Læger ser sjældent meningitis – og diagnosen er ikke nem at stille. Burde Sundhedsstyrelsen ikke iværksætte et landsdækkende setup, som kan mindske risikoen for fremtidige tragiske forløb?, spørger overlæge. Det gør vi skam også, svarer Sundhedsstyrelsen.
I den senere tid har der været stor bevågenhed om flere tragiske meningitisdødsfald. Patienterstatningen har ved direktør, cand.jur. Karen-Inger Bast til pressen udtalt: Hvis drengene havde fået antibiotika langt tidligere, vurderer vi, at de var i live i dag. Efterfølgende har Styrelsen for Patientsikkerhed politianmeldt to læger.
Fakta
Fører denne nye handlekraft og en prognostisk ret skråsikker udtalelse så til bedre behandling for patienterne? Næppe, men det medfører måske en falsk forventning eller bekræftelse over for befolkningen og pressen om, at meningitisdødsfald kan undgås, og at de, hvis de sker, skyldes lægefejl.
Det resulterer formentlig heller ikke i bedre læger, men avler i stedet frygt, hvilket sjældent er befordrende for udvikling.
Bakteriel meningitis vil stadig være en vanskelig diagnose med høj risiko for et fatalt forløb. Samtidig er antallet af tilfælde faldende, hvilket medfører, at de færreste læger får nogen erfaring hermed. Antallet er så beskedent, at man fra centralt hold har vurderet, at omkostningerne ved vaccination (som kunne have reddet drengene) ikke holder til en cost-benefit-analyse.
Man kan undres over, at Sundhedsstyrelsen ikke har nedsat et udvalg, der løbende vurderer, hvad der fører til klagesager med fatale forløb, og samtidig kommer med nationale handlingsplaner og et setup, som kan minimere disse forløb.
På landsplan foreligger der velfungerende setupper, når det drejer sig om akut koronarsyndrom, apopleksi, torsio testis samt traumer, hvilket har begrænset de fatale forløb, klagesager og presseomtale.
Men når det kommer til meningitis, er alt, som det plejer, hvilket sikkert er årsagen til, at sygehusene ikke mener, at der er sket fejl, da normal praksis er fulgt.
Burde man ikke have udvist rettidig omhu og iværksat et landsdækkende setup, som sikrede, at alle patienter med feber, svær hovedpine og almen utilpashed umiddelbart af visiterende læger kunne sendes med kørsel 1 direkte til en enhed, som uden tidsforsinkelse kunne udføre lumbalpunktur af en certificeret erfaren person, hvorefter behandling kunne iværksættes? Samtidig ville et sådant setup medvirke til at påvise en del encefalitter, som formentlig er underdiagnosticeret.
Som det er i dag, vil jeg vove det postulat, at langtfra alle danske sygehuse ved nattetid er i stand at levere en sufficient indsats. Patienter med feber og hovedpine bliver set af uerfarne KBU-læger, som – hvis de finder tegn til meningitis – først skal konferere og derefter søge at fremskaffe en kollega, som har et minimum af erfaring, til lumbalpunktur.
»Time to needle and treatment« er simpelthen for varierende og personafhængig, hvilket kan være fatalt for patienterne. Er det en systemfejl eller lægefejl?
Sundhedsmyndighederne har talt. Måske skulle de også under tilsyn, så skønnede fejl udmøntes til fordel for patienterne i stedet for status quo.
