindustrien, vil der opstå mulig inhabilitet. Men at være inhabil i én sammenhæng behøver ikke at være ensbetydende med, at man er korrupt eller uanvendelig i alle sammenhænge. Talrige læger har været involveret i lægemiddelforskning, har undervist eller på anden måde engageret sig i lægemiddeludvikling og har derved opnået øget indsigt. Det ville være idiotisk spild, hvis den ekspertise, der opnås ved sådanne aktiviteter, ikke skulle kunne komme til nytte i samfundet.

Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, opererer med forskellige grader af inhabilitet.

Grad af inhabilitet

Grad 3-inhabilitet findes hos personer, der har en direkte økonomisk interesse i lægemiddelindustrien. Det vil sige, at de aflønnes, modtager honorarer, yder strategisk rådgivning, har ejerskab eller indehaver patenter. Personer med grad 3-inhabilitet bør ifølge EMA ikke deltage i rådgivning eller beslutning i forbindelse med myndighedsbehandling af sager vedrørende lægemidler.

Grad 2-inhabilitet kan være, at pågældende er ulønnet investigator i industrisponsorerede undersøgelser, medlem af en data and safety monitoring board (DSMB) eller ansat i en institution, der modtager støtte fra industrien. Rigtig mange læger må anses for at være grad 2-inhabile - professorerne ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, der har indgået en gigantisk samarbejdsaftale med Novo Nordisk, må ifølge EMA være grad 2-inhabile! De fleste vil nok mene, at grad 2-inhabilitet er mere teoretisk end reel. If. EMA kan personer, der er grad 2-inhabile, deltage i myndighedsbeslutninger om lægemidler, hvis behovet for ekspertise overstiger risikoen. Det er oplagt, at man ikke kan gøre megen nytte i rådgivning om lægemidler i eksempelvis Sundhedsstyrelsens regi, hvis man ikke har den viden, der opnås ved hands-on-arbejde med lægemidler, men det er lige så oplagt, at der kan være (eller synes at være) inhabilitet.

inkomstdeklaration - nej tak

Man kan i et vist omfang deklarere sig ud af problemet, og personligt går jeg ind for oplysninger om industrifinansierede indkomster fra læger og andre, der deltager i statslige og regionale myndighedsbeslutninger om lægemidler (og utensilier, hjælpemidler, apparatur m.v.).

Hvad så med den rådgivning, der udøves af de videnskabelige selskaber? Fornuftigvis bør personer, der udfærdiger guidelines eller yder anden form for rådgivning, deklarere eventuelle interesser, men ellers må det være op til medlemmerne af selskabet at vælge deres talerør, og det må være op til brugerne af guidelines at tage stilling til bias i rådgivningen. Jeg mener ikke, at man kan forlange en indkomstdeklaration. Hvem skulle kunne kræve det? Det kan kun medlemmerne. Så vidt jeg er orienteret, er de videnskabelige selskaber stadigvæk private foreninger.

Når det gælder offentlige myndigheder, må der klare regler til, og EMA's regler kunne være et godt udgangspunkt.