Skip to main content

Laparoskopisk colonkirurgi

Ledende overlæge Svend Schulze, kirurgisk afdeling D, Amtssygehuset i Glostrup. E-mail: svsc@glostruphosp.kbhamt.dk & Overlæge Jesper Olsen, kirurgisk afdeling D, Amtssygehuset i Glostrup

31. okt. 2005
2 min.

Vi har med stor interesse læst de to udmærkede artikler om laparoskopisk colonkirurgi. Vi har også læst lederen, hvortil vi har nogle kommentarer.

Vi er forundrede over, at det af lederen fremgår, at formaliseret oplæring ikke er nødvendig i samme grad som ved andre laparoskopiske indgreb. Det er kendt fra litteraturen, at der er en relativ lang learning-curve [1, 2] ved netop laparoskopisk kolorektalkirurgi, og dette er ligeledes i overensstemmelse med vores erfaringer. Vi mener, at det er vigtigt med en grundig oplæring i denne relativt vanskelige laparoskopiske procedure af såvel de læger som de øvrige personalegrupper, der deltager i hele behandlingsset-up'et. Etablering og koordinering af laparoskopisk kolorektalkirurgi kræver deltagelse af såvel rutinerede laparoskopikirurger og rutinerede kolorektalkirurger samt et godt tværfagligt samarbejde mhp. at optimere behandlingsforløbet. F.eks. har the Association of Laparoscopic Surgeons of Great Britain and Ireland i samarbejde med the Association of Coloproctology of Great Britain and Ireland udarbejdet et udmærket optræningsprogram [3].

Det anføres, at man pga. intention-to-treat risikerer at underestimere de evt. positive resultater ved laparoskopisk operation. Formålet med intention-to-treat er netop at vurdere det reelle behandlingsresultat ved sammenligning mellem to behandlingsmetoder. Dette er for at afspejle den kliniske hverdag. Herudover er der fremkommet flere publikationer, der tyder på, at netop de patienter, der bliver konverteret fra laparoskopisk til åben operation, har et dårligere resultat [4].

Endelig er det påfaldende, at der ikke kommenteres mere vedrørende de peroperative behandlingsregimener, f.eks. det accelererede regimen [5].

Vi er enige i, at den laparoskopiske kolorektalkirurgi er et fremskridt, og at den skal videreudvikles, men det bør foregå på afdelinger med speciel interesse og et tilstrækkeligt patientvolumen. Samtlige patienter skal følges nøje gennem løbende evaluering i Danish Colorectal Cancer Group (DCCG) eller i videnskabelige undersøgelser. Specielt ved indgreb på rectum, hvor der er begrænset erfaring, bør det være et krav, at disse patienter indgår i et formaliseret videnskabeligt regi, som f.eks. COLOR II-studiet. Endvidere kunne f.eks. en evaluering af kombineret laparoskopisk kirurgi og et accelereret regimen være interessant.

SVAR


Referencer

  1. Motson RW. Laparoscopic surgery for colorectal cancer. Br J Surg 2005;92:519-20.
  2. Bennet CL, Stryker SF, Ferreira R et al. The learning curve for laparoscopic colorectal surgery: preliminary results from a prospective analysis of 1194 laparoscopic colectomies. Arch Surg 1997;132:41-4.
  3. www.ACPGI.org.uk/preceptor.doc
  4. Marusch F, Gastinger I, Schneider C et al. Dis Colon Rectum 2001;44:207-14.
  5. Basse L, Jakobsen DH, Bardram L et al. Functional recovery after open versus laparoscopic colon resection: a randomized, blinded study. Ann Surg 2005;241:416-23.