Lægevagten, rekruttering og den praktiserende læge anno 2009

Det er en interessant debat, som praktiserende læge Kristin Kristiansdottir åbner i Ugeskriftet (2009;171:1310) vedr. lægevagten, vilkårene og den dårlige betaling herfor.

Det er mange år siden, at uddannelsen til alment praktiserende læge blev gjort til en speciallægeuddannelse på linje med andre speciallægeuddannelser. Honoraret er dog lavere i dagtid, og vagtshonoraret er også lavt, og for nogle læger medfører det endda indtægtstab at passe lægevagten. Sammenligner man sig med andre faggrupper, som rykker ud på tilkald og har kortere uddannelse, er deres aflønning væsentligt højere, og sammenligner vi os med andre selvstændige erhvervsdrivende akademikere, er deres honorar også højere.

Penge er ikke alt, men ser man på arbejdstiderne, ønsker regionerne aften- og weekendåbent. Dertil kommer lægevagten, som er tvungen i en del af landet, og da det efter nattevagt ikke vil være forsvarligt at passe klinikken, mangler der en læge i dagtid til gene for patienter og driften af praksis.

Hertil kommer det paradoks, at regionerne vil have flere arbejdsopgaver og patienter ud i almen praksis, samtidig med at antallet af praktiserende læger falder. Løsningen for regionerne er større lægehuse med hjælpepersonale, men det kræver stadig, at der er en læge til stede, for der er opgaver, som hjælpepersonale ikke kan udføre.

Oveni er det bekymrende, at nogle praktiserende læger er bange for, at noget går deres næse forbi, og mener, at alt hører praksis til, selvom betaling og ekstra tid ikke følger med.

Cirklen kører videre rundt og i den gale retning. Jo mere surt, besværligt og hårdt det er at arbejde som praktiserende læge, desto flere går på pension, sygemeldes eller lukker bare praksis. Hermed bliver der endnu færre læger til at varetage opgaverne, og rekrutteringen til almen praksis falder også, idet livet som praktiserende læge bliver mindre og mindre attraktivt.

Formand for PLO, Michael Dupont, skriver i sit svar til Kristin Kristiansdottir (Ugeskr Læger 2009;171:1311), at han mener, at lægevagten er en naturlig del af almen praksis, og retfærdiggør det med, at der ved medlemsundersøgelsen kun var 25% af medlemmerne, som ville af med lægevagten. Jeg vil vende det om og sige, at når så mange som en fjerdedel af medlemmerne vil af med lægevagten, er det noget, som PLO burde se på og gøre noget ved.

If. Michael Dupont har PLO stillet krav om øget vagthonorar fra næste overenskomst, hvilket er fint, men ikke godt nok! Der også er andre årsager til, at »kun« 25% ikke ønsker vagtarbejde, og hvis mulige kommende almenmedicinere tænker ligesom de 25%, og med den udsigt, der er til øget vagtbelastning, når flere »ældre« praktiserende læger stopper, fravælger de almen praksis.

Hvis man vil gøre almen praksis mere attraktiv, burde man fjerne kravet om tvangsudskrivelse til lægevagten samtidig med øget honorar. De, som føler sig kaldet til lægevagten, kan fortsætte med det, og de, som ikke ønsker det, behøver ikke at vælge almen praksis fra for at undgå det.

Praktiserende læger kan ikke undværes i dagtid i almen praksis, men de kan sagtens undværes i vagttid, hvor det mest af alt drejer sig om brandslukningsopgaver.

Vi og PLO skal huske på, at vi er dygtige, højtuddannede speciallæger. Vi kan klare et stort spektrum af sygdomme uden at henvise videre. Vi har samme værdi som andre speciallæger. Desuden er vi arbejdsgivere, ikke ansatte, som der skal dikteres ting til. Vi er samarbejdspartnere, ikke stikirenddrenge/piger.

Vores arbejdsopgaver og -tid skal bruges mest konstruktivt på det, som vi er bedst til: Udrede og behandle den almindelige befolkning, forebygge sygdomme, fange »nålen i høstakken« og være nøgleperson for vores patienter.