Læger ved roret: Vi skal tage ejerskab og styre reformen i mål

2025 er det første af mange reformår, og der er ingen tvivl om, at hvis vi ønsker et sundhedsvæsen i topform – og det gør vi – så skal vi læger tage roret og styre sundhedsreformen i mål.

Den politiske aftale, der står på skuldrene af Sundhedsstrukturkommissionens arbejde, har skabt rammerne, men vi skal med vores faglige ballast og blik for balance i den grad være med til at fylde dem ud. Det er nu, vi som læger skal bringe vores faglighed i spil for at få lavet de fagligt kloge løsninger.

Uden sammenligning i øvrigt er der spor fra tidligere reformer, der skræmmer. Måske husker du folkeskolereformen? Det er vel fair at sige, at den aldrig blev en succes. Det er der en lang række årsager til. Blandt andet den, at lærerne ikke havde ejerskab til reformen.

Afsættet for sundhedsreformen er heldigvis helt anderledes. Der er både bred politisk og lægelig enighed om bagtæppe og behovet for at reformere, ligesom der er enighed om, at status quo ikke er en mulighed. For så sander sundhedsvæsenet til.

Sundhedsvæsenet skal kunne rumme, at der kommer flere patienter, og at flere opgaver skal løses uden for sygehusene. Det er indlysende, at det kræver, at speciallægerne når ud i alle dele af landet. Forudsætningen for det er flere speciallæger og dermed også, at alle de mange læger, der kommer ud fra universiteterne, kan blive speciallæger uden unødige flaskehalse. Sker det ikke, kan vi ikke opbygge den nødvendige kapacitet i hverken praksissektoren eller på sygehusene. Her skal politikere og myndigheder tage ansvar og levere. Uden flere speciallæger kommer vi ikke i mål med sundhedsreformens ambitioner. Som samfund er vi allerede bagude, for det tager mange år at uddanne speciallæger. I 2030 vil der fortsat mangle omtrent 2.000 speciallæger, og medmindre man politisk skruer op for dimensioneringen af speciallægeuddannelsen, vil der mangle 1.500 speciallæger i 2045.

Vi læger skal så tage ejerskab for, at hele omstillingen af sundhedsvæsenet kommer til at stå på et fundament af kvalitet, erfaringer fra den kliniske virkelighed, meningsfuld struktur, partnerskaber og ikke mindst klog prioritering. Selv om det ikke bliver nemt, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at vi som lægestand er klar til at løfte opgaven.

Vi læger skal kunne levere svar på en lang række spørgsmål. Når mere skal varetages i »det nære«, og vi alle samtidig er enige om, at der skal prioriteres, hvilke opgaver skal så fremadrettet kunne løses i praksissektoren, og hvilke opgaver skal helt falde bort eller løses af de patienter, der kan selv? Både fra sygehus, fra almen praksis og speciallægepraksis og fra rækken af sundhedstilbud, vi har i Danmark. Vi skal kunne tage nye teknologier i brug, hvor de giver mening for udredningen og behandlingen. Både fordi de kan give mening for den enkelte patient, og fordi de kan frigøre arbejdskraft, som kan bruges til at tage hånd om de patienter, der eksempelvis har behov for at møde fysisk op. Samtidig skal vi gøre vores til at bedre lægedækningen via partnerskaber mellem afdelinger og andre løsninger, vi selv udtænker.

I det hele taget er de ovenstående overvejelser helt nødvendige, og det er så langtfra en udtømmende liste. I lyset af den demografiske udvikling og forventningen om de mange flere opgaver, den vil medføre, er det centralt, at prioritering, kapacitet, kvalitet og patientsikkerhed bliver omdrejningspunktet for omstillingen.

Igen, med andre reformer in mente, er det afgørende, at vi læger selv tager ejerskab og finder løsninger. Ingen har interesse i, at vi bliver påduttet uigennemtænkte løsninger udefra, da de har en tendens til at bestå mere af pisk end gulerod. Vi både kan og skal tage ejerskab selv og styre reformen i mål.