Lægevidenskabelige begreber fordrer indhold

I en nylig statusartikel fra DADL's sundhedskomité beskæftiger Lene Falgaard Eplov et al [1] sig med »recovery-bevægelsen«.

Blandt faktorer af vigtighed for recovery nævnes først »egen vilje, egne anstrengelser og målbevidste handlinger«. Forfatterne placerer således et betydeligt ansvar for remission på patientens eget selv, som igennem 100 år er blevet erkendt som værende sygt, som led i den skizofrene grundlidelse (Eugen Bleuler [2] og hans samtidige). Skizofreni er en sygdom, der i høj grad udspilles i selvet, hvorfor en distinktion mellem sygdommen og sygdommens subjekt ikke kan gennemføres fuldt ud. Denne grundlæggende selvforstyrrelse ytrer sig bl.a. som en svigtende implicit forståelse af omverdenen og andre, en pinefuld fænomenologisk distance i handlelivet og perceptionen samt svigtende evne til målbevidst planlægning.

Hvornår og hvordan patienten i et behandlingsforløb kan tillægges autonomi og hermed en bestemt grad af ansvar, er kontekstafhængigt, individuelt og kræver et kendskab til den skizofrene selvpatologi og dynamik og samtidig respekt for patienten som det subjekt, hun/han aldrig ophører med at være. Det er derfor i psykiatrisk sammenhæng et fundamentalt, både naivt men også alvorligt, fejltrin at opfatte ansvaret for remission af skizofreni som betinget af patienternes viljes-akt. Forfatterne anfører også, at recovery-bevægelsen (sic!) »kan betragtes som et sundt og nødvendigt modtræk mod lægens tilbøjelighed til at kronificere psykiatriske patienter.« De påkalder sig »klinikerens illusion« - et epidemiologisk fænomen, som intet har at gøre med »kronificering« af patienterne, men som viser sig ved, at klinikerne er tilbøjelige til mere pessimistisk syn på sygdommens prognose, end det er berettiget ud fra epidemiologiske langtidsstudier. Men der findes patienter, som qua udtalt jegforstyrrelse med disorganisering og/eller produktiv psykose fordrer hospitalsbehandling, hyppigt og/eller langvarigt. Forfatterne kalder det klinikerens bias, vi kalder det klinikerens (og patienternes samt de pårørendes) virkelighed. Statusartiklen, som i øvrigt bygger på tre egentlige arbejder og ti andre publikationer, taler om »recovery-bevægelsen« som et paradigmeskifte (men uden at bemærke en disproportion). Men den handler om et pseudobegreb, som allerede dækkes af de veletablerede termer behandling, remission, og rehabilitering. Denne »Newspeak« indebærer en begrebsmæssig inflation i vores hverdag. Vi kan således allerede se for vores øjne en kommende æra med recovery-kurser, recovery-konferencer og måske en recovery-forvaltningssøjle. Snarere end et paradigmeskifte fra lægevidenskab til »recovery-bevægelse« vil vi derfor anbefale et dramatisk kursskifte i DADL's faglige aktiviteter.

SVAR: