Lær det fra dig, inden du smutter. Det tager tid!

Det uundgåelige nærmer sig på et tidspunkt for os alle. Pludselig kan man se tilbage på et langt arbejdsliv, og man kan undre sig over, hvor tiden blev af. Her taler jeg ikke om døden – jo, den kommer også til os alle på et tidspunkt. Nej, jeg taler om pensionen. Tiden, hvor man stopper sit virke og skal få tiden til at gå med noget andet. Rejser, bøger, børnebørn osv.

Det ser dog ud til, at et stigende antal af os gerne vil skubbe den tid. Flere søger dispensation fra 75-årsreglen [1]. Det er vores arbejdsgiver nok glad for.

Men der er en stor udfordring foran os. En stor opgave for dem af os, der nærmer sig tiden for pension, og en endnu større opgave for vores arbejdsgiver. Jeg taler om oplæring.

Vi har set det ske. Kirurger, medicinere og læger fra andre specialer har dygtiggjort sig selv igennem et langt arbejdsliv. De har set og husker de sjældne sygdomme og symptomer. De er bare gode til deres virke. De er på toppen og tager sig af de vanskelige operationer, de ser de svære »cases« og tager sig af det. Man føler sig bare som den bedste, når man er nået dertil.

Udfordringen er, at man over en kort tid bliver opmærksom på, at nu gider man ikke længere. Nu vil man takke af og gå på pension. Det er her, man svigter patienterne, hvis ikke man har sørget for at uddanne den næste generation. Hvis ikke man sørger for, at de unge læger bliver klædt på til tiden, har man svigtet. Det er også her, arbejdsgiveren skal have forståelse for, at det tager tid at oplære og dygtiggøre folk. Til tider kræver det, at der afsættes to læger til samme opgave. Ja, det er dyrt i drift her og nu, men det kan betale sig på sigt. En afdeling knækker sammen fagligt, hvis den erfarne læge ikke lærer fra sig. Det er et faktum, at der ikke er nogen, som er uundværlig. Men det kan tage lang tid at opnå samme faglige niveau på en afdeling, hvis ikke man har sørget for at uddanne kompetente folk i god tid. Det kan godt være, at det er sjovt at stå selv med de svære ting, og man føler sig som den bedste og den dygtigste. Men en væsentlig del af lægegerningen er oplæring. Alle vil anerkende dig for det, du har lært dem, og du vil være stolt af dem, du har oplært.

Det kræver selvfølgelig forståelse og opbakning fra ledelsen. At mangle ressourcer her og nu er en dårlig undskyldning. Vi har ikke råd til at lade være.

Så:

– Kære kollega: Tænk også på dine patienter i fremtiden og tiden efter dig. Lær fra dig.

– Kære arbejdsgiver: Lægegerning er en livslang uddannelse. Giv os tid og ressourcerne.

– Kære unge kollega: Pres på. Lær alt det, du kan. Sug til dig. Gør dig dygtigere.