Lægerollen før og nu

Når man igennem mange år har fremhævet, som en personlig erkendelse, at frihed forvaltes bedst ved, at man i frihed pålægger sig selv bundne opgaver, må en henvendelse fra redaktøren af Ugeskriftet om at beskrive lægerollen før og nu naturligvis tages alvorligt.

Da der ikke eksisterer sammenlignende tilfredshedsundersøgelser gennem de seneste 50 år, som er min erfaringsperiode, må andet end kvantitativ evidens bruges, i form af multiple indtryk. Og her taler mine egne fra mange kursussituationer ikke mod redaktionens oplæg.

Løn- og arbejdsvilkårene var helt anderledes, bestemt ikke efterlignelsesværdige, men alligevel i nærhistorisk lys ikke ufrugtbare, trods de 2- eller 3-skiftede, bundne døgnvagter, de ca. 500 kroner i udbetalt månedsløn, de ikkeeksisterende anæstesiologiske afdelinger, klinisk-kemiske afdelinger og blodbanker, og de små 6-personers lægeskabe til 120-140 senge. Udbyttet af stavnsbindingen og den apparaturfattige kliniske indsats var imidlertid en næsten 100%'s opfølgning af de kliniske forløb, som den i dag næsten kun kendes inden for almenmedicinen. Muligheden for at nå relativt langt dia-gnostisk var sygehistorien, egne iagttagelser og det apparatur, som kunne rummes i kittellommen. Denne barfodslægelige kompetence havde i dagens lys sine meget store mangler, men også elementer, som i dag er en mangelvare pga. den fragmenterede eller helt manglende opfølgning af de enkelte kliniske forløb.

Patienterne var positive, ofte taknemmelige, meget sjældent aktive i klagesager, efter dagens normer utvivlsomt for autoritetstro, men også meget åbne i patient-læge-kontakten, som blev mere fortrolig pga. kontinuiteten. Heller ikke her skal eller kan udviklingen rulles tilbage, men en yderligere indsats til fremme af kontinuitet via 1-2 faste lægelige nøglepersoner for hver patient er endnu ikke blevet normen over-alt. Det politisk-administrative niveau var ikke blevet »djøficeret«, og uden at det blev nævnt eksplicit, var samarbejdet præget af grundsætningen om, at man ikke isoleret kan lede noget, man ikke har indsigt i.

Medierne var fair over for lægearbejdet, sommetider nok præget af for megen ærefrygt, nu og da helt til en for læger belastende tildelt helterolle. Der sås også mere på fremskridtene end på, hvad der manglede i en tænkt fuldkommenhed. Fejl og ulykker på sygehusene var ikke tabubelagt, men »lægefejl« og »lægesjusk« var ikke journalistiske standardudtryk. Grundvidenskabelige nyheder var en mindre del af lægestoffet i modsætning til i dag, hvor dette vigtige stof udgør en hovedkilde til sundhedsfaglige nyheder, men hvor en journalistisk uddannelse i videnskabelig kildekritik stadig ikke eksi-sterer i tilstrækkeligt omfang.

Tidligere tiders indføring i de ikketekniske sider af lægearbejdet, dvs. empatien og omsorgen i tilfælde af uhelbredelig sygdom, eller ved dødsfald, hvilede heller ikke den gang på systematisk undervisning. Men den tætte patientkontakt gav grundlag for opmærksomhed og nærvær, på trods af - og paradoksalt på grund af - de lange arbejdsforløb.

Heller ikke her bør de daværende vilkår ekstrapoleres til i dag, men de spæde initiativer til at lade humanistisk medicin være en integreret del af de præ- og postgraduate lægeuddannelser udgør et vigtigt signal for fremtidens uddannelsespolitik.

Nutidens mange nye diagnostiske og terapeutiske muligheder, en stærkere forbruger - (indimellem næsten supermarkeds-)indstilling hos en del patienter og resurser, som ikke følger med, har fået de forventede negative konsekvenser. På denne baggrund er det forståeligt, men ikke acceptabelt, at de bløde sider af lægearbejdet fravælges ved stort arbejdspres, og at især de unge læger, som befinder sig i den kliniske frontlinje, frustreres af at vide, hvad der omsorgsmæssigt burde gøres, men ikke kan gøres i en konkret situation.

Brydes denne demotiverende kobling ikke, og anerkendes begrebet arbejdsglæde ikke som den personlige side af den meteorologiske metafor, arbejdsklima, får det danske sundhedsvæsen et ulivssår, som vi hverken kan »djøficere« eller teknificere os ud af.