Lægers retssikkerhed i klagesager og den lægesagkyndige

Der har i den seneste tid i Ugeskrift for Læger været en tiltrængt debat om klagesystemet i Styrelsen for Patientklager (STPK) og tilsynssager i Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS). STPS behandlede tidligere også patientklager.

I en klage over en læges behandling vil STPK typisk indhente en vurdering fra en lægesagkyndig, som er en kollega, der arbejder som konsulent for STPK. Lægges der op til kritik af lægen, har lægen mulighed for at gøre indsigelse, og lægen kender her den sagkyndiges navn. Der indhentes stort set aldrig en second opinion fra en anden sagkyndig.

Jeg har i to klagesager erfaret, at den lægesagkyndige ikke var objektiv og ikke behandlede min sag uvildigt. Den ene sag handlede om en borger af anden etnisk baggrund, der ønskede førtidspension og mente, at han led af PTSD. Det fandt jeg ikke i forbindelse med udfærdigelse af hans speciallægeerklæring, og det klagede han over. Den sagkyndige, der er professor i psykiatri, fandt, at jeg havde overset en PTSD-diagnose, og udtalte, at min erklæring ikke blot lå »under almindelig faglig standard«, men »væsentligt under«. Samme professor havde to år forinden i forbindelse med, at jeg havde udgivet bogen »Medicin der dræber«, hvori jeg i et kapitel havde problematiseret visse lægers omgang med medicinalindustrien, sendt en byge af vrede e-mails til mig sluttende med, »at jeg skal tale med min psykiater«. Vedkommende antydede altså , at jeg er psykisk syg. Tilfældigvis kunne jeg genskabe disse mails og sendte dem til STPS, der herefter var enig med mig i, at den sagkyndige var inhabil. Jeg fik en second opinion, og nu levede min erklæring pludselig op til »almindelig faglig standard«, og der blev ikke udtalt kritik af mig.

I en anden sag, der også omhandlede en borger, der ønskede førtidspension, havde jeg i min erklæring skrevet, at den »foreløbige diagnose« var en depression, men pga., at patienten fremstod kognitivt yderst påfaldende, foreslog jeg en somatisk udredning, herunder en hjerneskanning. Så fik patienten ikke tildelt førtidspension og klagede herefter over min erklæring. Den sagkyndige, der er overlæge på en specialklinik for affektive sygdomme, mente, at det var »under faglig standard« at stille diagnosen depression, hvilket jeg jo ikke havde gjort. Diagnosen var en foreløbig diagnose; en arbejdsdiagnose. Gudskelov var STPS enig med mig og underkendte den sagkyndiges vurdering.

I alle specialer kan der forekomme fagkampe og negative følelser vedr. kollegaer. Men hvis en læge som sagkyndig misbruger sin magt til at tryne en kollega, som han ikke kan lide, har den indklagede læges retssikkerhed et stort problem. Sagsbehandleren i STPK og STPS er jo ikke læge og må langt hen ad vejen støtte sig til den sagkyndiges vurdering.

Får at undgå »justitsmord« af læger har jeg derfor to forslag, som jeg håber, at Lægeforeningen vil gå videre med:

1. Lægges der op til kritik af en læge, bør der som udgangspunkt altid indhentes en second opinion fra en anden sagkyndig. Det vil naturligvis forlænge sagsbehandlingstiden, men det er ventetiden værd at optimere den indklagede læges retssikkerhed.

2. Den indklagedes navn bør anonymiseres over for den sagkyndige, som kun skal forholde sig til selve behandlingen. Lægens navn er irrelevant for den sagkyndige.

Disse ændringer vil sikre, at andre læger ikke bliver udsat for den samme uretfærdighed, som jeg er blevet. Det er altså ikke altid STPK og STPS, der er skurken. Vi har i egne rækker enkelte brodne kar, der ikke kan håndtere magt og falder for fristelsen til at give en kollega, som irriterer dem, en mavepuster.

 Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) gør opmærksom på følgende vedr. sagsbehandlere: »STPS har altid en sundhedsfaglig sagsbehandler med på sagen«.

Redaktionen