Lægers ansvar i fattigdomsproblematikken

Interessekonflikter: ingen

I den verserende fattigdomsdebat kan man, frem for at fokusere på hvor høje sociale ydelser som kontanthjælp og lignende skal være, overveje, hvorledes man sikrer, at mennesker er henvist til sådanne midlertidige offentlige ydelser kortest muligt.

Selvom kontanthjælpsmodtagere i princippet skal være til rådighed for arbejdsmarkedet, vil disse og naturligvis også sygedagpengemodtagere og en del langtidsledige være karakteriseret af nogle helbredsproblemer, først og fremmest bevægeapparatssmerter og/eller depression, angst, stress, udbrændthed, posttraumatisk belastningsreaktion eller andre psykiatriske diagnoser.

Hos mange af disse mennesker er helbredsproblemerne kombineret med forskellige belastende sociale faktorer, og jeg tror, at det her er vigtigt at være opmærksom på, at vi som læger ofte ikke har tilstrækkelige informationer eller måske ikke tilstrækkelig indsigt til at kunne danne os et billede af det hele menneskes situation.

Det moderne samfund er præget af en spinkel viden om andre samfundsgrupper end den, vi selv tilhører. Vi går ikke mere i den samme folkeskole, vi leger ikke på tværs af sociale skel, vi mødes ikke i idrætsforeningerne til holdsport, og vi ved ikke, hvad andre mennesker arbejder med. Langt de fleste læger rekrutteres fra de øverste socialgrupper, og vi er måske ved at nærme os et punkt, hvor læren om andre menneskers liv skal indgå i medicinstudiet.

Når vi samtidig tænker på, at de hyppigste kontakter i sundhedsvæsnet kommer fra socialt mindre heldigt stillede mennesker, tror jeg, at vi som læger ofte kan stå i den situation, at vi i forsøg på at yde omsorg - ud fra vores egen referenceramme - hæfter diagnoser på liv, som vi ikke kender til. Dette kan være medvirkende til, at mennesker alt for længe hænger fast i et forsørgelsessystem, som det ellers kun var meningen, man skulle opholde sig i ganske kortvarigt.

Vi har som læger en forpligtelse til at overveje, om det i sådanne situationer er det rigtige at bruge diagnoser til at legitimere en nedsat funktionsevne, eller om en bredere vurdering af menneskers liv kunne være mere relevant.