Skip to main content

Lærebok i psykiatri, 2. utgave Malt UF, Retterstøl N, Dahl AA.

Overlæge Merete Nordentoft E-mail: merete.nordentoft@dadlnet.dk

4. nov. 2005
2 min.

Forfatterne har udgivet en fuldstændig ny version af lærebogen fra 1994. Bogen er opbygget af 30 kapitler, som dækker alle områder inden for psykiatrien. Alle de kliniske kapitler indeholder vignetter, der illustrerer sygdomstilfældene, og i flere kapitler er der optrykt skalaer til bedømmelse af psykopatologi. Dette er meget nyttigt og relevant, og det kunne have været gjort mere konsekvent. Der er mange bokse med opstilling af diagnostiske kriterier, prognostiske faktorer, risikofaktorer, og det er meget nyttigt og pædagogisk. I nogle af de kapitler, der beskriver, hvorledes forskellige signalstoffer påvirker hinanden, kunne der være gjort mere brug af diagrammer for at lette tilegnelsen af dette vanskelige stof. Bogen er generelt velskrevet og let-tilgængelig med hensyn til sprog og opbygning. Sproget er homogent, og man mærker ikke, at forskellige forfattere har været involveret. Der er som nævnt kapitler, der omhandler snart sagt enhver tilstand, man som psykiater kan blive involveret i. Kapitlet om skizofreni kunne være mere udbygget med hensyn til beskrivelse af de psykopatologiske fænomener, ligesom omtalen af de psykosociale interventioner ved denne sygdom er meget kortfattede. Til gengæld er kapitlerne om angstlidelser, krisereaktioner, psykosomatiske lidelser, psykoseksuelle forstyrrelser, selvmord og selvmordsforsøg og konsultationsliaisonpsykiatri meget udbyggede og informative.

Lidt utraditionelt for en lærebog i psykiatri indeholder bogen også et stort interessant kapitel om psykiatriens historie, og bogen inkluderer som noget nyt et stort kapitel om evidensbaseret medicin, som er et emne af generel karakter. Forfatternes begrundelse for at inkludere dette kapitel er, at psykiatri er et fag på niveau med andre kliniske fag, og denne indstilling afspejler sig i bogens tekst. I fremtidige udgaver må man forestille sig, at den evidensbaserede tankegang mere selvfølgeligt indgår i gennemgangen af behandlingen inden for de enkelte sygdomsområder. Dette er ikke konsekvent gennemført i denne udgave. I forbindelse med de enkelte interventioner, der nævnes i de forskellige kapitler, er der kun i ringe grad overvejelser over, hvilken grad af evidens der er for den pågældende intervention.

Bogen kan anbefales til medicinstuderende, alment praktiserende læger og læger under specialistuddannelse i psykiatri. Bogen er i de fleste kapitler skrevet i et letlæseligt sprog, fremstillingen er pædagogisk, og bogen kan dermed også anvendes af andre faggrupper, patienter og pårørende.

Oslo: Gyldendal Akademisk, 2003.

942 sider. Pris: 745 NOK.

ISBN 82-05-28070-3