»Lægerne har da ingen holdning«

En frit opdigtet historie om et møde på Stamcellecaféen i landet Mini-USA.

Mustapha Mond, fagforeningsboss for landets lægeforening, og hans spindoktor PR sad i et afsides hjørne af caféen og talte sammen over frokosten, caféens lækre fiskeanretning med stormmågeæg.

MM: »Min regeringskontakt, din spindoktor kollega, har igen ønsket en positiv støtte til stamcellelovforslaget fra lægerne«.

PR: »Det bliver svært med en positiv støtte til noget som helst fra lægerne. De har ingen holdning«.

MM: »Nu er du for hård. Vi går da ind for et moderne rationelt sundhedsvæsen der bygger på evidensbaseret medicin. Vi går ind for kvalitetssikring og patientsikkerhed. Og vi ønsker et sammenhængende sundhedsvæsen for at kunne bevare disse værdier«.

PR: »Kvalitetssikring og patientsikkerhed er overfladiske floskler, som I læger bruger til at dække over, at I ikke har et værdigrundlag eller en religion, en tro«.

MM: »Nu er du igen for hård. Vi læger har da patienten i centrum, vi er naturvidenskabeligt skolede og bygger på den evidensbaserede medicin, på rationelle facts. Patienterne kan da kun være tjent med at få en dokumenteret behandling. Alt andet ville være uetisk, og det er meget magtpåliggende for os læger, at etikken er i orden«.

PR: Ja, I læger bruger jo netop etikken som dække over jeres manglende tro og religion. Og uden tro og religion bliver I så lette at manipulere. Bemærkede du ikke, at reaktionerne på min prøveballon om stamcelleforskningen i Ugeblad for Biomedicinere var religiøse, og der var ikke en eneste læge der reagerede. Nej, regeringen ved godt, at modstanden mod lovforslaget om stamcelleforskning ikke kommer fra lægerne. Modstanden kommer fra religiøse fanatikere blandt politikerne, og det er for at lukke munden på dem at regeringen ønsker en klar og tydelig og positiv tilkendegivelse fra lægeforeningen. Det er virkelig et betydningsfuldt lovforslag, både for forskningen her i landet og ikke mindst økonomisk.

Hvis ikke det lovforslag kommer på plads, kan landet godt vinke farvel til store investeringer i biotech-industrien fra de multinationale medicinalfirmaer«.

MM: »Men er etikken i orden? Kan der skaffes stamceller nok?«

PR: »Nu er det jo mig der er ekspert i etik, så det kan du trygt overlade til mig. Regeringen går ind for »noget for noget«. De par der får hjælp til barnløshedsbehandling, skylder da samfundet noget. Så hvad er mere naturligt, end at de donerer de æg, de alligevel ikke selv skal bruge. Her må lægerne bare tage sig sammen og give en ordentlig information. Ligesom med hjernedødskriteriet og transplantation«.

MM (mumler): »Læger ønsker at bekæmpe social ulighed i sundhed«.

PR: »Ja, undskyld mig. Hvornår har lægerne sidst kæmpet for andet end deres egen økonomi? Så de har da ikke noget at lade medicinalindustrien høre. Medicinalindustrien har økonomi som deres primære mål, den har ikke nogen social forpligtelse. Den har kun den moralske forpligtelse over for aktionærerne. Det betyder jo så, at de i deres forskning skal skele til, hvordan de kan få pengene ind igen. Det kan man ikke ved forskning i medicin til bekæmpelse af sygdomme som malaria og aids i ulandene.

Men det kan man ved at satse på medicin til ilandssygdomme som Parkinsons sygdom og Alzheimers sygdom.

Nej, lad nu bare mig om den positive støtte til stamcellelovforslaget med en god kronik i Ugebladet, hvor jeg igen vil slå fast, at religiøse argumenter ikke kan bruges, når det gælder hensynet til patienterne«.

Litteraturliste fås ved henvendelse til forfatteren