Senest på Lægedage så jeg, at Lægernes Pension & Bank reklamerede med, at banken er lægernes bank. Havde de været et medicinalfirma, havde banken nok fået en bøde fra ENLI. Jeg har haft erhvervskonto hos Lægernes Pension & Bank i mere end ti år, men for nogle måneder siden fik jeg at vide, at i forbindelse med en ændring at mit selskabs status var det ikke muligt at fortsætte mit engagement i banken som erhvervskunde. Årsagen var, at mit holdingselskab ikke havde en lægeaktivitet som branchekode. Så pr. 31.12.2021 lukkede banken min konto.
Jeg er også kunde privat og har lige solgt hus med overtagelse den 31.3.2022. I den forbindelse spurgte jeg banken, on det var muligt at låne til udbetaling på en lejlighed, mod at jeg betalte det tilbage, når ejendomshandlen var gennemført – og hvor provenuet bliver indbetalt på en konto i Lægernes Pension & Bank. Svaret var nej, idet jeg ikke er medlem af banken, da jeg sidste år flyttede min pension til AP Pension. Selvom jeg i mere end 25 år har arbejdet med sundhedsvæsenet og er medlem af såvel Lægeforeningen som Foreningen af Speciallæger, er jeg åbenbart ikke læge nok for Lægernes Pension & Bank.
Jeg har gennem årene læst flere kritiske indlæg i Lægernes facebookgruppe – selvom der også er tilfredse kunder indimellem. Med mine to seneste erfaringer er jeg nået til den beslutning, at jeg i forbindelse med salg af hus opsiger mit engagement i Lægernes Pension & Bank.
Fakta