Skip to main content

Læger som vidne

2. nov. 2005
1 min.

Jeg har med interesse læst Sv.Aa. Helsinghoffs indlæg i Ugeskrift for Læger 17. december 2001 nr. 51. Helsinghoff går der i rette med lægers manglende pli i forbindelse med at være indkaldt som vidne og giver en instruktion i korrekt opførsel.

Jeg vil i den forbindelse forespørge til advokaters pli eller mangel på samme i forbindelse med udbetaling af vidnegodtgørelse. Betalingen er jo ikke overvældende, men dommeren kan finde på at forhøje beløbet på 80 kr. til en timeløn på 80 kr. og erkende, at et vidne har et forbrug på fire timer. Spørgsmålet er nu for mig: hvornår bør/skal beløbet udbetales. Jeg blev ved en retssag i august 2001 tilkendt det svimlende beløb af 320 kr. Jeg har i efteråret 2001 telefonisk forespurgt om udbetaling, men jeg har i januar 2002 endnu ikke modtaget penge.

Jeg vil samtidig gerne have at vide, hvor sent før en retssag skal finde sted, er det rimeligt, at man bliver oplyst om, at sagen er aflyst, eller er man som vidne selv forpligtet til at søge de nødvendige oplysninger? Ligeledes er jeg interesseret i at få oplyst, hvem der i tilfælde af forgæves fremmøde skal udbetale rejsepenge og eventuel tabt arbejdsfortjeneste.

Odense, Andrea Jensen