Lægevidenskabens sprog

En forfatter bør ikke beklage sig over en kritisk anmeldelse, ligesom han ikke bør takke for en god, men han må have lov til at tage til genmæle, når en anmelder har misforstået sin opgave. Min bog »Lægevidenskabens sprog - fra Hippokrates til vor tid« indeholder et lille kapitel på 6½ side om retstavning i medicinsk faglitteratur, og her kritiserer jeg de nugældende principper, bl.a. fordi de skaber problemer i medicinske leksika og indekser. Skal man søge under »k« eller »ch« osv.? Søren Nørby er på dette punkt uenig med mig, hvad han skal have lov til at være, men uheldigvis har det bevirket, at hans anmeldelse af min bog i Ugeskriftet (2003;165:3664-5) næsten udelukkende handler om dette formelle problem. Om bogens øvrige kapitler anføres kun, at jeg ikke har fortalt, hvordan man på engelsk udtaler egennavnet Caius, og at jeg har taget det for givet, at læseren har hørt om Chaucer. Det er alt. Med andre ord fortæller Nørby slet ikke Ugeskriftets læsere, hvad denne bog handler om, ud over det lille kapitel om ortografi. Jeg skal selvfølgelig ikke her begynde at anmelde min egen bog, men jeg skal ikke undlade at nævne, at ortografi for mig er en detalje, og at jeg selv ser bogen som en øvelse i det kulturelt set meget spændende emneområde, som rettelig kan betegnes medicinsk filologi. Bogen indeholder en del lingvistiske betragtninger, som forudsætter sproginteresse hos læseren, men en sådan er der da en del læger, der har. Det må være et af formålene med en anmeldelse, at den formidler kendskabet til den pågældende bog til den potentielle målgruppe, og i dette tilfælde er målgruppen ikke blot dem, der vil diskutere ortografiske problemer. Til sammenligning vil jeg tillade mig at nævne, at det lykkedes Jørn Lund i sin anmeldelse af bogen i Politiken (31.5.2003) at give en kortfattet, men dækkende gennemgang af dens indhold, selvom han måske også er uenig med mig, når det gælder den rette stavemåde.