Ugeskrift for Læger bragte den 5. december 2024 en artikel med titlen »Medicinstuderende udskifter kitlen med sløringsuniform«.
Her kunne man læse, at medicinstuderende ved Aalborg Universitet i den nærmeste fremtid skal kunne komme på klinikophold i militæret med det erklærede formål at »opbygge en tung kampklar brigade«.
Mens krig hærger store dele af verden og spreder død og tragedie, ser vi, hvordan medier og politikere spiller på befolkningens frygt. Nu skal lægerne også spille en rolle i denne militarisering. Vi forberedes mentalt på storkrige, menneskeskabte katastrofer og ødelæggelser i magthavernes kamp om territorier og ressourcer.
Flere læger skal nu tilknyttes Forsvarsministeriet og potentielt udsendes til områder uden for Danmarks grænser. Formålet er at bistå i internationale operationer, der ofte omtales som en del af kampen for »vestlige værdier«, men som tidligere erfaringer fra krige i blandt andet Irak og Afghanistan har vist sjældent fører til de erklærede mål om frihed og demokrati. I stedet efterlader de ofte ødelæggelse, traumer og ustabilitet.
Selvfølgelig skal vi kunne forsvare vores land og værne om vores værdier, men vi bør finde en balance, hvor vi prioriterer menneskeliv og fællesskab højere end frygt og destruktion. At kunne forsvare sig er en nødvendighed i en uperfekt verden, men det må aldrig blive en undskyldning for at optrappe konflikter eller tilsidesætte de idealer, vi som samfund påstår at forsvare: fred, medmenneskelighed og værdighed.
»Vi bør derfor stå fast på, at vores plads er ved sygesengen, ikke på slagmarken«Iman Ibrahim
Det kan virke som en naiv betragtning at sige, at vi ikke bør lade os styre af frygt – især når verden føles som et mere og mere usikkert sted. Men hvad er alternativet? At lade frygten diktere vores handlinger? Frygt kan skabe øjeblikkelig handling, men det er kærlighed og medfølelse, der skaber varige løsninger. Jeg vælger at tro på, at vi kan og bør styres af kærlighed – ikke som en følelse alene, men som en overordnet livsfilosofi.
De, der ønsker, at vi frygter, vil ofte sige, at der findes mennesker og kræfter, som er så onde, at de kun kan mødes med vold. Men vi bør spørge os selv: Er vold og militarisering den bedste løsning? Historien viser, at krige sjældent løser problemerne. De skaber flere døde, flere ødelæggelser og flere generationer af vrede og traumer. Irak og Afghanistan er eksempler på, hvordan »befrielseskrige« har efterladt millioner i fattigdom, skabt flygtningestrømme og tab af håb. Så hvorfor insisterer vi på at gentage de samme fejltagelser?
En tankevækkende idé, som en bekendt engang sagde til mig, lyder: »Tænk, hvis de penge, vi bruger på militær, blev investeret i folket – både vores eget og de mennesker, vi frygter. Måske kunne vi skabe fred, mindske lidelse og undgå ødelæggelse«. Mange vil kalde det naivt, men er det virkelig mere naivt end at tro, at endnu flere bomber og soldater vil skabe sikkerhed?
Som læger har vi en særlig rolle. Vores kald er at helbrede, ikke at ødelægge. Vi lærer at finde løsninger, ikke at eskalere problemer. Vi bør derfor stå fast på, at vores plads er ved sygesengen, ikke på slagmarken. Hvis vi i stedet bruger vores energi og ressourcer på at forbedre folkesundheden, uddanne fremtidige generationer og investere i forebyggelse, vil vi som samfund stå langt stærkere.
Militarisering handler i sidste ende ikke kun om våben, men om en tankegang. Hvis vi som samfund konstant forbereder os på krig, vil vi til sidst se krig som løsningen på alle problemer. Men hvis vi investerer i fred, dialog og menneskelige relationer, skaber vi et fundament, hvor frygt ikke længere har samme magt over os.
Så ja, måske er det naivt at håbe på en verden, der styres af kærlighed frem for frygt. Men for mig er det langt mere naivt at tro, at frygt og vold nogensinde vil skabe den fred, vi alle længes efter. Lad os finde modet til at prioritere folket og de værdier, vi ønsker at bevare, frem for at lade os rive med af frygtens og krigens logik.
