Landsoverenskomsten drejer sig også om sikkerhed og tillid

Landsoverenskomstforhandlingerne er gået i stå. Er almen praksis ved at gå i opløsning? Er det kun økonomi, vi har behov for? Nogle føler sig få minutter i 12, før almen praksis ophører. Andre, som jeg, føler, at klokken har passeret 12.

Den Landsoverenskomst, jeg startede med i 1974, var ny og visionær ud fra den tids ressourcer og behov, skabt af entusiastiske politikere og læger, som etablerede et enestående samarbejde med forankring i Sygesikringen. Dialogen var god, lokale praksisplanlægningsaftaler aftaltes for stedets pa-tienter og læger. Tillidsforholdet gjorde, at vi turde investere i tidssvarende klinikbygninger med moderne faciliteter.

Tilliden til Landsoverenskomsten og dens administration er væk for mange af os. I nogle egne af landet, hvor lægerne er bukket under uden efterfølger, er tilliden også væk for patienterne. Vi har fået en skævvridning af almen praksis, som går på tværs af regeringens intentioner og tidligere socialdemokraters og radikales visioner.

Hvad er gået galt?

Autonomien i administrationen af den 33 år gamle Lands-overenskomst, som kun er tilpasset i forbindelse med central vagtordning, it-løsninger og udvidelse af kilometergrænser mellem patient og læge.

Fortravlede politikere og læger, som halser af sted for at passe tillidshverv og patienter under urimelige betingelser med manglende tid til at få et overblik over problemerne.

Manglende dialog mellem PLO og dens tvungne medlemmer, som betaler til gildet, uanset hvad der trakteres med. Bortset fra praksisstatistik indsamles der ubetydelige data.

Politiske dispositioner i 1980'erne, som nedsatte mængden af nyuddannede læger. Først for ti år siden begyndte en opretning af disse problemer, men samtidig forlængede man uddannelsen til almen praksis for at etablere et speciale i et alment fagområde.

Prioritering af sekundærsektorens behov for læger og økonomi til udvalgte områder, som i høj grad sigter på forlængelse af livet for kræft- og hjertepatienter. En forståelig prioritering, men den flytter ressourcer.

Planlægning af forebyggelsesstrategier, som vil kræve så megen økonomi og ressourcer, at arbejdet i Velfærdskommissionen kan blive løbet over ende.

Stigende behov for lægelig dokumentation fra almen praksis i sociale sager og forsikringssager.

Ændret fordeling af arbejdet mellem sekundær og primær sektor, hvorved opfølgende kontrol af behandlede kronisk syge intensiveres.

Frygt for at nedsætte sig i almen praksis på nuværende tidspunkt, hvor arbejdspresset er stigende, og udsigterne til at komme ud af praksissektoren uden gevaldige øretæver er minimale i store dele af landet.

Hvad skal vi gøre?

Vi må have afklaret, om befolkningen, repræsenteret ved politikerne, fortsat ønsker almen praksis, eller om man sigter mod mere attraktive modeller med kommunalt ansatte læger i sundhedscentre. Vi skal som praktiserende læger vide, hvor vi står. Dette er afgørende for, om vi kan investere for at bevare almen praksis for vores efterfølgere.

Hvad har almen praksis brug for?

Vi har brug for en Landsoverenskomst, som skaber tryghed og tillid i vores arbejde.

Vi har brug for redskaber til at øge tilgangen af unge læger til almen praksis.

Vi har behov for at udmønte intentioner og økonomi i almen praksis som en statsopgave, mens udmøntningen af arbejdet må afklares med de kommende storkommuner, der naturligt vil gruppere sig omkring de eksisterende sygehuse, som skal rumme det specialiserede og samtidig det almene.

Hvad har Danmark brug for?

Jeg vil opfordre til, at Landsoverenskomsten moderniseres og revideres ud fra aktuelle behov og med hensyntagen til fremtidige opgaver ved bevarelse af almen praksis som det centrale i hele Danmarks primære lægetjeneste.

Almen praksis har vist sin værdi for befolkningen, men vi kan kun klare opgaverne, hvis vi får bedre arbejdsforhold og sikkerhed i etableringen af vores praksis.