Lægeromaner som supplement til medicinsk litteratur i den lægelige (videre)uddannelse

Interessekonflikter: ingen

Nadia Lander Landex (NLL) konkluderer i en originalartikel i Ugeskrift for Læger, at »lægeromaner omhandler emner af faglig og lægekulturel relevans for lægefaglige læsere ...« [1]. Vi er glade for, at NLL henleder studerende og kollegers opmærksomhed på værdien af den skønlitteratur, der omhandler lægers verden, men er også bekymrede for nogle af NLL's udsagn og konklusioner:

1. De fire »lægeromaner« (og tre forfattere), der udgør NLL's empiriske materiale, er et noget begrænset materiale at generalisere ud fra, såvel hvad angår kvantitet som kvalitet. Når det gælder kvaliteten, fortæller NLL da også selv, at netop den litteratur, hun har udvalgt til sin undersøgelse, hører til genren »triviallitteratur«, hvorfor »der næppe er mange læger blandt lægeromanernes læsere«. Og lægeromaner i denne sammenhæng er romaner om mandlige lægers romancer med yngre kvindelige kolleger og sygeplejersker, der også nyder betegnelsen »lufthavns-« eller »kiosklitteratur«.

2. NLL anfører, at de mange kvinder på medicinstudiet og blandt yngre læger »i høj grad vil kunne identificere sig med hovedpersonernes sociale forhold«. Det skal man nok ikke ønske for sine kolleger al den stund, at der, som omtalt, er tale om banale romancer i triviallitteraturen. Der er derimod behov for seriøse beskrivelser af netop kvindelige læger. Dette har længe været et savn i den traditionelle romanlitteratur, hvor lægen, når en sådan optræder, næsten altid er en mand.

3. Lægeromanernes »faglige relevans«, som NLL ofrer en del opmærksomhed på, synes temmelig irrelevant, hvad enten det drejer sig om »lødig litteratur« eller som her: »triviallitteratur«. Skønlitteraturens uddannelsesmæssige værdi, når en sådan findes, skal først og fremmest vise sig i dannelsen af lægens professionsidentitet og i refleksioner over denne samt i udvikling af narrative kompetencer, der bringer lægen tættere ind på livet af patienten og dennes historie.

NLL anfører endelig, at hun ikke er bekendt med, at skønlitteratur hidtil har vundet indpas i curriculum i Danmark »i hvert fald ikke som fast studieelement«. Forsøg med skønlitteratur i prægraduat studenterundervisning har faktisk fundet sted ved alle danske lægeskoler. Ved Aarhus Universitet udbydes nu hvert år som »fast studieelement« kurset »Den gode læge«, om lægegerningens humanistiske kompetencer belyst gennem litteraturen og filosofien. Dette kursus er beskrevet i Ugeskriftet, hvor eksempler på den anvendte litteratur kan findes, og hvor de undervisningsrelevante emner diskuteres [2]. Som en integreret del af kurset drøftes også, hvilke typer af litteratur der er relevant i forhold til de opstillede kursusmål, og i denne forbindelse er trivial- eller kiosklitteraturen ikke fundet særlig studierelevant.

1. Landex NL. Lægeromaner som supplement til medicinsk litteratur i den lægelige (videre)uddannelse. Ugeskr Læger 2011;173:3181-4.

2. Vestergaard P, Gormsen L, Christiansen K. Lægerollen belyst gennem litteratur og filosofi. Ugeskr Læger 2010;172:3404-6.

> Svar:

Læge, klinisk assistent, ph.d. Nadia Lander Landex, Hjerteafdelingen, Hvidovre Hospital. E-mail: landex@dadlnet.dk

Interessekonflikter: ingen

Vestergaard et al kommenterer »Lægeromaner som supplement til medicinsk litteratur i den lægelige (videre)uddannelse« bragt i det såkaldte julenummer af Ugeskrift for Læger, der indeholder artikler »med skæve vinkler« og »en vis underholdningsværdi« (Ugeskr Læger 2011; 173:3168). Artiklen skal ses i netop det lys, og derfor har Vestergaard et al ingen grund til bekymring over de udsagn og konklusioner, jeg fremkommer med, men jeg beklager, at et humoristisk indslag har foranlediget en sådan bekymring.

For så vidt de enkelte punkter:

1. Artiklens materiale er triviallitteratur, og der gøres intet forsøg på at ophøje denne til »stor« litteratur. Artiklen omhandler, som det fremgår, lægeromaner, og det forsøges ikke at drage konklusioner om den generelle relevans af skønlitteratur i lægeuddannelsen.

2. Jeg står ved mit udsagn om, at der vil være kvindelige læger, der vil kunne identificere sig med hovedpersonernes sociale forhold, der som nævnt omfatter problemstillinger ud over de romantiske, men jeg må beklage, at mine udsagn om sociale forhold har været uklare nok til at give anledning til at fokusere alene på banale romancer. Af artiklen fremgår, at de fire lægeromaner er bygget over en ensartet skabelon med mandlige læger som helteskikkelser. Seriøs litteratur med kvindelige læger i hovedrollen er afgjort ønskelig.

3. Mine overvejelser om lægeromanernes faglige indhold bruges netop til at underbygge, at lægeromaner ikke er en effektiv tilgang til erhvervelse af faglige kompetencer. Den praktiske inddragelse af litteratur i den lægelige (videre)uddannelse vil jeg overlade til andre, men min personlige holdning er, at humanistiske, herunder litterære, interesser vil virke befordrende på mange lægers virke og med fordel kunne inddrages i større omfang på medicinstudiet end aktuelt. Jeg er ikke bekendt med, at der i min studietid (1999-2005/2006) ved Københavns Universitet var et tilbud af en art, som Vestergaard et al nævner, om end dette givetvis ville have haft større (ud)dannelsesmæssig værdi end eksempelvis de forelæsninger om canadiske havodderes temperaturregulering, som indgik i fysiologiundervisningen. Vestergaardet al kan have ret i, at jeg burde have formuleret mit udsagn om det medicinske curriculum i overensstemmelse med nævnte artikel, men det ville ikke nævneværdigt påvirke artiklens indhold om lægeromaner, da sådanne næppe har en plads på et seriøst kursus.

I betragtning af den akkuratesse, med hvilken Vestergaard et al har læst og kommenteret artiklen, vil jeg sluttelig anføre, at Vestergaard et al (i den version af indlægget, jeg fik fremsendt) har skrevet mit navn forkert.