Lægevidenskabens sprog - fra Hippokrates til vor tid

Såfremt en musikanmelder ikke kender Buxtehude eller en sproganmelder ikke har hørt om forfatteren til »Canterbury Tales« vil jeg mene, at begge har en vanskelig sag. I sin anmeldelse (Ugeskr Læger 2003;165:3664-5) af ovenstående værk indrømmer Søren Nørby, at han ikke har hørt om Chaucer. Jeg er på flere punkter helt uenig med Søren Nørby i hans anmeldelse og dennes niveau, og ønsker at fremføre følgende betragtninger.

Henrik R. Wulff har skrevet et dybdegående værk om den sproglige udvikling inden for lægevidenskaben. Ifølge sagens natur anlægger forfatteren en dansk synsvinkel, om end der hele tiden drages mange og yderst interessante sammenligninger til andre europæiske sprog. Bogen er inden for de enkelte kapitler meget systematisk opbygget med en flittig og hjælpende konneks til tidligere og kommende begreber/ emner/tekster. Der er tale om særdeles interessant læsning. Dette skyldes ud over forfatterens helt enestående viden om emnet, ikke mindst de talrige velvalgte eksempler og balancen mellem disse. Der omtales en række relevante historiske forhold, men bogen er ikke detaljeret medicinalhistorie.

Danske forhold er interessante derved, at vi var et af de lande, der længst bevarede lægelatinen i journal- og faglig kommunikation. Første lidt før midten af 1800-tallet overgik vi til lægedansk, en overgang, der som venteligt var vanskeligere for nogen end for andre.

Den medicinske udvikling tog fart i 1800-tallet og var præget af tysk og fransk, sprogområder der i høj grad fortsatte med at anvende græsk-latinske termer. Fra sidste halvdel af forrige århundrede er al udvikling stort set foregået på engelsk. Der gives i bogen glimrende eksempler på, hvorle-des forskellige sprogområder har håndteret assimileringen af denne udvikling med myriader af anglicismer.

Hvis der skal rettes en mindre kritik mod enkelte dele af bogen, er de talrige danske forklaringer af sygdomme og anatomiske termer enkelte steder lettere misvisende. Henrik R. Wulff advokerer for, at vi skal konstruere en dansk anatomisk nomenklatur, der ligger tæt op af den engelske og gå bort fra anvendelsen af latinske termer i anatomien. Efter min opfattelse er dette forslag bogens mindst velovervejede. Et fagområdes terminologi styres i høj grad af fagets egne folk, og på en lang række områder inden for biologien, har man bevaret en standardiseret terminologi af græsk-latinsk oprindelse, som fungerer glimrende internationalt. Jeg tænker her på arts- og strukturklassifikation af pattedyr, fugle, insekter, bakterier, vira, svampe, hele botanikken etc. At opgive anatomiens latinske termer inden for lægevidenskaben ville efter min opfattelse være et tilbageskridt, også set i betragtning af den seneste studieordning, hvor omfanget af anatomi yderligere er reduceret. En dansk anatomisk nomenklatur vil næppe medvirke til en bedre kommunikation med patienter, tværfagligt med administratorer, professionelle ledere eller politikere. Endelig vil en række af de problemer, som så glimrende illustreres bl.a. i afsnittet om stavning og sproglig systematik blive transporteret til anatomien. Der gives da også i mine øjne ganske afskrækkende eksempler fra andre sprogområder. Bogens øvrige forslag til principper for ændret ortografi og assimilering af anglicismer er helt indfølelige og efter min opfattelse velovervejede!

Afsnittet om præfikser og suffikser er meget humoristisk. Det hedder eksempelvis »hypertension« (blanding af græsk og latin), ikke »supertension« (rent latin) og »anticoagulantia« ikke »contracoagulantia«.

Sprogudvikling og kommunikation indeholder en række generelle elementer. En god generalist har altid ydet noget helt specielt. Dette gælder også med dette værk, hvor forfatteren kyndigt, levende og meget engageret redegør for den engelsksprogede indflydelse på lægedansk fagsprog. Forfatte-ren går videre og giver et omfattende og interessant indblik i ikke bare tilgrænsende sprog, men en stor del af de europæiske sprogs fagsprog.

Der er på den ene side tale om en meget lærd bog om et vanskeligt emne, der behandles i betydelig bredde og betragtelig dybde. På den anden side er bogen i sin opbygning, struktur, indhold og emnemæssige udvikling ofte så levende og spændende, at man må skynde sig at læse videre. »Lægevidenskabens sprog - fra Hippokrates til vor tid« er et imponerende »labour of love«, som jeg kun kan give mine bedste anbefalinger.