Skip to main content

Lars von Triers Riget – 25 år efter

Lars von Triers serie Riget havde Operation Morgenluft. Virkelighedens sundhedsvæsen har haft en lavine af tilsvarende tiltag, mener klummeskribent Joachim Hoffmann-Petersen, der foreslår en Stig Helmer-test, før man indfører flere.

Joachim Hoffmann-Petersen, afdelingslæge, Anæstesiologisk Intensiv Afdeling, Odense Universitetshospital

19. aug. 2019
3 min.

Til efteråret er det 25 år siden, at Lars von Triers Riget lagde gaderne øde. Hvem husker ikke fru Drusse, professor Bondo, overlæge Moesgård m.fl.? Serien huskes vel ikke mindst for overlæge Stig Helmers karakteristik af Danmark og danskerne i almindelighed, samt vores sundhedsvæsen i særdeleshed. Jeg anser Riget for noget af det mest præcise satire over det danske sundhedsvæsen nogensinde. Særligt mindeværdigt var det, da neurokirurgisk afdeling blev udsat for Operation Morgenluft.

Siden Operation Morgenluft har sundhedsvæsenet oplevet en lavine af tilsvarende tiltag. Her nogle enkelte:

New Public Management, LEAN, LEON, Joint Commision, Den Danske Kvalitetsmodel, National Indikator Projekt, Syddanske Forbedringsmodel/Virginia Mason, Ventet og Velkommen, KISS (Kvalitet I Sønderjyllands Sundhedsvæsen), Patientansvarlig læge, Patientsikkert Sygehus, Global Trigger Tool, Driftsmålstyring, Operation Livskraft, Værdibaseret Sundhed, Det gode Patientforløb, Projekt Nye Veje, Nærhedsfinansieringsmodellen, Ny styring efter patientperspektiv.

Som opvaskerne i Riget sagde: »Det er uhyggeligt!«.

Jeg vil påstå, at man i de seneste 25 år har brugt milliarder af kroner på koncepter, der i bedste fald har været beskæftigelsesterapi for administrative medarbejdere, og i værste fald har medført en reduktion i patientbehandlingen. I forbindelse med akkrediteringen erindrer jeg at have set horder af frikøbte klinikere (især sygeplejersker), bedre kendt som privattøjsregimentet, gå trofast rundt med en Maylandkalender med alle deres vigtige møder. Man har brugt og misbrugt en række af koncepterne til at fjerne fokus fra det væsentlige, nemlig patientbehandling.

De seneste 25 år har man brugt milliarder af kroner på koncepter, der i bedste fald har været beskæftigelsesterapi for administrative medarbejdere

Skulle vi ikke prøve at være nytænkende i de kommende 25 år. Hvad med Empatibaseret ledelse, Klinisk relevant ledelse, Evidensbaseret ledelse. Eller ledelse baseret på, at ressourcer og opgaver følges ad.

Jeg vil opfordre til, at ledere og sundhedsministre i de kommende 25 år tager en test i brug, som vi passende kunne kalde Stig Helmer-testen. Her kunne man umiddelbart tro, at den ville handle om, hvorvidt frugten af ens anstrengelser flyder eller synker, da dette jo som bekendt i Riget skulle være indikator på, om der er sygdom eller ej – men nej! Stig Helmer-testen går i sin mindre latrinære udgave ud på, at man, når man har opfundet et nyt magisk koncept, som kan løse alle problemer – eksempelvist kaldet Operation Morgenluft version 37.1 – spørger sig selv: »Hvad ville Stig Helmer sige til dette koncept?«.

Hvis Stig Helmer ville sætte sig med korslagte arme og afvise konceptet, bør man overveje, om han måske også denne gang kunne tænkes at have ret!